Læger Formidler
Du læser lige nu

Brandsår

0
Ikke-kategoriseret, Trygge Forældre Infoblog

Brandsår

Brandsår hos børn: Vejledning til hurtig og sikker behandling 

Julen nærmer sig, og med den følger hygge med levende lys, varme drikke og dampende supper. Desværre er denne tid også forbundet med en øget risiko for brandskader, især i hjemmet. Stearinlys på bordet, gløgg i koppen eller en skål med varm suppe kan hurtigt blive til farlige situationer, hvis uheldet er ude. Som forælder er det derfor vigtigt at vide, hvordan man håndterer brandskader, så man kan beskytte børnene bedst muligt i den travle juletid. 

Brandskader i hjemmet: en særlig risiko 

Faktisk sker to tredjedele af alle brandskader i hjemmet – især i køkkenet – og omkring 50 % af disse skader skyldes skoldning. 

Brandskader rammer især børn i alderen 0-2 år. Skoldning fra varme væsker er den hyppigste årsag. Langt de fleste forbrændinger håndteres fint i hjemmet, uden at sundhedsfagligt personale involveres. 

Hvad er et brandsår? 

Brandsår opstår, når huden udsættes for varme eller kemikalier, som skader hudens celler. Brandsår inddeles efter dybde og alvorlighed: 

  • 1. gradsforbrænding: Her er kun det øverste hudlag skadet. Huden bliver rød og smertefuld. Der er ingen blærer på huden. 
  • 2. gradsforbrænding: Skaden når dybere i huden. Der dannes blærer. Huden er lyserød til rød og fugtig under blærerne.  
  • 3. gradsforbrænding: En meget dyb forbrænding! Det forbrændte område kan se hvidligt, gulligt eller rødbrunt ud og føles hårdt som læder. Her er hele hudens tykkelse ødelagt. Denne forbrændingsgrad er ikke i samme omfang smertefuld, fordi nerverne også kan være blevet beskadiget. Faktisk kan huden være helt følelsesløs i disse områder.  

Førstehjælp ved brandsår  

Ved brandsår er det første og vigtigste skridt, at du hurtigst muligt får kølet området ned. Skyl det forbrændte område med lunkent vand (ca. 15 °C) i 20-30 minutter. Brug ikke is eller meget koldt vand til nedkøling, et da det kan forværre skaden yderligere. Køl området, så længe det lindrer smerten. Det er vigtigt at undgå at køle større hudområder ned for længe, fordi barnet risikerer at blive for nedkølet.  

Når området er nedkølet, skal det dækkes med en steril forbinding eller et rent, løst materiale, der ikke klæber til huden. Dette beskytter brandsåret mod at der går betændelse i det. 

Al behandling af brandsår starter straks efter ulykken er sket. Når I har fået nedkølet skaden, er det tid til at tage stilling til, om skaden skal behandles hjemme hos jer selv, hos jeres praktiserende læge, via vagtlæge eller, om der skal ringes 112.  

Har dit barn fået en lille 1. gradsforbrænding, kan I trygt fortsætte behandlingen hjemme. En lille skade betyder, at barnet er forbrændt med en 1. gradsforbrænding på et areal mindre end 1-2 af barnets egne håndflader. Hvis brandsåret ikke heler i løbet af ca. 10-14 dage, bør I kontakte jeres praktiserende læge. Går der betændelse i såret (barnet får feber, der er rødme og pus omkring brandsåret) skal I straks kontakte jeres egen læge eller vagtlæge. 

Ved brandskader der dækker et større hudområde end 1-2 af barnets egne håndflader, eller hvis det har fået 2. eller 3. gradsforbrændinger skal I kontakte jeres praktiserende læge eller vagtlæge. Ved meget store eller ved alvorlige forbrændinger ring da 112. 

Fjernelse af løs hud og blærer 

Som forælder bør du undgå selv at fjerne blærer eller løs hud fra et brandsår. Dette skal kun gøres på hospitalet eller praktiserende læge! I nogle tilfælde, især ved dybere brandsår, kan det være nødvendigt for sundhedspersonalet at fjerne løs hud og bristede blærer. Det hjælper med at rense såret og fremme helingen. Men det er vigtigt, at denne procedure altid udføres af professionelle, da forkert håndtering kan øge risikoen for infektion. 

Særlige områder og cirkulære skader 

Nogle områder af kroppen er særligt følsomme, når det gælder brandsår, og kræver derfor specialiseret behandling på en plastikkirurgisk afdeling. Dette gælder forbrændinger på: 

  • Hænder og fødder: Disse områder indeholder mange nerver og små blodkar, der kan blive skadet, hvilket kan give nedsat bevægelighed. 
  • Ansigt: Brandsår i ansigtet kan påvirke syn og vejrtrækning. 
  • Kønsorganer og større led: Dannes der ar i disse områder kan det give problemer med bevægelighed og funktion. 

Har dit barn brandskader på nogle af de nævnte steder, skal I da kontakte jeres praktiserende læge eller vagtlægen. 

Cirkulære brandskader, dvs. brandsår som går hele vejen rundt om en finger, arm, ben eller brystkassen, er særligt alvorlige. De kan påvirke blodcirkulationen og kræver særlig behandling. I tilfælde af denne type skader skal barnet altid vurderes på hospitalet, så den rette behandling kan iværksættes. Kontakt derfor straks læge, hvis dit barn har fået en cirkulær brandskade. 

Smertelindring 

Brandsår kan være meget smertefulde. Man kan give smertestillende medicin som paracetamol eller ibuprofen for at lindre smerten. Sørg altid for at følge doseringsvejledningen for børn eller spørg lægen til råds.  

Forebyggelse i juletiden 

I juletiden, hvor levende lys og varme drikke er en del af hyggen, er det vigtigt at være ekstra opmærksom. Placér varme drikke og levende lys uden for børns rækkevidde. Brug de bageste kogeplader, når du laver mad, så børnene ikke kommer til at vælte varme gryder eller pander ned over dem selv Elektriske apparater som strygejern og krøllejern bør afkøle uden for børns rækkevidde. 

Med den rette viden og forberedelse kan man som forælder handle hurtigt og effektivt i tilfælde af brandskader. Hurtig og korrekt behandling kan gøre en stor forskel for helingen. 

Kilder:  

Sundhed.dk – Brandskader  

Sundhed.dk – Håndforbrændinger 

Brandsår.dk 

Sundhedsstyrelsen – Små børns sikkerhed 

Forfatter: Alexandra Frydkjær (læge)  

Redigeret af: Maria Kirstine Wethelund (læge) og Ida A. Staby (læge) 

Foto by Cottonbro Studio on pexels.com 

Om forfatteren

Flere læger fra Læger Formidler er gået sammen om dette indlæg. Læs om medlemmerne i Læger Formidler under "Om om" sektionen.