Læger Formidler
Du læser lige nu

Det danske børnevaccinationsprogram

7
Trygge Forældre Infoblog

Det danske børnevaccinationsprogram

I Danmark har vi generelt en god tilslutning til det danske børnevaccinationsprogram. Men hvorfor har vi egentlig et børnevaccinationsprogram? Hvad er det for nogle sygdomme vi vaccinerer imod – og med hvilke vacciner? Over de kommende uger, har vi fokus på det danske børnevaccinationsprogram og vil hver uge gennemgå én af de sygdomme, som vaccinerne beskytter imod. I denne uges tirsdagsinfo skyder vi det i gang med lidt generel information om det danske børnevaccinationsprogram.

Hvad er det danske børnevaccinationsprogram?

Det danske børnevaccinationsprogram er et gratis og frivilligt tilbud til alle børn om vaccination mod 10 infektionssygdomme. Sygdomme som før i tiden havde store konsekvenser for både den enkelte og for samfundet. Enten fordi sygdommene er meget smitsomme eller meget alvorlige. Ordet vaccine kommer af det latinske “vacca”, der betyder ko. Kokoppevirus, vaccinia, har givet navnet vaccination til koppevaccination og siden også til tilsvarende forebyggende behandling mod andre sygdomme. 

I Danmark startede man med at vaccinere mod kopper i starten af 1800-tallet. Siden er der blevet etableret med mere systematisk børnevaccinationsprogram med flere vacciner. Der bliver hele tiden holdt øje med, om børnevaccinationsprogrammet virker efter hensigten, og om der er behov for ændringer. Derfor bliver det løbende tilpasset – nogle vacciner vil udgå og andre vacciner komme til. Kopper er fx blevet erklæret udryddet på verdensplan af WHO i 1980 og koppe-vaccinen er derfor udgået af vaccinationsprogrammet. Seneste er indført  HPV-vaccination til drenge i 2019. Hverken vaccination med COVID19 eller influenza er en del af børnevaccinationsprogrammet.

Hvorfor har vi et børnevaccinationsprogram?

Fordi vacciner er en af de allermest effektive midler til at forebygge sygdom og død. Det danske børnevaccinationsprogram har til formål at beskytte både den enkelte og de mange. Jo flere børn, der bliver vaccineret, desto færre kan bringe smitten videre.

Nogle børn kan ikke tåle at blive vaccineret, fordi de enten er for små eller har bestemte sygdomme. Disse børn vil være beskyttede, hvis tilstrækkeligt mange andre børn vaccineres. Så kan virus nemlig ikke cirkulere rundt i befolkningen. Det er det, der kaldes ”flokbeskyttelse”.

I forbindelse med nedlukningerne under COVID19-pandemien, oplevede jeg, at nogle forældre midlertidigt udskød beslutningen om deres barn skulle have børnevaccinerne. Et hyppig argument var, at “de jo alligevel var isolerede”. Dermed mente forældrene ikke, at det var lige så nødvendigt med børnevaccinerne. Når vi talte om det bundede det ofte i, at mange, ikke rigtig kender til de sygdomme som vi vaccinerer imod. Vi har “glemt” sygdommene, fordi vi sjældent ser dem. Mange unge læger har da heller ikke set fx stivkrampe og polio. Hvis du er så heldig stadig at have dine bedsteforældre, så prøv at spørge dem, om de kan huske nogen fra deres barndom, som fik stivkrampe eller polio.

Hvilke sygdomme beskytter vaccinerne imod? 

Følger et barn det danske børnevaccinationsprogram, er barnet godt beskyttet mod følgende 10 sygdomme:

  1. Strubehoste (difteri), der bl.a. kan give alvorlig og livstruende halsbetændelse. 
  2. Stivkrampe (tetanus), der kan fås efter sårinfektion og resultere i en livstruende krampetilstand. 
  3. Kighoste (pertussis), der giver voldsom hoste og vejrtrækningsbesvær og kan være alvorlig især hos helt små børn. 
  4. Børnelammelse (polio), der kan medføre blivende lammelser. 
  5. Hib-infektion (Hæmophilus influenzae type b), der kan medføre hjernehindebetændelse eller strubelågsbetændelse. 
  6. Pneumokoksygdom (nogle bestemte typer bakterier), der kan medføre blodforgiftning og meningitis. 
  7. Mæslinger (morbilli), der giver høj feber, hoste, forkølelse, øjenirritation og udslæt samt risiko for alvorlige komplikationer, fx lunge- eller hjernebetændelse. 
  8. Fåresyge (parotitis epidemica), der giver hævede spytkirtler og let feber og kan medføre hjernehindebetændelse eller testikelbetændelse samt varige mén. 
  9. Røde hunde (rubella), der giver let feber, hævede kirtler og udslæt. Smitte af gravide inden for de første tre måneder af graviditeten kan medføre abort eller fosterskader. 
  10. Livmoderhalskræft, analkræft samt kønsvorter forårsaget af infektion med human papillomavirus (HPV). 

Hvem vælger vaccinerne til børnevaccinationsprogrammet?

Det er Sundhedsstyrelsen, der administrerer og rådgiver om det danske børnevaccinationsprogram. Når Sundhedsstyrelsen vurderer, hvilke vacciner, der bør være i børnevaccinationsprogrammet, sker det blandt andet på baggrund af effekter og mulige skadevirkninger ved vaccinen, etiske overvejelser og sundhedsøkonomiske konsekvenser. På den baggrund vurderer Sundhedsstyrelsen, om en vaccine bør indføres eller ej. Her betyder det i særlig høj grad noget, om den eller de sygdomme, som vaccinen forebygger, er tilstrækkeligt alvorlige eller hyppige. Flere af de sygdomme vi har vaccineret imod i mange år er næsten udryddet, men de vil kunne sprede sig igen, hvis der ikke er nok, der bliver vaccinerede.

Lægemiddelstyrelsen overvåger desuden løbende mistanke om bivirkninger til lægemidler inkl. Børnevaccinerne. Læger har pligt til at indberette mistanker om alvorlige eller uventede bivirkninger til Lægemiddelstyrelsen. 

Hvornår bliver man vaccineret?

Vaccinationerne gives hos ens praktiserende læge. Nogle gives i forbindelse med børneundersøgelserne. Nedenstående figur fra Statens Serum Institut illustrerer meget fint hvornår, og hvilke vacciner der gives: 

Vi håber I har lyst til at læse med de kommende uger for at blive klogere på de enkelte vacciner og hvilke sygdomme de beskytter imod.

Kilder

Sundhedsstyrelsen

Sundhedsstyrelsens pjece om Børnevaccinationsprogrammet

Statens Serum Institut

Statens Serum Institut om sygdomsforekomst før og efter vaccination

Lægehåndbogen

Forfatter: Kim Foss (læge)

Redigeret af: Malene Toft (læge) og Mimmi Torp (læge)

Om forfatteren

Læge siden 2015 med bred klinisk erfaring fra både ind- og udland, er igang med at blive børnelæge. Stor erfaring med bekymringer for børn; både som læge på børneafdelinger, men også som far og ægtefælle. Gift med Stine, sammen har vi en dreng fra '14, en pige fra '16 og tvillinge-drenge fra '19.