ADHD-udredning af voksne
De fleste har efterhånden hørt om ADHD. Den seneste tid har der nemlig været stor opmærksomhed omkring diagnosen i medierne, på sociale medier, og mange kender også nogen, som har ADHD. Der har aldrig før været så mange voksne, som udredes for ADHD, men desværre findes der også rigtig meget misinformation om diagnosen på især de sociale medier.
I dette indlæg vil vi derfor komme nærmere ind på ADHD hos voksne – hvad er symptomerne, hvornår bør man udredes, og hvor starter man overhovedet henne, hvis man mistænker, at man kunne have ADHD? Læs med og bliv meget klogere her!
(Pssst… i dette indlæg vil vi fokusere på ADHD-udredning hos voksne. Hvis du vil vide mere om udredningen for ADHD hos børn, så læs vores indlæg om dette her!)
Hvad er ADHD?
ADHD står for “Attention Deficit Hyperactivity Disorder”. Du har måske også hørt om søsterdiagnosen ADD – dvs. uden H’et (for hyperaktivitet), hvor tilstanden er domineret af koncentrationsbesvær uden fysisk hyperaktivitet.
Diagnosen dækker over en tilstand præget af problemer med opmærksomhed/koncentration, hyperaktivitet og impulsivitet. Du har måske hørt nogen sige at “alle jo efterhånden har ADHD” – men man anslår, at kun ca. 5% af befolkningen opfylder kriterierne for ADHD-diagnosen. Tidligere betragtede man ADHD som en psykiatrisk sygdom, men i dag er forståelsen hos mange, at tilstanden nærmere er en variant af en normal hjerne – deraf har du måske hørt begrebet “neurodivergens” – altså en anderledes måde, hvorpå en (ellers rask) hjerne fungerer ift. gennemsnittet.
Hvad er symptomerne på ADHD?
Symptomerne på ADHD inddeles klassisk i 3 kategorier også kaldet ”kernesymptomer”: Forstyrrelser ift. opmærksomhed, impulsivitet og hyperaktivitet:
- Opmærksomhed: Fx problemer med at koncentrere sig i længere tid, særligt når det gælder ting, som opfattes som kedelige. Mange med ADHD oplever dog også til tider “hyperfokus” når de oplever noget som værende spændende, hvor de så har svært ved at slippe opmærksomheden på emnet igen.
Opmærksomhedsforstyrrelse kan også vise sig som tendens til “sjuskefejl”, at glemme aftaler, miste overblik over, hvor man har lagt sine ting, problemer med planlægning og tendens til nemt at blive distraheret.
- Impulsivitet: Fx tendens til at afbryde andre, have svært ved at vente i kø, at snakke meget eller komme til at dele personlige ting, som kan virke upassende for andre (såkaldt “oversharing”.)
- Hyperaktivitet: Kan være fysisk, fx at have svært ved at sidde stille i længere tid ad gangen, uro i benene og “dimseri”. Nu til dags taler mange også om “indre hyperaktivitet”, hvor man kan have konstant “tankemylder”, men dette er altså ikke et symptom, som klassisk indgår i diagnosen.
ADHD kommer til udtryk på forskellige måder hos den enkelte person, og det kan derfor variere fra person til person, hvilke symptomer der er dominerende. ADHD-udfordringer er lige så varierende, som mennesker er forskellige!
Symptombilledet på ADHD ændres også med alderen. Mange oplever bedring af den fysiske hyperaktivitet efterhånden som de bliver ældre, mens problemer med koncentration og opmærksomhed oftest fortsætter ind i voksenlivet. Man anslår, at ca. 50% af de børn, som opfylder kriterierne for ADHD-diagnosen, også vil gøre dette i voksenalderen. Ud af de resterende 50% vil 25% fortsat have symptomer i voksenlivet, men ikke nok til egentligt at opfylde diagnosen, og de sidste 25% vil være “vokset” helt fra ADHD-symptomerne.
Ud over de ovenstående kernesymptomer, ses også mange andre symptomer hos personer med ADHD, fx søvnforstyrrelser, humørsvingninger, overtænkning mv. Disse symptomer er dog også fænomener, man i perioder også ser hos personer uden ADHD eller andre psykiske lidelser.
Jeg mistænker, at jeg kunne have ADHD – skal jeg udredes?
Nu, hvor du har læst med hertil, kan du sikkert genkende et eller flere af symptomerne på ADHD fra dig selv – og det er med god grund! De fleste oplever nemlig disse symptomer i større eller mindre grad på et eller andet tidspunkt i livet. At man oplever nogle af de ovenstående symptomer, betyder altså IKKE nødvendigvis, at man har ADHD.
Nogle har symptomer på ADHD, som de trives fint med i hverdagen, og i de tilfælde er der ikke behov for udredning eller behandling. Andre kan opleve nogle symptomer i bestemte situationer, som ligeledes ikke kræver egentlig udredning, men kan bedres ved at indrette sin dagligdag efter ens egne adfærdsmønstre.
Hvis man derimod oplever, at man gennem længere tid har symptomer på ADHD, som påvirker ens funktionsniveau og skaber mistrivsel i ens hverdag, så kan det være en god idé at opsøge hjælp og tale om, om man kunne have ADHD, eller måske en anden psykisk lidelse, som man kan få hjælp og behandling for.
Hvis man gør sig tanker om at blive udredt for ADHD, skal man være forberedt på, at en udredning er en tidskrævende proces, og at ventetiden på en evt. udredning desværre er rigtig lang.
For at kunne stille diagnosen ADHD skal symptomerne medføre en nedsættelse af det daglige funktionsniveau i en eller anden grad. Det kunne være vanskeligheder med at passe sit job eller sin uddannelse, at få privatlivet til at hænge sammen, svært ved at holde styr på sin økonomi eller lignende. Det kan fx være, at man igennem hele livet har haft svært ved at fastholde et arbejde, eller at man gentagne gange går ned med stress og må sygemeldes, og man har svært ved at lure, hvorfor man igen og igen bliver ved med at overvældes af hverdagens krav og udfordringer.
For at stille diagnosen, skal der være et vist antal symptomer, og de skal have været til stede allerede siden barndommen. Symptomerne skal desuden være til stede “hele tiden og overalt” – det vil sige, at man både skal have symptomer på arbejdet/studiet, i hjemmet, i sociale sammenhænge osv. Hvis symptomerne kun er til stede fx på arbejdet, så er der formelt set altså ikke tale om ADHD.
Kort og godt kan man sige, at diagnosen ADHD stilles ud fra et helhedsbillede af den enkelte person og livshistorie, og der er ikke ét bestemt symptom, én bestemt test eller blodprøve, som kan bekræfte diagnosen.
Derfor skal man også være kritisk, når man ser videoer på fx de sociale medier, som hævder at “hvis du oplever de her ting, så har du nok ADHD”!
Mange af symptomerne på ADHD kan også ses ved andre psykiske lidelser som fx depression eller angst. Samtidig kan man ikke udelukke ADHD, blot fordi man har en anden psykisk lidelse. Mange voksne med ADHD har nemlig samtidig andre psykiske lidelser som fx depression, angst og misbrug. Dette gør udredningen af ADHD hos voksne kompleks, og derfor er det også kun en speciallæge i psykiatri (en psykiater) som kan stille diagnosen!
Hvordan bliver man udredt?
En udredning for ADHD starter hos ens egen læge.
Din læge vil tale med dig om dine symptomer, og vurdere, om de tror, at dine symptomer kunne skyldes ADHD eller måske noget andet. Din læge vil ofte bede dig besvare et spørgeskema omkring ADHD-symptomer, som kan hjælpe med at finde ud af, om det peger i denne retning. Man vil typisk også tage bl.a. blodprøver for at udelukke, at symptomerne kunne skyldes en uopdaget fysisk sygdom. Hvis din læge mistænker, at du kunne have ADHD, vil vedkommende henvise til udredning hos en privatpraktiserende psykiater.
Ventetiden på en ADHD-udredning er de fleste steder i landet (desværre) som minimum 1 år – og mange steder meget længere. Det skyldes, at der er mangel på praktiserende psykiatere, og at der grundet det større fokus på ADHD er flere voksne, der henvises til udredning.
Psykiateren vil typisk starte med at have en samtale med dig omkring dit liv, din barndom og dine symptomer. Sammen vil I finde ud af, om I skal gå videre med udredningen for ADHD, eller om I måske skal overveje, om symptomerne kunne skyldes andre ting.
Hvis I går videre med ADHD-udredningen, så vil man typisk booke en ny tid til en grundigere gennemgang af symptomerne.
Til denne samtale benytter psykiateren sig ofte af en liste med forudbestemte spørgsmål, der vil undersøge dine symptomer – den såkaldte DIVA-undersøgelse.
DIVA-undersøgelsen gennemgår systematisk symptomerne i både barndommen og voksenlivet.
Symptomerne skal – som tidligere nævnt – have været til stede allerede i barndommen, men de færreste kan huske præcis, hvordan de var som barn. Derfor kan psykiateren bede dig om at tage en pårørende – fx en forælder eller en anden, som kendte dig godt som barn – med til samtalen.
Ud over gennemgang af symptomer, så kan man nogle gange vælge også at gennemføre en separat psykologisk vurdering for at finde ud af, om der kunne være andre årsager til symptomerne end ADHD, som fx intelligensniveau (også kaldet indlæringsvanskeligheder.) Nogle gange laver man også en opmærksomhedstest, hvor man undersøger ens evne til at fastholde fokus.
På baggrund af et samlet billede af spørgeskemaet, samtaler, undersøgelse for fysiske og andre psykiske sygdomme og eventuelt psykologiske tests, vil psykiateren vurdere, om man kan stille diagnosen ADHD.
Jeg har fået diagnosen ADHD – hvad så nu?
I dette indlæg vil vi ikke gå i dybden med behandling af ADHD hos voksne, men den kan kort inddeles i følgende:
- Medicinsk behandling:
Behandling af ADHD med medicin er en specialistopgave, som kun kan opstartes af en psykiater.
Typisk vil man starte med medicinen methylphenidat. Medicinen øger niveauet af stoffet dopamin i hjernen, som hos nogle kan forbedre koncentrationen og mindske hyperaktiviteten. Man mener nemlig, at symptomerne skyldes, at niveauet af dopamin i hjernen er mere ustabilt hos personer med ADHD, sammenlignet med andre.
Man vil typisk starte i en lav dosis og gradvist øge dosis til der er effekt, mens man holder øje med bivirkninger. Medicinen har nemlig en del potentielle bivirkninger, bl.a. hjertebanken, forhøjet blodtryk og nedsat appetit. Hvis medicinen giver for mange bivirkninger, så kan man prøve andre typer medicin på samme måde, indtil man finder et præparat og dosis, som giver en tilfredsstillende effekt uden for mange bivirkninger.
Hvilken type medicin og hvilken dosis, der er den rigtige, er meget individuel, og nogle vil opleve, at medicinsk behandling måske slet ikke fungerer for dem, eller at de ikke kan tåle medicinen.
- Ikke-medicinsk behandling:
En vigtig del af den ikke-medicinske behandling er såkaldt psykoedukation – dvs. at lære om sin diagnose og hvordan man bedst kan indrette sin hverdag efter den. Det kan både ske ved individuelle samtaler eller i grupper. Nogle kommuner tilbyder forløb med gruppeundervisning til voksne med ADHD. Nogle kan også have gavn af psykologsamtaler.
For nogle kan det blive nødvendigt med yderligere hjælp til at indrette hverdagen efter ens symptomer, så de ikke påvirker en negativt. Det kan fx være at gå ned i arbejdstid, at omlægge ens opgaver på arbejdet, at få et enekontor, så man ikke bliver distraheret, eller hjælp til planlægning med fx en personlig assistent.
Meget af dette er noget, som man kan aftale individuelt med ens arbejdsplads eller kommunen, og altså ikke noget, som en læge nødvendigvis behøver være inde over.
ADHD hos voksne – opsummeret
ADHD er en tilstand som omfatter problemer med opmærksomhed, impulsivitet og hyperaktivitet. Mange vil opleve symptomer, som kunne minde om ADHD, på et tidspunkt i livet, og mange af symptomerne ses også ved andre tilstande som fx depression eller angst.
Der er ikke én bestemt test eller blodprøve, der kan bekræfte diagnosen, og der er heller ikke ét eller flere bestemte symptomer, som bestemmer, om man har ADHD eller ej. Man skal derfor være kritisk, hvis man læser på nettet, at “hvis du oplever dette, så har du nok ADHD”!
Symptomerne skal være til stede hele tiden i dagligdagen, og skal have været der siden barndommen. For at stille diagnosen skal der også være en grad af funktionsnedsættelse i dagligdagen som følge af symptomerne.
Diagnosen kan kun stilles af en speciallæge i psykiatri, og den stilles ud fra et helhedsbillede af den enkelte person efter mange samtaler, spørgeskemaer og undersøgelser.
ADHD kan behandles både medicinsk og med ikke-medicinske tiltag som fx viden om diagnosen, psykologsamtaler og hjælp til at strukturere hverdagen, så symptomerne ikke påvirker én negativt.
Hvis man oplever psykiske symptomer, som påvirker en negativt i hverdagen, er det vigtigt at søge hjælp hos sin egen læge, så man kan få den rette hjælp og vejledning og eventuelt udredning.
Kilder
National klinisk retningslinje – Udredning og behandling af voksne med ADHD
Forfatter: Emilie Vester Engel, læge
Reviewer: Hanieh Meteran, læge og Malene Toft, læge
Publiceret: 23/3 2025
Billede: Sigmund via Unsplash
