Graviditeten er forbi, fødslen er ovre, og barselstiden er skudt i gang. Nu er det tid til at få tjekket barselskroppen, mommy-mood og ikke mindst understellet. I Danmark tilbydes to efterfødselsundersøgelser. Den ene få dage efter fødslen, hvis du er bristet, den andet 8 uger efter fødslen hos din egen læge. Læs med hvis du vil blive klogere på 8-ugers undersøgelsen, og hvordan du bedst forbereder dig.
Efterfødselsundersøgelse hos egen læge
Din læge har ofte en dagsorden med emner, der skal gennemgås eller berøres. Det omhandler blandt andet fødslen, amning, fremtidig prævention og sexliv, smerter, kontinens og den famøse underlivs-undersøgelse. Du kan komme alene, men du kan også tage dit barn og/eller din partner med.
Fødslen
En fødsel kan være alt fra en magisk oplevelse til et livsændrende traume. Nogle kvinder har brug for at snakke fødslen igennem mange gange, mens andre beholder oplevelsen mere personligt. I nogle tilfælde kan man tilbydes en efterfødselssamtale på hospitalet evt. med den jordemoder, der var med under fødslen. Hvis dette ikke er muligt, kan du altid få en snak med din egen læge enten en eller flere gange alt efter dit behov.
Humør
Let til tårer, barselsblues, temperamentsfuld, lykkelig, ustabil? Som nybagt mor kan du gennemgå alle spektre af følelsesregistret i løbet af en enkelt dag måske blot i løbet af en enkelt time. Over halvdelen af nybagte mødre oplever et følelsesmæssigt kaos 3-5 dage efter fødslen, hvilket blandt andet skyldes hormonstorm og mangel på omsorg for dine egne basale behov. Fødselsdepression derimod forekommer hos ca 6% af kvinder, og derfor tilbyder din læge en screening til efterfødselsundersøgelsen. Nogle forældre vil i perioder føle forbigående depressive symptomer, tilknytningsvanskeligheder, afmagt eller have svært ved at acceptere den nye familiesituation. Dette kan være ganske normalt. Din læge kan hjælpe med at vurdere om netop din situation kræver behandling.
Smerter
Uanset om du har født ved kejsersnit eller gennem skeden, vil langt de fleste kvinder være stort set smertefri ved efterfødselsundersøgelsen. Har du fortsat smerter fra dit ar eller dine syninger, kan det være en god ide at nævne for din læge ved denne undersøgelse.
Husk: Amning kan give sarte slimhinder hvilket f.eks. kan føles smertefuldt under sex. Det er normalt. Glidecreme kan afhjælpe ubehaget.
Sex og prævention
Det er helt normalt, hvis I ikke er kommet i gang med lagengymnastik endnu. Nogle kvinder føler sig klar få dage efter fødslen, mens andre har brug for længere tid. Under graviditet stiger mængden af det kvindelige kønshormon østrogen, mens det falder drastisk efter fødslen, hvilket kan nedsætte sexlysten og gøre slimhinderne tørre og ømme. Det kan være en god ide at bruge masser af glidecreme når dobbeltsengen atter skal indvies.
Myte: Vidste du, at amning ikke beskytter mod graviditet? Snak med din læge om hvilken præventionsform, der passer til jer.
Åreknuder og hæmorider
Op mod 70% vil opleve varierende grader af åreknuder i løbet af graviditeten, og hos mange kvinder vil åreknuderne sidde omkring endetarmen. Det kalder man hæmorider. Hæmorider kan opstå under graviditet, men af og til resulterer fødslen af din baby desværre også i fødslen af en knap så velkommen lille ny nemlig en hæmoride. Rigeligt væske, fiberrig kost og lind afføring kan i mange tilfælde få hæmoriderne til at trække sig sammen uden behandling. Har du ved efterfødselsundersøgelsen fortsat gener som smerter, kløe eller blødning fra endetarmen, er det en god ide at snakke med din læge om det.
Inkontinens
Kniiiiiiiiiib! En graviditet og fødsel bør ses som en Ironman for dit underliv: Det er simpelthen en ekstrem belastning. I ugerne/måneder efter fødslen kan det være normalt at dryptisse ufrivilligt ved f.eks. host, latter eller løft. Langt det meste dryptisseri vil aftage i takt med at bækkenbunden styrkes f.eks ved at huske knibeøvelserne. Det kan tage op mod 3 måneder at fange knibet efter en fødsel så hav tålmodighed og vedholdenhed, hvis du ikke ser resultater med det samme. Nogle kvinder har brug for vejledning fra en fagprofessionel med særlig viden om inkontinens efter en fødsel. Din læge kan henvise dig hvis der er behov.
Vidste du: Gravide, som laver knibeøvelser, mindsker risikoen for at udvikle inkontinens i graviditeten og op til seks måneder efter fødslen
Underlivsundersøgelse
Efterfødselsundersøgelsen slutter med et tilbud om en underlivsundersøgelse. Her mærker din læge om livmoderen har trukket sig sammen til den rigtige størrelse samt vurderer din evne til at knibe sammen i bækkenbundsmuskulaturen. Din bækkenbund og fødselskanal er blevet meget udvidet de sidste 9 måneder, så det er helt normalt, hvis dit knib ikke imponerer lægen. Den største barselsgave, du kan give til dig selv, er at få lavet knibeøvelser.
Hvis du er bristet og syet under fødslen, kan lægen være med til at vurdere om alt er vokset hensigtsmæssigt sammen. Har du har været indkaldt til celleskrab under graviditeten, vil prøven desuden kunne tages nu.
Hvad kan du forberede op til efterfødselsundersøgelsen?
”Må jeg løbetræne?”
”Jeg tisser lidt i bukserne i løbet af dagen”…
”Jeg har smerter…”
”Jeg er grædefærdig…”
”Fødslen fylder enormt meget…”
”Hvad med prævention?”
”Amningen er kokset…”
Måske har du tusinde spørgsmål, måske har du ingen. Forbered dig. Hvad vil du gerne have ud af undersøgelsen? Du kan snakke med din læge, om det der fylder i netop din hverdag
Det er din efterfødselsundersøgelse
Vidste du, at mange kvinder tror, at efterfødselsundersøgelsen primært er et undervognstjek?
Husk: En efterfødselsundersøgelse kan indeholde præcis det, som du har brug for at snakke med din læge om. Forbered dig på en snak om fødsel, sexliv, prævention, humør og en underlivsundersøgelse, men forbered dig også på det, som er vigtigt for dig.
Få mere inspiration og viden
Patienthåndbogens vejledning om efterfødselsundersøgelsen, fødselsdepression og knibeøvelser
Find flere indlæg fra Læger Formidler om tiden op til og efter fødslen på Trygge Maver bloggen eller lyt til Trygge Maver Podcasten.
Eller er det måske den lille der er syg? Så lyt til Trygge Forældre podcasten eller se indlæg på Trygge Forældre Infobloggen.
Forfatter: Læge Sophie Brinck Andersen
Redigeret af: Læge Julie Juul Jørgensen, læge Iben Riishede