Læger Formidler
Du læser lige nu

Blodprop i lungen

17
Tryg i livet infoblog

Blodprop i lungen

blodprop i lungen

Pludselig åndenød, hjertebanken, blodigt opspyt eller brystsmerter? Måske forudgået af et hævet ben? Så kan det være tegn på en blodprop i lungen – en såkaldt lungeemboli. Årligt behandles omkring 3000 personer for blodprop i lungen på hospital i Danmark.

Hvad er en lungeemboli?

Hvis en blodprop fra et blodkar (vene) i kroppen river sig løs, kan den føres tilbage hjertet og herfra videre ud i lungeblodkarrene.

Alt afhængig af størrelsen kan den sætte sig fast i et blodkar i lungerne og derved danne en prop. Denne prop kaldes en lungeemboli og kommer oftest fra en blodprop i benet.

Hvilke symptomer kan man have?

  • Åndenød
  • Hurtig vejrtrækning
  • Hurtig puls
  • Smerter i brystet
  • Angst
  • Blodigt opspyt
  • Besvimelse

Øget risiko for at danne en blodprop i benet ses ved:

  • Længerevarende sengeleje
  • Længerevarende siddende stilling, bl.a. længere flyrejser/bus- og bilture
  • Efter større operation
  • Væskemangel
  • I forbindelse med hormonbehandling bl.a. p-piller
  • Graviditet
  • Svær hjertesygdom
  • Visse kræftsygdomme og andre kroniske sygdomme
  • Medfødt mangel på proteiner, således at blodets størkningsevne ændres
  • Overvægt

Hvordan stilles diagnosen “lungeemboli”?

Hvis du har symptomer på en blodprop i lungen, vil du først få taget en blodprøve, hvor lægen måler aktiviteten i blodets størkningssystem. Hvis blodprøven viser høj aktivitet, vil du typisk få foretaget yderligere undersøgelser, herunder CT-scanning af lungerne, lungeskintigrafi (røntgenbillede af lungerne v.h.a. radioaktivitet) og ultralydsscanning af hjertet. 

Behandling

Hvis det er første gang, du har en blodprop i lungen, vil du få blodfortyndende behandling i 3-6 måneder. Ved gentagne lungeembolier vil du blive tilbudt længerevarende eller livslang behandling.

I de tilfælde hvor blodproppen er så stor, at tilstanden er livstruende, bliver du behandlet akut med med medicin, der kan opløse blodproppen, direkte i årerne. Herefter vil man ofte anbefale livslang blodfortyndende behandling.

Livet efter en blodprop i lungen

De fleste blodpropper i lungerne er ukomplicerede og giver ingen mén.

I nogle tilfælde kan der ske skade på lungevævet. Dette heler dog op igen, men der dannes arvæv, således at lungefunktionen kan være sænket. Derved kan der være åndenød ved anstrengelse eller i nogle tilfælde i hvile.  

Kan det forebygges?

Da en blodprop ofte dannes i forbindelse med, at man sidder eller ligger stille i længere tid, er fysisk aktivitet en vigtig del af forebyggelsen. Det gælder specielt, når man er på længere rejser, hvor det er vigtigt at komme op at stå og gå lidt rundt med jævne mellemrum og sørge for at drikke godt med væske. Støttestrømper er også en god ide i de tilfælde. Ved længerevarende sengeleje, f.eks. i forbindelse med sygdom eller operation, er det vigtigt at komme ud af sengen så hurtigt som muligt. Inden opstart af p-piller er det vigtigt at besøge din læge, som vil lave en risikovurdering i forhold til bl.a. blodpropper i benene. I forbindelse med kræftsygdom og graviditet er det endnu mere vigtigt at være opmærksom på, hvad man selv kan gøre for at forebygge blodpropper i benene. 

Har du mistanke om, at du kunne have en blodprop i benene ved f.eks ensidigt hævet og smertefuldt underben, kontakt da din egen læge. 

Forfatter

Læge, PhD i lungemedicin Mimi Thyregod

Redaktion

Læger Patricia Andersen og Monika Calov

Kilder

https://www.sundhed.dk/sundhedsfaglig/laegehaandbogen/hjerte-kar/tilstande-og-sygdomme/tromboembolisk-sygdom/lungeemboli

https://www.cardio.dk/lungeemboli

https://www.lungemedicin.dk/fagligt/faglige-dokumenter/klaringsrapporter-1/6-lungeemboli-20041.html