Du er gravid, og livet er dejligt. Solen skinner fra en blå himmel og blomsterne springer ud. Ahhh, det føles skønt at mærke solens varme stråler igen ovenpå den kolde vinter. Du træder ud i solen og atjuuuu… Åh nej. Næsen begynder at løbe, nysene står i kø og øjnene bliver røde og klør. Du bliver mindet om, at forår og sommer også betyder, at pollensæsonen er i gang. Men hvordan skal du egentlig forholde dig, når du samtidig er gravid? Det forsøger vi at gøre dig lidt klogere på i dette blogindlæg.
Hvad er høfeber?
Høfeber skyldes allergi og medfører irritation i slimhinden typisk i næse og øjne. Det medfører gener fra øjnene, som kan være røde, klø og løbe i vand samt fra næsen, som også klør, er tæt eller løber. Nogle nyser en del, og man kan også blive mere tung i hovedet.
Høfeber er en af de hyppigste kroniske sygdomme i den vestlige verden, og mange mennesker vil derfor lide af høfeber både før, under og efter deres graviditet.
Høfeber i graviditeten
Det er meget individuelt fra kvinde til kvinde, hvordan de allergiske symptomer ændrer sig i graviditeten. Nogle vil opleve, at deres allergiske symptomer bedres under graviditeten, mens andre vil opleve en forværring eller helt de samme symptomer som normalt.
Hvis man er en af dem, der lider af høfeber i sin graviditet, vil man i første omgang anbefale, at man forsøger at komme sin høfeber til livs uden medicin. Man kan forsøge at få så lidt kontakt med de udløsende faktorer som muligt. Her er et par gode råd til hvordan:
- Tjek Dagens pollental
- Ophold dig indendørs på dage med høje pollental
- Tag bad om aftenen, så du undgår for meget pollen i sengen
- Lad vasketøjet tørre indendørs
- Luft ud tidlig morgen eller sen aften, når pollentallet er lavest
- Dryp næsen med saltvandsdråber, hvis næsen er tæt
Hvilken medicin må jeg tage?
Hvis man som gravid er meget generet af sin høfeber, og ovenstående råd ikke er tilstrækkelige, kan det være nødvendigt at tage medicin. Dog skal man være opmærksom på, at der er visse præparater mod allergi, som ikke anbefales til gravide. Tal derfor altid med din læge omkring hvilken medicin, der anbefales, før du starter på den.
Normalt behandles høfeber med antihistamin og binyrebarkhormon. Til gravide foretrækker man at behandle med lokalbehandling i form af næsespray eller øjendråber fremfor systemisk behandling med piller. Antihistamin som øjendråber og næsespray anbefales som førstevalg, da optagelsen i kroppen er begrænset. Dog er der begrænset viden omkring anvendelsen af lægemidlerne under graviditet, da det kan være svært at lave forskning på gravide. Derfor skal der generelt udvises forsigtighed ved brug af lægemidlerne. Næsespray med binyrebarkhormon kan også om nødvendigt anvendes, da kun en meget lille del optages i kroppen. Håndkøbs næsespray som zymelin og otrivin anbefales ikke under graviditeten.
Behandling med piller kan i sjældne tilfælde komme på tale, hvis allergisymptomerne er meget udtalte, og lokalbehandlingen ikke er tilstrækkelig. I tilfælde af dette anbefales ikke-sløvende antihistamin piller (fx Alnok) og i en så kort periode som muligt.
Hvad med amning?
Som en tommelfingerregel gælder de samme anbefaler for amning som under graviditeten. Også her anbefales det altid at tale med din læge, inden du starter på medicin.
Opsummering
Høfeber er en af de hyppigste kroniske sygdomme i den vestlige verden. Derfor vil mange naturligt opleve høfeber under deres graviditet. For nogen mildnes symptomerne under en graviditet, mens de for andre forværres eller forbliver som normalt. Forsøg i første omgang at behandle allergien med ikke-medicinske tiltag. Er dette ikke tilstrækkeligt, kan om nødvendigt behandles med lokalbehandling i form af øjendråber eller næsespray som første valg. I sjældne tilfælde kan behandling med piller være nødvendigt.
Tal altid med din læge omkring hvilken medicin, der anbefales, før du starter på den.
Få mere inspiration og viden
Læs mere om Høfeber på Patienthåndbogen
Læs også mere om medicin og graviditet her
Find flere indlæg fra Læger Formidler om tiden op til og efter fødslen på Trygge Maver bloggen eller lyt til Trygge Maver Podcasten.
Eller er det måske den lille der er syg? Så lyt til Trygge Forældre podcasten eller se indlæg på Trygge Forældre Infobloggen.
Forfatter: Læge Louise Viktoria Mortensen
Redigeret af: Læge Julie Milbak
Publiceringsdato: 22.08.2024
Kilder
DSOGs vejledning om Lungesygdomme og graviditet (version 2018)
Sundhedsstyrelsens vejledning til behandling af allergi hos gravide