Læger Formidler
Du læser lige nu

Flyvning under graviditeten

49
Trygge Maver Infoblog

Flyvning under graviditeten

Flyvning under graviditeten-2

Det er ofte lokkende at tage på en tur væk fra det hele, især med en lille ny i maven, inden livet for alvor tager fart og to bliver til tre (eller endnu flere). Men er der en grænse for, hvor langt henne man må være i sin graviditet, før man ikke ”må” sætte sig op i en flyver? Og er der nogen risici ved en flyvetur? Læs med her, hvis du vil vide mere om flyvning under graviditeten.

Hvor langt skal man være i graviditeten, før man ikke må flyve længere?

Her er der muligvis en forskel på, hvad lægerne anbefaler og hvad flyselskaberne vil tillade. Derfor skal man altid kontrollere med det enkelte flyselskab, da der kan være forskellige regler. Nogle selskaber kræver f.eks. lægeerklæring på, at din graviditet har været ukompliceret inden turen.

Generelt er anbefalingerne at gravide kan flyve uden problemer indtil uge 36+0. Mellem uge 36+0 og 38+0 fraråder man flyveture med varighed over 4 timer. Efter uge 38+0 anbefaler man gravide ikke at flyve.

Grunden til, at man skiller ved uge 36+0, er at risikoen for at gå i fødsel stiger markant dag for dag efter 36 uger. Derfor skal man også være ekstra påpasselig, hvis man tidligere er gået for tidligt i fødsel, har en kompliceret graviditet, eller venter tvillinger, da det øger risikoen for at gå i fødsel før uge 36. Selve flyveturen øger dog ikke risikoen for at gå for tidligt i fødsel.

Hvilke risici er der ved flyvning under graviditeten?

Når man er gravid, er risikoen for blodpropper 6 gange højere sammenlignet med da man ikke var gravid. Grunden til dette er primært to ting: den store livmoder presser på store kar og nedsætter gennemstrømningen samtidig med at graviditetshormoner øger blodets evne til at størkne. Desuden ved man at risikoen for blodpropper stiger yderligere ved flyvning, pga. immobilisering, det lave tryk i kabinen og dårlig luftfugtighed. Man kan heldigvis nedsætte risikoen for blodpropper betydeligt, ved at bevæge sig.

HUSK derfor at bevæge dig op og ned ad gangene, flere gange under flyveturen, og drik og spis rigeligt, så du ikke bliver dehydreret. Yderligere kan et par alm. “flystrømper” anbefales til ture over 4 timer.

Kan du yderligere sætte kryds ved et af følgende punkter, gælder ovenstående stadigvæk, men du skal også snakke med din læge inden du tager ud på en flyvetur, på over 6 timer, da du muligvis skal have støttestrømper og blodfortyndende medicin inden rejsen:

  • Tidligere haft blodprop i benet eller lungerne
  • Stor tendens til åreknuder
  • Kendt med øget risiko for blodpropper
  • Øget tendens til blodpropper i familien
  • Overvægt med BMI over 30
  • Gravid med tvillinger
  • Opereret for nylig
  • Ryger
  • Over 35 år

Kan jeg mærke, hvis jeg får en blodprop?

Det er især i de store blodårer i lægge og lunger, der kan opstå blodpropper under graviditeten. Derfor skal du, også selvom du ikke har været ude at flyve, kontakte din læge, hvis der opstår symptomer på en blodprop. Det kan være f.eks. stærke smerter i læggen eller låret, hvis benet er hævet, rødt og varmt, eller du oplever pludselig besvær i din vejrtrækning, får brystsmerter og/eller voldsom hjertebanken.

Når det så er sagt; hvis man tager sine forholdsregler, er det bare med at nyde den midlertidige frihed og komme afsted på eventyr. God tur.

Få mere viden 

Find en masse andre af Læger Formidlers indlæg om graviditet, fødslen og tiden derefter på Trygge Maver infobloggen. Du kan også lytte til Trygge Maver podcasten her på hjemmesiden eller via Itunes og Spotify.

Er det måske den lille der er syg? Så lyt til Trygge Forældre podcasten eller læs med på Trygge Forældre Infobloggen.

Kilder

DSOG guidelines for flyvning og graviditet.

Patienthåndbogen – Blodprop i graviditeten.

Kompressionsstrømper ved flyrejse – Ugeskrift for Læger

Forfatter: Læge Mads Langager Larsen
Redaktører: Læge Rebecka Hansen, Læge Louise Laub Asserhøj

Om forfatteren

Læge siden 2015. Ansat på fødeafdelingen på Rigshospitalet. Faglig interesse er især indenfor gravide og fødende. Gift og har en lille datter, Alice.