Læger Formidler
Du læser lige nu

Graviditet og alkohol 

0
Trygge Kvinder blog

Graviditet og alkohol 

Sommervarmen nærmer sig, og mange fyldes med lysten til et køligt glas med procenter. Men hvor skadeligt er alkohol egentlig hvis man er gravid? Flere studier har vist, at alkohol kan være skadeligt for fosteret, men man ved ikke præcist, hvor meget alkohol der skal til, for at fosteret kan tage skade. Man ved dog , at jo mere alkohol man drikker, des større sandsynlighed er der for skade på fosteret. Eftersom fosteret udvikler sig gennem hele graviditeten, anbefaler Sundhedsstyrrelsen, at den gravide slet ikke drikker på noget tidspunkt i løbet af graviditeten.  

Bliver fosteret beruset, hvis jeg drikker? 

Hvis man som gravid drikker alkohol, er det ikke kun den gravide selv, der får glæde af de liflige dråber. Næringen til fosteret optages gennem moderens blod via navlesnoren – og moderens alkoholpromille overføres dermed også til barnet. Alkoholen skal derefter nedbrydes i leveren, så alkoholen kommer ud af kroppen. Fosteret er dog ikke i samme grad i stand til at nedbryde alkohol grundet dets endnu ikke fuldt udviklede lever. Man mener derfor, at alkoholen vil påvirke fosteret i længere tid end alkoholen gør hos moderen.   

Tager fosteret skade af alkohol? 

Fosteret er særligt sårbart i første trimester, hvor organerne dannes. De skadelige virkninger fra alkohol vil kunne påvirke udviklingen af alle organer, men især centralnervesystemet og hjernen er udsatte i denne periode. Et vedvarende, stort alkoholforbrug vil bl.a. kunne medføre en række karakteristiske misdannelser og evt. svær udviklingshæmning af barnet, kaldet Føtalt Alkoholsyndrom. Fosteret fortsætter med at færdigudvikle organerne udover første trimester, hvorfor misdannelser og skader hos fosteret potentielt kan opstå, hvis man fortsat drikker alkohol på et hvilket som helst tidspunkt i løbet af graviditeten. Man kan bl.a. se misdannelser af fosterets ansigt, hjerte, nyrer, kønsorganerne samt se øget tendens til væksthæmning, abort og fosterdød.  

Jeg drak alkohol, men vidste ikke, at jeg var gravid.  

Flere har utilsigtet drukket alkohol, før de vidste, at de var gravide. Studier tyder på, at et indtag af få genstande pr uge eller enkeltstående episoder med meget alkohol på én gang, muligvis kan give en lille, øget risiko for spontan abort. Det vil således i langt de fleste tilfælde ikke få betydning for fosterets udvikling, hvis man er kommet til at drikke lidt alkohol en lille periode. Men er du bekymret eller i tvivl om risikoen, er det altid en god ide at tale med din læge og/eller jordmoder om netop din situation.  

Da man ikke med nøjagtighed kan angive en nedre grænse for, hvor meget alkohol man må drikke, uden at det får betydning for fosteret eller graviditeten, anbefaler Sunhedsstyrrelsen derfor, at man bør undgå alkohol, hvis man prøver at blive gravid. Sundhedstyrrelsen anbefaler helt at undgå alkohol mens man er gravid – eller så snart man opdager graviditeten. For en lille del kan det være svært at stoppe med alkoholen. Her er det vigtigt, at man i så fald hurtigt søger hjælp hos sin læge.  

Hvad med alkohol og amning? 

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at ammende kvinder er tilbageholdende med at drikke alkohol og ud fra et forsigtighedsprincip, anbefaler styrelsen, at ammende kvinder ikke drikker mere end en enkelt genstand om dagen. Et dansk studie har påvist, at alkoholindtag efter Sundhedsstyrelsens almindelige retningslinjer ikke umiddelbart er skadeligt for barnet. Dette skyldes at mængden af alkohol, der passerer fra blodet over i modermælken, er lille. Således bør få genstande om ugen ikke give anledning til ammeophør.

Dog er langtidseffekterne hos børnene sparsomt belyst i forskningen. Hvis man ikke ønsker, at barnet udsættes for alkohol, kan man mindske risikoen ved at vente med amning 2-3 timer efter en indtaget genstand. Mere information om emnet kommer snart hos Læger Formidler.

 

Få mere inspiration og viden 

Find flere indlæg fra Læger Formidler om tiden op til og efter fødslen på Trygge Maver bloggen eller lyt til Trygge Maver Podcasten.   

Det kan være at følgende emner er særligt relevante for dig såsom Kosttilskud i graviditeten 

Ammer du eller ønsker mere viden om emnet? Så lyt til vores podcast Tryg Amning.  

Eller er det måske den lille der er syg? Så lyt til Trygge Forældre podcasten eller se indlæg på  Trygge Forældre Infobloggen

Forfatter: Læge Anne-Sofie Rechnagel 

Redigeret af: Læge Jeanett Nielsen  

Kilder 

Patienthåndbogen 

Sundhedsstyrrelsen – Fagperson 

Sundhedsstyrrelsen Amning – Fagperson

Sundhedsstyrrelsen – Borger 

Guideline af Dansk Selskab for Obstetrik og Gynækologi 

Haastrup, M.B., A. Pottegard, and P. Damkier, Alcohol and breastfeeding. Basic Clin Pharmacol Toxicol, 2014. 114(2): p. 168-73.