Læger Formidler
Du læser lige nu

Røntgenstråling under graviditeten  

0
Trygge Maver Infoblog

Røntgenstråling under graviditeten  

Gravide kan ligesom alle andre blive ramt af akut sygdom, hvor man bl.a. bruger billedundersøgelser med røntgenstråling til at stille diagnosen. Dette kan være i form af et røntgenbillede f.eks. ved mistanke om lungebetændelse eller CT-scanning ved mistanke om sygdom i maven. Røntgenstråling under graviditeten kan lyde bekymrende – men er det så farligt, som det lyder? Læs med i denne uges blogindlæg og bliv klogere på røntgenstråling under graviditeten.

Hvad er  røntgenstråling og hvornår bruger man det? 

Røntgenstråler er elektromagnetiske stråler ligesom lys. Deres korte bølgelængde gør, at de kan trænge gennem både knogler og væv. Det udnytter man til at fotografere disse via et røntgenapparat eller en CT-scanner. Røntgenbilleder kan bruges – også hos den gravide – ved mistanke om akut sygdom som bl.a. lungebetændelse, blødning i hjernen, blodprop i lungerne eller akutte kirurgiske tilstande i nyrerne eller mavetarmkanalen. 

Hvis akutte tilstande som disse ikke behandles, kan det have store konsekvenser for både mor og foster. Derfor kan brug af røntgenstråling i visse tilfælde være nødvendigt for at sikre diagnose og igangsætte korrekt behandling. Det vil altid være en individuel afvejning mellem nødvendigheden af røntgenstrålingen til behandling af sygdom og risikoen for stråling af fostret. Beslutningen om, hvorvidt der skal scannes eller ej, vil tages i samråd mellem lægerne og den gravide. Hensigten med dette blogindlæg er at informere om noget af den viden, der findes på området, hvis man skulle stå i en sådan situation. 

Hvad betyder røntgenstråling for graviditeten? 

Flere faktorer spiller ind, når man skal afgøre om røntgenstrålingen kan være skadelig for fosteret herunder 1) hvor langt man er i graviditeten 2) hvor stor en stråledosis, der benyttes. Den største bekymring for brug af røntgenstråling under graviditeten er, at det vil medføre en øget risiko for misdannelser  hos fosteret. Fosteret er mest påvirkelig for stråleskader under 1. trimester (frem til uge 12), hvor fostret danner sine organer. Risikoen for hjerneskader er størst i uge 8-25, hvor nervesystemet udvikles og modnes. Det vil sige, jo længere man er graviditeten, jo mindre er risikoen for misdannelser som følge af røntgenstråler. Der er muligvis en øget risiko for udvikling af kræft efter brug af røntgenstråler. Risikoen afhænger af stråledosis, men menes at være den samme hos fosteret som ved røntgenstråling af børn. 

Stråledosis måles i Sievert (Sv) og internationalt er der enighed om, at først ved en dosis på 100 mSV udgør røntgenstråling en risiko for skade hos fosteret. Under denne grænse har man ikke fundet øget risiko for fosterskade på organer og hjerne, og ej heller påvirkning af fosterets intelligens målt efter fødslen. Som beskrevet nedenfor, gives der i praksis stort set aldrig røntgenstråler, der kan påføre fosteret skader. 

Hvilke skanninger indeholder røntgenstråling?

Ved et røntgenbillede eller en CT scanning udsættes man for røntgenstråling. Hvis den gravide skal have scannet et sted på kroppen langt fra fosteret, eksempelvis hovedet eller lungerne, er  fosteret estimeret til at være udsat for mindre end 0,01 mSV. Denne dosis er dermed titusindedel mindre end den dosis, der potentielt kan give fosterskade! Ved en CT scanning af maven, er fosteret estimeret til at være udsat for  for 8.0 mSV i gennemsnit (maximum 50 mSV), og er dermed heller ikke forbundet med nogen høj risiko for skader hos fosteret.

Ultralyd og MR skanninger indeholder ikke røntgenstråling og kan bruges til fosterdiagnostik og til at diagnosticere visse sygdomme hos gravide, men kan desværre ikke vise alle sygdomme. Når den gravide skal scannes vil lægen i samråd med røntgenlægerne altid sikre, at den mest hensigtsmæssige og skånsomme scanning med lavest mulige stråledosis vælges for den individuelle.

Røntgenstråling før graviditet – er det farligt?

Mange kan blive bekymrede for, om fosteret kan tage skade, hvis enten mor eller far har fået kønsorganerne bestrålet med røntgenstråling fra en scanning før fosteret blev undfanget. Man har i dette tilfælde ikke fundet nogen øget risiko for misdannelser, nedsat mental udvikling eller øget kræft hos fosteret. 

Hvis du er blevet røntgenstrålet i graviditeten før du kendte til din graviditet, bør du kontakte din læge for at høre nærmere om stråledosis. Man anbefaler ikke abort eller invasiv fosterdiagnostik ved røntgenstråling under 100 mSv, hvilket for praktiske formål er sjællendt, at røntgendosis når op over dette niveau. 

Opsummering

I nogle tilfælde kan det være nødvendigt at scanne med røntgenstråler under graviditeten, for at undersøge akut og alvorlig sygdom. I den enkelte situation vil man opveje fordele og ulemper ved at vælge en scanning med røntgenstråler og sikre, at scanningen har behandlingsmæssig konsekvens. Dernæst vil den gravide altid scannes med mindst mulige stråledosis for at skåne fosteret for unødig stråling. Hvis det skønnes nødvendigt at benytte røntgenstråling hos en gravid er den stråledosis, som fosteret udsættes for, yderst sjældent over det tærskelniveau som er forbundet med misdannelser hos fosteret. 

Få mere inspiration og viden

Find flere indlæg fra Læger Formidler om tiden op til og efter fødslen på Trygge Maver bloggen eller lyt til Trygge Maver Podcasten

Du kan også læse mere om emnet, ved at læse på Patienthåndbogen: Røntgenstråling i graviditeten

Forfatter

Forfatter: Læge Anne-Sofie A. Rechnagel

Redigeret af: Læge Anna Lando Talbot 

Publiceringsdato: 19.10.2023

Kilder

Lægehåndbogen: Røntgenstråling under graviditeten

Sundhedsstyrrelsen: Graviditet og ioniserende stråling

Dansk Selskab for Gynækologi og Obstetriks: Non-obstetrisk kirurgi

Dansk Selskab for Gynækologi og Obstetriks: Billeddiagnostisk undersøgelse af den gravide kvinde