Læger Formidler
Du læser lige nu

Allergi

0
Trygge Forældre Infoblog

Allergi

Birkepollen sæsonen har netop toppet og snart kommer der græspollen!
Har dit barn mon allergi, eller er det forkølelse – igen…?
 
Børn har størst risiko for fødevareallergi i de første leveår. Herefter opstår allergi over for især husstøvmider samt dyr og pollen, der er de luftbårne allergifremkaldende stoffer.
 
Næsten hvert tiende skolebarn har allergi i dag. Hvis mor eller far har allergi er sandsynligheden større for at jeres barn får allergi.
 
Allergi kan vise sig som:
• Høfeber (rindende øjne, kløe i øjne og næse, snue, snøft og nys – dog typisk uden feber trods navnet)
• Astma (Hoste og vejrtrækningsbesvær mm.)
• Eksem (ofte børneeksem – se vores tidligere opslag her)
• Nældefeber (se opslag om nældefeber fra forrige uge her)
• Fødevareallergi (kløe i mund og svælg samt eventuelle mavegener og udslæt)
 
Når barnet udvikler allergi, kommer der en reaktion i kroppens immunsystem over for ellers normalt uskadelige stoffer. Immunsystemet skal forsvare kroppen mod angreb af fremmede stoffer – det vil oftest være virus, bakterier og parasitter. Ved allergi danner kroppen antistoffer mod stoffer i omgivelserne, som normalt ikke er farlige – kroppen overreagerer så at sige.
Immunforsvaret kan desuden krydsreagere dvs. hvis man først har udviklet allergi overfor birkepollen kan man pludselig også reagere overfor abrikos.
Når man har mistanke om allergi hos barnet, er det selvfølgelig vigtigt at undgå at blive udsat for de ting, de ikke kan tåle – hvis man ved det. Hvis du har mistanke om allergi hos dit barn kan du tale med din egen læge. Hvis vedkommende også synes det lyder som allergi kan der bestilles en priktest eller blodprøve eller henvises til hudlæge eller børnelæge på afdeling for astma og allergi der kan lave en lignende allergiudredning.
 
Tips for at undgå symptomer (fra sundhed.dk)
• Tør ikke tøj udenfor, da pollenkornene kan fæstne sig i tøjet 
• Luft ikke ud i huset midt på dagen, da spredningen af pollen er størst på dette tidspunkt. Hvis du skal lufte ud, gør det da helst om aftenen eller natten 
• Hold godt rent. Dette gælder både hus, tøj og personlig hygiejne 
• Mange har god nytte af at skylle næsen med saltvand med “næsehorn” og at gå i brusebad og vaske håret, før de skal sove 
• Undgå svamp indendørs 
• Undgå stærke lugte, tobaksrøg og lignende 
• Hold dig mest muligt inde i de værste perioder 
• Følg lægens råd angående medicinering 
• Installér pollenfilter i bilen 
• Kør ikke med åbne vinduer 
• Solbriller kan hjælpe dig med at undgå pollenkorn i øjnene
 
Behandling og råd ved høfeber:
• Skriv evt. symptomdagbog og notér dig pollental, medicinforbrug, symptomer og hvor symptomerne fandt sted? Har dit barn også eksem og/eller astma skal forværring af disse også skrives ned.
• Antihistamin (som tablet, øjendråber mm.)
• Steroidnæsespray 
 
Se mere på vores hjemmeside https://www.laegerformidler.dk
Her kan du også høre vores podcasts og de relaterede Tirsdagsinfo opslag. Vores podcasts findes i øvrigt på Itunes og Soundcloud.
 
God dag til jer
 
Photo by Allen Taylor fra Unsplash.com

Om forfatteren

Flere læger fra Læger Formidler er gået sammen om dette indlæg. Læs om medlemmerne i Læger Formidler under "Om om" sektionen.