Læger Formidler
Du læser lige nu

Vandafgang

16
Trygge Maver Infoblog

Vandafgang

vandafgang

Splask – vandet er gået og det løber ned af benene! Sådan har mange en forestilling om, at fødslen starter. Men det er faktisk mere almindeligt, at det starter med veer. Sker vandafgang alligevel som det første tegn på fødsel, så kan man nogle gange være i tvivl. Har man tisset i bukserne, er det graviditetsudflåd eller er vandet virkelig gået? Når der går hul på hinderne omkring fosteret, og jordemoderen eller fødselslægen konstaterer, at vandet løber eller siver ud af skeden, så er der per definition vandafgang. Vandafgang kan ske på forskellige tidspunkter i graviditeten og kan ske enten spontant eller være provokeret (hindesprængning) som led igangsættelse (læs mere her). I dette indlæg kan du blive klogere på spontan vandafgang, og hvad der efterfølgende skal ske, hvilket blandt andet afhænger af, hvor langt du er i graviditeten. 

Vandafgang – hvornår sker det typisk?

Som beskrevet ovenfor, så kan vandafgang ske på forskellige tidspunkter i graviditeten:

  1. Vandafgang før termin (før uge 37+0) uden forudgående veer: Forekommer i ca. 2% af alle graviditeter.
  2. Vandafgang ved termin (Uge 37+0 eller senere) uden forudgående veer: Forekommer i ca. 8% af alle graviditeter.
  3. Vandafgang spontant opstået under fødslen: På et tidspunkt vil der være så meget tryk på hinderne under en fødsel grundet veerne, at fosterhinderne brydes, og der er vandafgang. For enkelte vil dette slet ikke ske, og barnet fødes med fosterhinderne omkring sig i det der kaldes sejrskåbe.
  4. Vandafgang, der er blevet fremprovokeret ved hindesprængning som led i igangsættelse (læs mere om igangsættelse her)

Åh nej, mit vand er gået – hvad gør jeg?

Hvis du har mistanke om vandet er gået, så kontakt altid fødemodtagelsen på det hospital, du skal føde på – uanset tidspunkt på døgnet. I første omgang vil jordemoderen gerne vide, hvor langt du er, hvornår vandet er gået, hvilken farve det har, fostervandets lugt, om fosterstillingen er kendt, om du er begyndt at få veer, evt. blødning og om du mærker barnet, som du plejer. Ved tvivl om vandafgangen reelt har fundet sted, og hvis du er inden for termin (uge 37+0 eller senere) med en baby i hovedstilling, så kan du blive bedt om at tage et bind på og ringe igen en times tid efter. Hvis bindet bliver tungt og vådt, tyder det højst sandsynlig på vandafgang. Du kan i visse tilfælde få lov til at afvente veer i nogle timer derhjemme, hvis nedenstående betingelser er opfyldt: 

  • Du ikke er gravid med tvillinger og er længere end 37+0 uger henne i din graviditet
  • Dit foster er i hovedstilling
  • Du ikke har tegn på infektion (rektal temperatur <38°C)
  • Du ikke har påvist GBS i din urin (læs mere om GBS her)
  • Dit fostervand er klart

Grundet risiko for at navlesnoren falder frem og kan blive klemt i bækkenet mellem fosterets hoved og bækkenudgangen, er der behov for, at du lægger dig ned og efterfølgende fragtes ind med liggende transport til fødemodtagelsen, hvis:

  1. Du har et foster i underkropsstilling (numsen nedad), tværleje, skråleje, eller erkendt ustabilt fosterleje
  2. Du er gravid med tvillinger 
  3. Du er kortere end uge 37+0 

Når du ankommer i fødemodtagelsen, vil du/der blive undersøgt for, om fosteret har det godt, fosterstilling og fosterskøn, om der reelt er vandafgang herunder fostervandets farve og mængde, og om der er tegn på infektion hos dig eller fosteret. Herefter lægges der en plan for hvordan og hvornår din eventuelle fødsel skal ske/igangsættes. 

Vandafgang før termin

Vandafgang før termin forekommer hos ca. 2% af gravide kvinder. Op mod 50% af gravide kvinder med for tidlig vandafgang vil ende med fødsel efter 72 timer. Hvis man er meget tidligt i graviditeten, dvs. før uge 24+0 er prognosen ofte ikke så god. Dette skyldes en stor risiko for komplikationer hos fosteret, herunder infektion i fostervandet og hos fosteret samt fosterdød. Fra omkring uge 24+0 vil man stræbe efter at holde fosteret så længe inde i maven som muligt ved hjælp af forebyggelse af infektion med antibiotika og måling af infektionstal, evt. lungemodning af fosteret og vehæmmende medicin, hvis der er veer. Ved vandafgang før uge 34+0 stræber man efter at holde fosteret inde i maven til 34+0, ved vandafgang mellem uge 34+0 og uge 36+6 sættes fødslen igang snarest muligt.

Vandafgang til termin 

Vandafgang til termin forekommer hos ca. 8% af gravide kvinder. Man ved, at hvis der ventes et døgn, så vil spontan veaktivitet ses hos ca. 95% inden for 3 døgn. Risikoen for infektion hos mor og foster øges dog, jo længere tid man har vandafgang. Hvis veerne ikke opstår inden for nogle timer, stræber man derfor efter tidlig vestimulation (læs om vestimulation her). Dette er for at mindske risikoen for langvarig vandafgang og dermed infektionsrisikoen. Af denne grund anbefales det derfor også, at man opstarter antibiotika efter 18 timers vandafgang. Der anbefales også indlæggelse og observation af infektion hos barnet i 48 timer efter fødsel. 

Opsummering

Omkring 10% af gravide kvinder vil opleve vandafgang uden forudgående veaktivitet. Ud af disse vil omkring 2% være før uge 37+0, mens resten vil være efter termin (uge 37+0 eller senere). Ved vandafgang øges risikoen for infektion hos både mor og barn, hvilket er grunden til, at man er så opmærksom, hvis du som gravid kvinde henvender dig i fødemodtagelsen med dette. Du skal altid kontakte din fødemodtagelse, hvis du har mistanke om vandafgang. Afhængig af hvor langt du er i graviditeten samt din situation, så lægges der en videre plan for dig og din graviditet og fødsel.   

Få mere inspiration og viden

F.eks.:

Find flere indlæg fra Læger Formidler om tiden op til og efter fødslen på Trygge Maver bloggen eller lyt til Trygge Maver Podcasten

Eller er det måske den lille der er syg? Så lyt til Trygge Forældre podcasten eller se indlæg på Trygge Forældre Infobloggen. Læs blandt andet indlægget om for tidlig fødsel.

Forfatter:

Læge Katrine Jørgensen

Udgivet d. 16. juni 2022

Redigeret af: 

Læge Cæcilie Weber Thomsen

Læge Mette Thunbo

Kilder

DSOG PROM Guideline 2021

DSOG PPROM Guideline 2016

Om forfatteren

Læge siden 2018. Har erfaring fra industrien, forskningen og er nu ansat på Afdeling for Kvindesygdomme, Graviditet og Fødsler. Er særligt bidt af obstetrikken (de gravide, de fødende og de barslende). Har selv en søn på 2 år.