Læger Formidler
Du læser lige nu

Hudkræft

17
Tryg i livet infoblog

Hudkræft

Efteråret er her og badetøjet er for længst udskiftet med regntøjet. Sommeren føles så langt væk, at vi næsten har glemt hvordan solens varme stråler føles på kroppen. Men vores hud har ikke glemt de solstråler den er blevet udsat for. I ugens indlæg skal det handle om almindelig hudkræft. Det er en form for kræft i huden, som i langt de fleste tilfælde skyldes UV-stråling, og som kan forebygges. Læs med og bliv klogere på hvad hudkræft er, hvorfor vi får det og hvad vi kan gøre for at passe på kroppens største organ, nemlig vores hud.

Hvad er hudkræft?

Når man taler om almindelig hudkræft mener man basalcellekræft og pladecellekræft, som opstår i hudens øverste lag. Det er den den hyppigste kræftform i Danmark, og vi ser årligt ca 14.000 nye tilfælde af kræftsygdommen på landsplan. Langt de fleste af tilfældene (ca 12.000) er basalcellekræft, som næsten aldrig udvikler sig til en alvorlig sygdom. Pladecellekræft kan sprede sig til lymfeknuderne, og videre i kroppen, omend de fleste tilfælde opdages inden kræften har spredt sig, og kan helbredes ved at knuden fjernes. Selvom de fleste tilfælde kan helbredes, kan sygdommen medføre skæmmende ar.

Modermærkekræft er en anden form for kræft, som også kan opstå i huden, men opfører sig anderledes, og hører ikke under almindelig hudkræft. Vi vil ikke omtale modermærkekræft nærmere i dette indlæg. Vil du læse mere om modermærkekræft kan du gøre det her: https://www.laegerformidler.dk/modermaerkekraeft/

Hvorfor får man hudkræft?

Vi ved, at den helt store synder når det kommer til hudkræft, er UV-stråling, både fra solen og solarier. De fleste forandringer fra kræfttypen opstår i områder som er udsat for meget sol, f.eks i ansigtet, på ørene og på hovedet. Mennesker med lys hud er mere udsatte for denne type af kræft, ligesom personer som af en erhvervsmæssig årsag har fået meget sol, som f.eks gartnere og landmænd. Risikoen for at få kræft i huden stiger med alderen og de fleste er over 40-50 år. Der findes andre sjældnere årsager til hvorfor man udvikler hudkræft, f.eks. nogle stoffer i arbejdsmiljøet og nedsat immunforsvar f.eks grundet organtransplantation.

Hvordan ser hudkræft ud?

De fleste forandringer som skyldes hudkræft begynder som en skællende plet eller en knude, som vokser. Nogle gange udvikler det sig til et sår, som kan bløde eller væske og ikke vil hele.

En læge kan ikke med det blotte øje se, om der er tale om hudkræft. Hvis lægen mistænker netop det, skal der tages en vævsprøve i lokalbedøvelse, for at finde ud af om det er netop det.

Hvordan behandles hudkræft?

Der er mange forskellige behandlingsmuligheder ved hudkræft. Den valgte behandling afhænger af knudens art, lokalisation, størrelse og patientens ønsker. Basalcellekræft kan nogle gange behandles ved en hudlæge med hudterapi, cremer, frysning eller afskrabning. Nogle knuder kræver operation eller strålebehandling. Pladecellekræft kræver som regel operation, men strålebehandling kan overvejes i nogle tilfælde, og tilbydes også sommetider efter operation.

De fleste patienter skal kontrolleres jævnligt efter behandling, og kontrollerne kan foregå hos den behandlende afdeling, hudlæge eller praktiserende læge. Kontrollerne laves for at opdage eventuelt tilbagefald eller nye hudkræft forandringer. Har man tidligere haft hudkræft, er man i øget risiko for at få det igen.

Hvordan kan man undgå at få hudkræft?

Solbeskyttelse, solbeskyttelse, solbeskyttelse!

Da langt de fleste tilfælde kræft i huden skyldes UV-stråling, er den bedste forebyggelse at undgå UV-stråling, dvs. at undgå solen, især når UV-indekset er højt og helt undgå solarier. Når vi skal ud i solen kan vi beskytte os ved at bruge solcreme, søge skygge og bruge tøj som dækker huden, inklusiv en god solhat, som beskytter ører og nakke.

Du kan læse mere om solbeskyttelse og kræftens bekæmpelses solråd her: https://www.cancer.dk/forebyg/skru-ned-for-solen/solbeskyttelse/

 Referencer

  1. https://www.cancer.dk/hudkraeft-hudcancer/
  2. https://www.sundhed.dk/sundhedsfaglig/laegehaandbogen/hud/tilstande-og-sygdomme/papuloese-tilstande/basalcellekarcinom/
  3. https://www.sundhed.dk/sundhedsfaglig/laegehaandbogen/hud/tilstande-og-sygdomme/papuloese-tilstande/spinocellulaer-carcinom/
  4. https://dds.nu/wp-content/uploads/2019/03/DDS-Guidelines-BCC_Final_2019.02.26.pdf
  5. https://www.cancer.dk/hudkraeft-hudcancer/ https://www.sundhed.dk/sundhedsfaglig/laegehaandbogen/hud/tilstande-og-sygdomme/papuloese-tilstande/basalcellekarcinom/ https://www.sundhed.dk/sundhedsfaglig/laegehaandbogen/hud/tilstande-og-sygdomme/papuloese-tilstande/spinocellulaer-carcinom/ https://dds.nu/wp-content/uploads/2019/03/DDS-Guidelines-BCC_Final_2019.02.26.pdf https://dds.nu/wp-content/uploads/2019/03/Spinocellul%C3%A6rt-karcinom-SCC.pdf

Forfatter

Christina Krogerus, læge

Redaktion

Monika Calov, læge

Anna-Karin Numé, læge, ph.d.

Om forfatteren

Flere læger fra Læger Formidler er gået sammen om dette indlæg. Læs om medlemmerne i Læger Formidler under "Om om" sektionen.