Er dit barn forstoppet, og giver dealmindeligeråd om gode toiletvaner, rigeligt væske og naturlige midler mod hård mave ikke rigtig pote? Er du i tvivl om, hvornår du bør gå til lægen med dit barn for at snakke om medicinske afføringsmidler? Så læs med i denne uges tirsdagsinfo og lær lidt mere om behandling af forstoppelse hos børn.
Først lidt baggrundsviden
Forstoppelse hos børn er hyppigt. Omkring 20% af børn i alderen 4-18 år har på et tidspunkt været forstoppet. Det er sjældnere for de 0-2 årige (3%).
95% af tilfældene af forstoppelse har ikke nogen bestemt årsag.
Den gennemsnitlige (“normale”) afføringshyppighed afhænger af alder:
- Ammede spædbørn: afføring fra 6 gange dagligt til hver uge (eller sjældnere)
- Børn ernæret udelukkende af modermælkserstatning: 1 afføring dagligt
- Småbørn: 1-2 afføringer dagligt
- Større børn: 1 afføring dagligt
Hvis barnet har afføring sjældnere end dette og samtidig er generet af det, er der sandsynlighed for, at barnet er forstoppet.
Du kan læse mere om, hvad forstoppelse er, og hvad man selv kan gøre ved det, i vores indlæg om forstoppelse eller lytte til vores podcast episode om forstoppelse hos børn.
Hvornår skal forstoppelse behandles?
Lette gener ved forstoppelse forsvindertypisk af sig selv og kræver sjældent medicinsk behandling. Det kan f.eks. opstå, hvis dit barn i en periode indtager mindre væske, som ved feber- eller diarrésygdom, eller under længere rejser i f.eks. bil eller fly. Udover ro og tålmodighed, bør du sikre dig, at dit barn får rigeligt væske, grov og fiberrig kost (ikke for meget og ikke for lidt), får rørt sig og har gode toiletvaner.
Du kan læse flere gode råd om, hvad I som forældre kan forsøge for at komme forstoppelsen til livs (uden afføringsmidler) i vores indlæg her.
Er forstoppelsen derimod langvarig eller særlig smertefuld for dit barn, bør du søge læge.
Hvordan behandles forstoppelse?
Det er først og fremmest vigtigt, at man (evt. i samarbejde med egen læge) forsøger at afklare, om der er en årsag til forstoppelsen. Det kan være, dit barn er bange for at lave afføring andre steder end hjemme. At barnet har en rift, der gør ondt, og derfor holder på afføringen. Eller at barnet simpelthen ikke får væske eller motion nok i hverdagen, så afføringen bliver for hård at komme af med.
Typisk starter man med en såkaldt “udtømning”, som går ud på at tømme tarmen for afføring ved hjælp af medicin. Barnet skal gerne have 3-4 store diarré-agtige afføringer, før udtømningen er afsluttet. Det er en god idé at starte udtømningen op til en weekend og blive omkring hjemmet, så der kan tages hånd om de store, vandige kvitteringer.
Derefter følger en periode med “vedligeholdelse”. Det er meget forskelligt fra barn til barn, hvilket præparat og hvilken dosis, der er passende. I kan typisk selv justere behandlingen, så der opnås ca. én blød og formet afføring dagligt – uden smerter. Til at kategorisere afføringen bruger man “Bristol-Stool-skalaen”, hvor der sigtes efter at opnå afføringstype 4-5.
Endeligt er det vigtigt, at der følges op på behandlingen – typisk af egen læge. Eksempelvis hvis dosis skal justeres eller afsluttes, eller hvis I måske skal skifte eller tillægge et præparat.
Hvor længe skal forstoppelse behandles?
Generelt siges det, at det tager lige så lang tid at behandle en forstoppelse, som det har taget at blive forstoppet. Tarmen skal vænnes fra at hobe afføring op, og det kan godt tage sin tid. Det er helt normalt, at det kan tage op til 6-12 måneder eller længere – så vær tålmodig! 🙂
Hvilke medicinske afføringsmidler findes der, hvordan virker og bruges de?
Generelt deler man afføringsmidler op i to typer, henholdsvis de blødgørende/volumenøgende (som man typisk starter med) og dem, der stimulerer tarmens bevægelser.
- Midler, der virker på tarmindholdets konsistens og volumen:
- Heriblandt Lactulose (mixtur), Macrogol/Movicol (pulver, der opløses i væske), Microlax/Glyoktyl (rektal tube), Magnesia (tabletter, som bruges til større børn).
- Disse virker ved enten at holde væske tilbage i tarmen og dermed gøre tarmindholdet mere blødt, eller ved at “smøre” tarmindholdet, så det glider nemmere gennem tarmen.
- Til små børn (0-1 år) starter man typisk med fast Laktulose mixtur (alternativt Movicol), mens man hos større børn (2-15 år) oftest starter med Movicol. Det er alder og det enkelte barns problematik der afgør, hvad lægen vælger.
- Midlerne begynder at virke efter 6-8 timer, men maksimal effekt ses typisk først efter 2-3 dages behandling.
- Bivirkninger til denne type afføringsmiddel kan være rumlen og luft i maven.
- Midler, der stimulerer tarmens bevægelser:
- Heriblandt Laxoberal (dråber) eller Dulcolax (tabletter/stikpiller).
- De stimulerer muskler og nerver i tarmvæggen, hvorved tarmbevægelserne bliver kraftigere.
- Stikpiller til brug i endetarmen hjælper med at blødgøre afføring allernederst i tarmen og udløse tømningsrefleksen.
- Laxoberal bruges enten alene eller som supplement til Laktulose eller Movicol.
- De virker efter 6-12 timer. Derfor kan det være en fordel at tage dem om aftenen, så afføringen kommer dagen efter.
- Bivirkninger kan være mavesmerter og kvalme.
Til sidst lidt myter om behandling af forstoppelse
- Mælkesyrebakterier (probiotika) er ikke en del af behandlingen af forstoppelse.
- Der er ikke fundet sammenhæng mellem komælksallergi og forstoppelse, og det er derfor ikke nødvendigt at undersøge for allergi ved forstoppelse.
- Tarmen bliver ikke sløv eller doven af afføringsmidler.
Vil du vide mere?
Du kan læse mere om emnet (under “afføringsmiddel” og “udtømning”) her: Patienthåndbogen
Få en god vejledning i behandling med Movicol på drillemave.dk
Du kan også lytte til vores podcast med børnelæge Anne-Mette Walsted (specialist i mavetarmsygdomme hos børn) fra Kolding Sygehus.
Vi har også lavet en lille film om forstoppelse i samarbejde med SundhedsTV, se den her.
Kilder
www.paediatri.dk (Dansk Pædiatrisk Selskab)
www.sundhed.dk (Lægehåndbogen)
Foto: Tom Hermans on Unsplash
Forfatter: Anna Amalia Jepsen (læge)
Redigeret af: Ida Biering-Sørensen (læge) og Malene Toft (læge)
Opdateret af: Stine Schaldemose (læge) februar 2024, redigeret af Maria Brangstrup Hansen (læge)
