Læger Formidler
Du læser lige nu

TBE vaccination

1
Trygge Forældre Infoblog

TBE vaccination

TBE vaccine

Foråret er kommet og dit barn har været ude og lege i skoven. Men hvad er nu det, der sidder lige der? Er det snavs eller en ny skønhedsplet? Skovflåter kan være svære at få øje på, og de fleste af os forældre bliver hurtigt bekymrede ved tanken om borreliainfektion og hjernehindebetændelse, når vi opdager de små kryb på vores børns hud. Men frygt ej! Det er heldigvis uhyre sjældent, at man bliver alvorligt syg efter et flåtbid. 

Læs med her og blive klogere på vaccinen mod én af sygdommene, som flåter kan overføre til mennesker, nemlig “Thick Born Encephalitis” (TBE), også kaldet centraleuropæisk hjernebetændelse. 

Hvad er TBE? 

TBE er en virus sygdom, der overføres fra skovflåter til mennesker på samme måde som Borrelia. TBE-virus findes hos rådyr, mus og visse husdyr og overføres til flåter, når disse bider og suger af dyrets blod. Skovflåten kan så overføre virus til mennesker ved et nyt bid. Mennesker kan ikke smitte mennesker. 

TBE-virus findes i skove og græsklædte områder. Ofte i helt velafgrænsede områder, fx. en lysning ved et vandløb hvor dyr drikker. Dette adskiller sig fra Borrelia-bakterien i flåter, som kan findes i en hel skov. Læs mere om Borrelia og borreliose her. 

Bornholm er det sted i Danmark, hvor man oftest finder TBE-virus. Der bliver registreret 2-4 tilfælde hos mennesker årligt. TBE-virus er også påvist i flåter på Nordsjælland (Tisvilde Hegn) samt et enkelt tilfælde på Falster i 2020. I Danmark definerer man Bornholm og Tisvilde Hegn som “TBE-risikoområder”. Flåterne med TBE findes især fra juli til september, men sæsonen går fra maj til oktober. Men som du kan læse, er det heldigvis enormt få tilfælde, man finder i Danmark!

Hvad er symptomerne på smitte med TBE-virus? 

Ofte vil man se et to-delt forløb. Forløbet starter med “sommerinfluenza”, hvor man kan få symptomer såsom feber, træthed, hovedpine og muskelsmerter 7-14 dage efter et flåtbid. Ofte varer det ca. 4 dage. Herefter bliver 3 ud af 4 personer helt raske. 

Hos ca. ¼ udvikles hjernehindebetændelse efter ca. en uge, hvor man får stærkere symptomer fra nervesystemet i form af fx kraftig hovedpine, kvalme og opkastninger, og psykiske symptomer såsom talebesvær eller lammelser. Hvis du mistænker dette hos dit barn, skal du hurtigt opsøge læge. Der findes på nuværende tidspunkt ingen medicinsk behandling mod TBE.  

Bør jeg vaccinere mit barn?  

Da TBE-virus som tidligere nævnt kun findes i helt afgrænsede naturområder, anbefales vaccinen kun, hvis man opholder sig i risikoområderne i længere perioder (flere uger). Man anbefaler kun vaccination til personer, der jævnligt færdes uden for stier i skov og krat i disse områder (fx. jægere, eller hvis man bor i området). Eller folk der ofte leger, dyrker sport eller andet i skoven i disse områder. 

Hvad kan jeg og mit barn gøre for at undgå flåtbid? 

Det er en god ide at bruge støvler og lange bukser for at nedsætte risikoen for at blive bidt af skovflåter. Visse insektspraymidler har også en afskrækkende effekt på flåter. 

Det vigtigste er dog at tjekke hele huden efter for flåter og hurtigt fjerne dem. Brug en pincet, flåtfjerner eller bare neglene. Læs mere om flåtbid og hvordan man fjerner flåter på Læger Formidlers infoblog om flåtbid

Hvordan foregår vaccination? 

Da TBE-vaccination ikke er en del af det danske børnevaccinationsprogram (læs mere her), skal man selv betale for vaccinationerne. 

Man skal vaccineres med 3 doser for at opnå 3 års beskyttelse. 

Det koster ca. 1200-1500 kr. for vaccination det første år, hvorefter det er ca. 500 kr. hvert 3. eller 5. år afhængigt af barnets alder. 

Kontakt din egen læge eller et vaccinationscenter for at høre nærmere. 

Vil du vide mere? 

Se en kort video “3 myter om flåtbid” lavet i samarbejde med SundhedsTV. 

Skrevet af: Amanda Bjerre Andersen (læge)

Redigeret af: Emilie Brünner (læge) og Stine Schaldemose (læge) 

Kilder: 

TBE (Tick Borne Encephalitis) (ssi.dk)

Centraleuropæisk hjernebetændelse-vaccine (ssi.dk)