Debatten for og imod vacciner, herunder børnevaccinationsprogrammet, har kørt gennem længere tid, og som forældre kan man nemt blive forvirret. I denne uge afholder WHO international vaccineuge (World Immunization Week 2019). Formålet er at fremme brugen af vacciner, så folk i alle aldre kan blive beskyttet mod sygdom. Det vil vi selvfølgelig rigtig gerne bakke op om. Derfor har vi sat os for, at samle lidt information om vacciner og deres betydning.
Hvordan startede det hele?
Opfindelsen af vaccinen går helt tilbage til 1700-tallet. Her var koppeepidemien på sit højeste i Europa, og det betød mange dødsfald. Dog blev det bemærket at malkepiger, der havde haft kontakt til køer smittet med ko-kopper, ikke blev ramt af menneske-kopper. Den engelske landmand Benjamin Jetsy fik derfor den ide at smitte sin kone og børn med ko-kopper via en nål, og utroligt nok undgik de dermed smitte. Den første vaccination var altså hermed udført. Det var dog først i 1900-tallet, at man blev bekendt med immunsystemets funktion og opbygning. Siden er der blevet udviklet en lang række vacciner mod livsfarlige sygdomme. Den dag i dag anser man stadig vaccinen mod kopper som den største succes i vaccinens historie, da det betød, at WHO i 1980 kunne erklære kopper for udryddet.
Men hvad er en vaccine egentlig?
Kort sagt består en vaccine som regel af en mikroorganisme. Mikroorganismen kan være en virus eller en bakterie, der enten er svækket eller død. Efter vaccinen er givet, aktiveres immunforsvaret, og der dannes antistoffer, som beskytter mod sygdommen. Man siger hermed, at man er blevet immun, og kroppen kan nu genkende den virus eller bakterie, man er blevet vaccineret mod, hvis man skulle blive smittet igen.
I Danmark tilbydes alle børn at blive vaccineret mod en række alvorlige og smitsomme børnesygdomme. Dette kaldes børnevaccinationsprogrammet. Vaccinationerne er gratis, og det er frivilligt, om man vil lade sit barn vaccinere.
Med børnevaccinationsprogrammet ønsker sundhedsmyndighederne at beskytte den enkelte imod alvorlige sygdomme. Samtidig ønsker man at forhindre at smitte spreder sig i samfundet og rammer personer, som ikke er vaccineret. Det kan enten være, fordi de er for unge (specielt spædbørn) eller for syge til at blive vaccineret – eksempelvis børn i kræftbehandling, eller med svækket immunforsvar. For at et vaccinationsprogram er succesfuldt, forudsætter det, at næsten alle vaccineres, ellers vil sygdommene fortsat kunne brede sig. Dette kaldes flokimmunitet, og heri ligger der altså et fælles ansvar, så vi undgår smitte og udbrud i befolkningen.
Hvorfor er det stadig vigtigt at blive vaccineret?
Selvom mange af sygdommene synes at være under kontrol i Danmark (fx difteri og polio), forekommer de i andre dele af verden. Man kan altså fortsat blive udsat for smitte fx i forbindelse med rejser. I vesten har vi gennem årene måske glemt, hvor alvorlige de sygdomme vi vaccinerer mod egentlig er, da de ikke længere er en del af vores hverdag. Men sygdommene findes stadig, og smitte kan have alvorlige konsekvenser, og i værste tilfælde forårsage dødsfald. Det er derfor fortsat vigtigt, at vi vaccinerer vores børn.
I Danmark er vaccinationstilslutningen generelt høj. Men når det gælder mæslinger, der er en af de aller mest smitsomme sygdomme vi kender til, er det nødvendigt at flere vaccineres for at undgå udbrud. Der kan være rigtig mange grunde til, at man vælger ikke at vaccinere sit barn. Især når det gælder MFR-vaccinen (vaccine mod mæslinger, fåresyge og røde hunde) er der blevet skabt en del usikkerhed. Det har medført et fald i vaccinationstilslutningen. En af årsagerne til dette skyldes formentlig, at den britiske læge og forsker, Andrew Wakefield, i et studie fra 1998 konkluderede en mulig forbindelse mellem MFR-vaccinen og udvikling af autisme hos børn. Adskillige studier har dog siden modbevist denne sammenhæng. Herunder et stort forskningsprojekt fra Statens Serums Institut, der blev offentliggjort i starten af marts i år. Skaden var allerede sket, og studiets falske konklusion blev hurtigt til en myte, der spredte sig ud over det meste af verdenen.
Dette har desværre medført et fald i antal børn, der bliver vaccineret i de vestlige lande. Bare i år er der ifølge Statens Serum Institut blevet konstateret 11 tilfælde af mæslinger i Danmark. Det vidner desværre om, at befolkningen måske fortsat betvivler vaccinens gavnlige effekt og frygter at denne kan gøre skade på deres barn.
Frygt og bekymringer
Alle forældre ønsker det bedste for deres barn, og derfor er det også helt naturligt, at man stiller spørgsmålstegn og gør sig tanker om, hvad man udsætter sit barn for. Mange forældre er bekymrede for at vaccinerne kan være skadelige. Det kan eksempelvis skyldes frygt for bivirkninger, eller at vaccinen indeholder stoffer som fx aluminium. Mange af disse bekymringer går igen på internettet og i forskellige grupper på de sociale medier. Da vi som forældre søger mere og mere information online, kan vores bekymringer og frygt nemt forøges. Debatten om vacciner appellerer nemlig til vores følelser og vores ansvar som forældre. Selvom forskningen gang på gang har vist at bivirkningerne er få, og at hjælpestoffer som fx aluminium ikke gør skade, kan historierne være svære at fjerne fra internettet igen. Og når sygdommene samtidigt er nogle, vi ikke længere konfronteres med på daglig basis, kan bekymringerne hurtigt fylde mere hos os som forældre, end bekymringen for at vores børn smittes med sygdomme, der er sjældne. Men det er uheldigt, at der bliver sået tvivl om vacciner, da netop disse har reddet tusindvis af liv. Børnevaccinationsprogrammet er vældig godt afprøvet.
Selvom der kan opstå bivirkninger i forbindelse med vaccinationer, så er det vigtigt at huske på, at vaccinernes gavnlige og beskyttende effekt langt overstiger de bivirkninger, der kan opstå. Vi bør altså hele tiden minde os selv om, at vacciner stadig er nødvendigt for at beskytte os mod alvorlige infektioner. Også at vi ikke kun beskytter os selv, men også de svageste ved at lade os vaccinere.
Se også vores indlæg om vaccinationsprogrammets sygdomme her.
Kilder: WHO, Statens Serum Institut
Forfatter: Julie Falkenberg (læge)
Redigeret af: Ida Donkin (læge) og Ida Biering-Sørensen (læge)
