Børn får som regel 20 tænder inden for de første 3 leveår. Som forælder kan man derfor ofte tænke “er der mon tænder på vej”? Men hvad er egentlig symptomerne på tandfrembrud, og er der egentlig en sammenhæng mellem tandfrembrud, feber over 38 grader og diarré?
Læs med i denne uges tirsdagsinfo og bliv klogere på tandfrembrud.
Hvornår kommer mælketænderne?
De første tænder kommer som regel, når barnet er omkring 6-8 måneder gammelt, men der kan være stor forskel på frembrydningstidspunktet. Nogle børn får deres første tand tidligere, mens andre børn når at blive et år, før de første tænder bryder frem. Det er typisk de to forreste tænder i undermunden, som bryder frem først. I 3-årsalderen har barnet som regel fået alle 20 mælketænder – 10 i undermunden og 10 i overmunden. Mælketænderne løsnes og falder ud mellem 6- til 12-årsalderen, hvorefter de blivende tænder bryder frem.
Tegn på, at mælketænderne er på vej
- Barnets gummer over tænderne kan være hævede og røde, evt. med en gennemsigtig/hvidlig kerne, hvor tanden presser på.
- Barnet kan have en øget tendens til at savle. Dette kan starte flere måneder før tænderne bryder frem.
- Barnet kan blive uroligt, irritabelt og have mindre lyst til at spise og drikke.
- Barnet kan have behov for at bide på hårde genstande eller i sine hænder. Dette er sandsynligvis, fordi gummerne klør og er ømme.
Hvad kan du som forælder gøre for at hjælpe dit barn?
At få tænder er en naturlig proces, som oftest kun varer få dage. Som regel forløber det fredeligt og uden store gener for barnet, men der er alligevel nogle ting, du som forælder kan gøre for at hjælpe dit barn bedst gennem processen.
Du kan lindre dit barns ubehag ved at massere barnets gummer med en ren finger. Derudover kan det være lindrende for barnet at bide i noget koldt eller hårdt, fx en bidering eller en afkølet sut fra køleskabet. Slutteligt vil det smitte af på dit barn, hvis du har en rolig, tålmodig og omsorgsfuld tilgang til processen.
Du bør undgå at give barnet lokalbedøvende salver, da det oftest har en ringe effekt på grund af barnets øgede spytproduktion, som fjerner salven fra munden, før det når at virke. I sjældne tilfælde kan det også medføre alvorlige bivirkninger.
Hvis dit barn er meget påvirket, kan du prøve at give Panodil efter barnets vægt.
Tandfrembrud, feber og diarré?
Måske har du hørt, at tandfrembrud kan give feber over 38 grader eller måske diarré? Det er rigtigt, at nogle børn kan blive urolige og få let temperaturstigning, når tænderne bryder frem. Egentlig feber, dvs. over 38 grader, eller diarré skyldes dog ikke tandfrembrud. Får dit barn derfor feber eller diarré i forbindelse med tandfrembrud, skyldes det som regel noget andet – f.eks. en virusinfektion. Er du bekymret for dit barn, skal du, som vanligt, kontakte en læge.
Hvad med tandbørstning?
Så snart den første tand bryder ud, skal tandbørstningen begynde. Børst tænderne to gange om dagen med en blød babytandbørste, og brug kun en ganske lille mængde tandpasta hver gang. Mængden skal svare til størrelsen på dit barns lillefingernegl. Det er ikke altid let at børste tænder på et lille barn, men det er vigtigt at etablere gode tandbørstevaner fra start. Hjælp dit barn med at børste tænder, til det er 10-12 år gammelt. De fleste steder i landet henvender den kommunale børnetandpleje sig til forældrene, når barnet er 1-3 år gammelt med henblik på at give gode råd og vejledning omkring tandpleje. Rådfør dig hos kommunens børnetandpleje, hvis du har nogle bekymringer eller spørgsmål omkring dit barns tænder.
Se vores videoer her om tandfrembrud: Tandfrembrud (samarbejde med SundhedsTV)
Kilder
Barnets første tænder (mælketænderne) – Sundhed
Når dit barn får tænder – Tandlægeforeningen
Billede af Tian Dayong på Unsplash
Skrevet af Læger Formidlers redaktion
Redigeret af: Mette Nonboe (læge), september 2022
Opdateret af: Ann Vissing Landgrebe (læge), oktober 2024
Redigeret af: Sara Pind Pilegaard (læge)