Hvad er det?
Night terror, eller søvnrædsel, er en almindelig og ufarlig søvnforstyrrelse hos børn. Barnet vågner grædende op en times tid efter det er faldet i søvn og er utrøsteligt og virker bange.
Anfaldene kan komme fra ca. 1 års-alderen, men er hyppigst omkring 3-5 år. De stopper af sig selv igen, senest når barnet starter i puberteten, men oftest før. Nogle børn har kun enkelte anfald. Tilstanden er arvelig, så ofte har én eller begge forældre også selv haft det i barndommen. Børn som har night terror, får lidt hyppigere andre søvnforstyrrelser, som fx at gå i søvne.
Hvorfor får nogle børn night terror?
Night terror skyldes, at barnet vågner halvt i en bestemt overgang fra én søvnfase til en anden, fordi barnets hjerne er umoden og ikke helt har lært hvilke “systemer”, der skal tændes og slukkes hvornår. Man kan sige, at kroppen er vågen, men hjernen stadig sover. Det er vigtigt at huske, at night terror har ikke noget at gøre med stress, puttevaner eller dårlig trivsel hos barnet!
Anfaldene
Bedst som man endelig kan sætte sig til rette i sofaen eller måske selv lige er gået i seng vågner barnet, 30-90 minutter efter det er faldet i søvn. Barnet sætter sig op i sengen, skriger og ser bange ud. Barnet virker vågent og forvirret og reagerer ikke på det, som plejer at kunne trøste det. Barnet kan have kropslige reaktioner som hjertebanken, hurtig vejrtrækning, sveden og spændte muskler. Anfaldet varer som regel 10-20 minutter, men barnet kan være utrøsteligt i op mod en halv time, for nogle endda længere. Herefter kan den lille sove roligt videre.
Hvad kan man selv gøre?
Night terror er helt ufarlig og ofte husker barnet slet ikke, at det er foregået, så tilstanden er klart mest frustrerende for forældrene. Nogle børn bliver helt paniske, hvis man forsøger at tage dem op og det kan forlænge anfaldet. Det bedste man kan gøre er at blive i rummet og tale beroligende til barnet og undgå for meget berøring. Tænd ikke for lyset, man skal forsøge at hjælpe barnet tilbage til søvn. Man skal ikke forsøge at vække barnet, da det kan blive ked af det, og det kan være svært at falde i søvn bagefter. Sørg desuden for at seng og værelse er trygt
Hvis ens barn har meget hyppige anfald af night terror, og hvis anfaldene kommer på et bestemt tidspunkt efter barnet er faldet i søvn, kan det hos nogle hjælpe at vække barnet 15-30 min inden anfaldet plejer at starte, fx give lidt vand og lægge det til at sove igen.
Hvis I er usikre på om det er søvnrædsel jeres barn har, så spørg jeres egen læge til råds.
Godnat og sov godt!
Forfatter: Stine Foss (læge)
Redigeret af: Kim Foss (læge)
Opdateret af: Mimmi Torp (læge), februar 2023