Læger Formidler
Du læser lige nu

Tidligt hjemmeophold (THO)

0
Ikke-kategoriseret, Trygge Forældre Infoblog

Tidligt hjemmeophold (THO)

For nogle uger siden satte Trygge Forældre fokus på den første tid med et for tidligt født barn under indlæggelsen på et neonatalafsnit. I denne uge har vi fokus på tiden op til udskrivelse fra en neonatalafdeling med konceptet ”tidligt hjemmeophold”.  

Tidligt hjemmeophold betyder, at barnet og familien bliver fysisk udskrevet fra neonatalafdelingen til hjemmet, men tager en del af behandlingen med hjem. Tidligt hjemmeophold, også kaldet THO, blev indført i Danmark i 1997, og de fleste neonatalafdelinger tilbyder i dag denne type behandling. Det vil primært være børn med et fortsat behov for sondeernæring, der udskrives til THO, sideløbende med etablering af amning eller flaske.  

Hvilke børn kan komme på tidligt hjemmeophold? 

De danske børnelæger anbefaler følgende kriterier for, at barnet kan udskrives til THO: 

  • Alder: Barnet skal have en såkaldt ”postmenstruel alder” over 34 uger. Dette begreb er lidt teknisk at forklare, men betyder, at barnet skal være over 34 uger gammelt, hvis man tæller både tiden i livmoderen og tiden efter fødslen sammen. Et barn født i 31. uge skal således være tre uger gammelt, før det kan komme på tidligt hjemmeophold.
  • Behov for overvågning: Barnet skal være stabilt nok til ikke at have behov for konstant overvågning af iltmætning, puls og blodtryk.
  • Temperaturregulering: Barnet skal kunne klare sig uden for en kuvøse, og således kunne holde varmen selv.
  • Sondeernæring: Hvis barnet ikke fuldammes, skal sondeernæring være helt eller delvist etableret.

Obs: Disse kriterier kan variere fra afdeling til afdeling.

Der er desuden en række krav til forældrene: 

  • Først og fremmest skal forældrene have et ønske om THO, og være indstillede på at stå for størstedelen af barnets behandling hjemme. De skal derfor være forstående overfor, at THO er et samarbejde mellem forældre og hospitalspersonale.
  • Mindst én forælder skal tale dansk eller engelsk.
  • Forældrene skal være oplært i håndtering af sondeernæring.

Forældrene skal desuden læres op i genoplivning af spædbørn samt instrueres i, hvilke alvorlige symptomer de straks skal reagere på, fx tegn på infektion. 

Hvordan overvåges barnet? 

Børn, der kommer hjem på tidligt hjemmeophold (THO), har ofte brug for mad gennem en sonde. I nogle få tilfælde kan de også have brug for ekstra ilt eller behandling med lys mod gulsot. Afdelingen sørger for udstyr til sondeernæringen, og forældrene får at vide, hvilke ting de selv skal skaffe. Barnet bliver fulgt af et særligt THO-team med sygeplejersker, læger og andre specialister. Der vil være regelmæssig opfølgning, normalt et par gange om ugen, enten via videosamtaler eller ved at besøge hospitalet.  Teamet lægger en plan for at undersøge barnet for eventuelle problemer, der kan opstå på grund af den tidlige fødsel, for eksempel øjenundersøgelser eller ultralyd af hjernen.  

Hvornår kan barnet afsluttes fra tidligt hjemmeophold? 

Barnet afsluttes fra tidligt hjemmeophold (THO), når det ikke længere har brug for ekstra hjælp. Dette sker normalt, når barnet selv kan drikke nok fra brystet eller flasken og tager godt på i vægt. Når forløbet afsluttes, vil der være en telefonsamtale med barnets sundhedsplejerske, og barnets praktiserende læge vil få en skriftlig opsummering. 

Forlænges forældrenes barselsorlov under tidligt hjemmeophold? 

Når et nyfødt barn indlægges på en neonatalafdeling, bliver mors barselsorlov forlænget i den tid, barnet er indlagt, og op til tre måneder. Desværre gælder disse regler ikke for far eller medmor, selvom de også opholder sig på sygehuset. Fars eller medmors barsel kan kun forlænges, hvis barnet er livstruende sygt, og de derfor bliver medindlagt. 

Tiden, hvor barnet er på tidligt hjemmeophold, tæller ikke med i forlængelse af barselsorloven. Dette kan virke uretfærdigt, da barnet stadig kræver meget pleje døgnet rundt i denne periode.  

Lige nu er der et borgerforslag fremsat, der foreslår bedre barselsvilkår, så barslen forlænges i hele den tid barnet er indlagt og på tidligt hjemmeophold.  

Mange neonatalafdelinger har en socialrådgiver, som kan hjælpe forældre med at finde rundt i de komplekse regler under og efter en indlæggelse.  

Vi håber, at du med dette indlæg er blevet klogere på tidligt hjemmeophold. 

Kilder

Tidligt Hjemmeophold – Rigshospitalet 

Tidligt Hjemmeophold – Aalborg Universitetshospital 

Faglig vejledning – Dansk Pædiatrisk Selskab 

Billede af Lisa Fotios på Pexels

Forfatter: Andreas Overby Ørsted (læge), september 2024 

Redigeret af: Alexandra Frydkjær (læge), september 2024 

Om forfatteren

Flere læger fra Læger Formidler er gået sammen om dette indlæg. Læs om medlemmerne i Læger Formidler under "Om om" sektionen.