Læger Formidler
Du læser lige nu

Feber under fødslen

15
Trygge Maver Infoblog

Feber under fødslen

Man kan få feber under fødslen af flere forskellige grunde. I alle tilfælde er det vigtigt at behandle. Feber kan nemlig være tegn på en infektion, som kan påvirke mor såvel som barn! I dette indlæg kan du blive klogere på, hvilke tegn på feber hos mor og barn sundhedspersonalet er opmærksomme på under en fødsel, behandlingen for det og de hyppigste årsager til feber under fødslen.

Hvornår mistænker man feber?

Jordemoderen kan få mistanke om feber og vil f.eks. måle din temperatur, hvis:

  • Du eller dit barn har en høj puls
  • Fostervandet er ildelugtende 
  • Fostervandet et grønt
  • Fostervandet er gået for mere end 18 timer siden
  • Fostervandet er gået, og veerne ikke er begyndt (læs mere om vandafgang her)
  • Fødslen trækker ud

Temperaturen måles så vidt muligt i endetarmen, da denne metode er den mest pålidelige. Man har feber, når ens temperatur over 38 grader.

Hvorfor opstår feber under fødslen?

Det er helt normalt, at temperaturen hos den fødende stiger igennem en fødsel i takt med, at ve-arbejdet intensiveres – men decideret feber (temperatur over 38 grader) opstår af andre årsager. Feber er i de fleste tilfælde et tegn på en infektion – enten i eller uden for livmoderen. Den hyppigste infektion skyldes en bakterie, som hedder Gruppe B streptokokker (GBS), og en GBS-infektion kan være alvorlig, hvis den overføres til barnet. Du kan læse mere om GBS i indlægget her. Feber kan dog også skyldes andre bakterier, f.eks. E.coli. Fælles for de fleste er, at de er en del af underlivets bakterieflora, som kan bevæge sig op i livmoderen eller urinvejene og forårsage en infektion.

Hvordan behandler man feber under fødslen?

Behandlingen af feber har 3 formål:
1. At behandle en evt. infektion
2. At undgå dehydrering
3. At sænke temperaturen

Derfor vil du ved feber under fødslen blive tilbudt antibiotika i et drop, væske i et drop og paracetamol (f.eks. Panodil.)
Derudover vil der blive holdt ekstra godt øje med fødslens fremgang, da en lang fødsel med feber kan være en stor belastning for både mor og barn og øge risikoen for, at en evt. infektion overføres til barnet – læs mere om dette i næste afsnit.

Hvordan påvirker feberen barnet?

Feberen kan påvirke barn såvel som mor. Barnet får ligesom den fødende højere puls og har derfor brug for mere ilt. Det øgede behov for ilt gør, at barnet bruger sine ressourcer hurtigere og er mindre modstandsdygtig over for den belastning, en fødsel er. For at holde godt øje med dit barns ressourcer, anbefales løbende fosterovervågning med CTG (overvågning af barnets hjerterytme) under resten af fødslen. Læs indlægget om fosterovervågning her.
Jo længere tid feberen står på, des større er risikoen for, at en evt. infektion overføres til barnet. Derfor er det vigtigt at vurdere fødslens fremgang med jævne mellemrum og evt. hjælpe fødslen på vej.

Feber og fødeepidural

Ved anlæggelse af en fødeepidural er det forventeligt, at temperaturen hos den fødende stiger 0,5-1⁰C. Derfor er temperaturgrænsen for behandling med antibiotika lidt højere hos fødende med en fødeepidural.

Efter fødslen

En infektion opstået under fødslen kan forværres efter fødslen både hos mor og barn. Har du haft feber under fødslen, anbefales det derfor, at du og dit barn indlægges til observation i minimum 2 døgn efter fødslen. Det anbefales i øvrigt, at du behandles med antibiotika, indtil du har været feberfri i 1-2 døgn.

Opsummering

Feber hos den fødende kan påvirke mor såvel som barn negativt og er derfor vigtig at behandle. Behandlingen består i at sænke temperaturen, undgå dehydrering og behandle en evt. infektion med antibiotika, således at risikoen for overførsel til barnet mindskes.
Da feber og evt. infektion er en belastning for både mor og barn, vil der blive holdt nøje øje med både dig og dit barn undervejs, ligesom det er vigtigt, at der er god fremgang i fødslen.
Har du haft feber under fødslen, anbefales det, at du og dit barn indlægges i minimum 2 døgn efter fødslen til observation og evt. behandling.

Få mere inspiration og viden
Bliv klogere på GBS her

Feber kan også opstå efter fødslen. Læs mere om barselsfeber her

Se i øvrigt filmen om feber hos børn her

Forfatter

Læge Pauline Kromann Reim

Redigeret af: Læge Mads Langager Larsen og læge Iben Riishede

Kilder
Obstetriske Guidelines – Feber under fødslen

Om forfatteren

Jeg har været læge siden 2017 og har erfaring fra almen praksis, mave-tarmkirurgi og kvindesygdomme, graviditet og fødsler. For tiden er jeg PhD-studerende og forsker i sammenhængen mellem fosterets vækst i graviditeten og hjertekarsygdom og diabetes senere i livet. Jeg bor i København med min mand og vores to drenge.