Ja, du læste helt rigtigt. Vi har ikke bare ét, men mange typer stofskifte i kroppen. Et af de mindre kendte, men ikke mindst vigtige, er kalkstofskiftet. Måske du tidligere har hørt noget om, at din bedstemor har ’’problemer med kalkniveauerne i blodet’’ og ved, at kalk ikke blot er noget som findes i mælk, men også er et mineral i vores krop. Hvis du er nysgerrig på at vide mere om kalkstofskiftet, så kan du i denne uges indlæg blive mini-ekspert på området.
Er kalk ikke bare noget, som er i knoglerne?
Det korte svar er selvfølgelig nej. Kalk er det mineral, som vi har mest af i menneskekroppen. Selvom størstedelen af vores kalk er bundet i knogler og tænder, har den resterende mængde i blodet vigtige funktioner, som er essentielle for vores muskler og nerver. Hvis dit kalkniveau i blodet er for højt eller for lavt, kan du få ubehagelige symptomer (læs mere nedenfor).
Det normale kalkstofskifte
Kalkniveauet i blodet reguleres blandt andet af parathyroideahormon (PTH), på dansk biskjoldbruskkirtelhormon, som dannes i biskjoldbruskkirtlerne. Vi har 4 biskjoldbruskkirtler, som er placeret på bagsiden af skjoldbruskkirtlen (kirtlen, der producerer stofskiftehormoner – læs mere om netop dette her: For højt stofskifte).
Hvis blodet mangler kalk, vil produktionen af PTH stige med den hensigt at øge niveauet af kalk. Dette gøres ved hjælp af tre forskellige mekanismer:
- PTH øger optagelsen af kalk i tarmen (kræver, at man indtager kalk via føden f.eks. i mælkeprodukter eller som tilskud)
- PTH nedsætter udskillelsen af kalk i nyrerne (så man ikke tisser det ud)
- PTH frigør kalk fra knoglerne
Omvendt, hvis man har for meget kalk i blodet, så vil PTH blive nedjusteret og derigennem sørge for, at ovenstående processer ikke sker i så høj grad. Det betyder også, at hvis man har sygdom i sine biskjoldbruskkirtler og dermed problemer med sin PTH-produktion, så vil det oftest vise sig ved manglende regulering af kalkniveauet.
Forstyrrelser i kalkstofskiftet
Overordnet set kan man lide af to forstyrrelser i kalkstofskiftet:
- For meget kalk i blodet
- For lidt kalk i blodet
Som nævnt er kalkniveauet tæt reguleret og afhængig af PTH-niveauet. For at holde det simpelt betyder det at:
- For meget PTH → for meget kalk i blodet
- For lidt PTH → for lidt kalk i blodet
Det skal siges, at der også findes andre årsager til forstyrrelser i kalk, herunder knoglesygdomme, nyresygdomme, medicin og visse kræftsygdomme, men disse årsager kommer vi ikke nærmere ind på i dette indlæg.
Hvorfor får man så forstyrrelser i PTH?
Eftersom forstyrrelser i PTH er en hyppig årsag til forstyrrelser i kalkstofskiftet, vil vi nævne de hyppigste årsager til forstyrrelser i PTH.
Kroppen producerer for meget PTH
Dette ses blandt andet ved:
- Godartede knuder i én eller flere biskjoldbruskkirtler, som uhæmmet producerer for meget PTH. Sådanne knuder kan bekræftes ved billedundersøgelser.
Kroppen producerer for lidt PTH
Dette ses ved:
- Efter operation eller stråling på halsen, hvor biskjoldbruskkirtlerne er blevet beskadiget/fjernet
- Svær magnesiummangel
- Genetisk sygdom (hvor det er medfødt)
Symptomer på forstyrrelser i kalkstofskiftet
Der vil være mange, som ikke mærker noget til mindre udsving i kalkniveauet i blodet. Større udsving, i den ene eller anden retning, vil dog oftest give symptomer.
Ved for meget kalk i blodet kan man opleve:
- Kvalme
- Nedsat appetit
- Træthed
- Muskelsvaghed
- Øget tendens til nyresten
- Hjerterytmeforstyrrelser
Ved for lidt kalk i blodet kan man opleve:
- Stikken/prikken i fingre, tæer eller omkring mund
- Uro/smerter i muskler
- Små/større kramper i muskler
- Træthed
- Muskelsvaghed
- Forvirring
- Hjerterytmeforstyrrelser
- Psykiske forstyrrelser såsom depression eller irritabilitet
Behandling
Hvis man får konstateret forstyrrelser i kalkstofskiftet, og ens læge mener, at det er af betydning, da vil man oftest skulle gennemgå lidt flere undersøgelser for at finde frem til den udløsende årsag. Behandlingen afhænger nemlig af årsagen, og derfor findes mange forskellige behandlingsmetoder. Indlægget her kommer ind på de hyppigste.
For meget kalk i blodet
Har man for meget kalk i blodet på grund af for stor produktion af PTH fra en godartet knude i biskjoldsbruskkirtlerne, kan man bortoperere knuden. Har man for meget kalk i blodet som følge af andre årsager, herunder f.eks. medicin, så kan man nedjustere eller prøve at skifte medicinen.
For lidt kalk i blodet
Har man for lidt kalk i blodet grundet manglende produktion af PTH, findes der i Danmark desværre ikke nogen rigtig gode behandlingsmuligheder. Aktuelt behandler man med tilskud af kalk og vitamin D. Nogle kan tilbydes mere specialiseret behandling med et aktivt vitamin D-præparat, som hjælper kroppen med at optage mere kalk fra tarmen. Der forskes fortsat en del i nyere og bedre behandlingsmuligheder for netop denne patientgruppe.
Har man for lidt kalk i blodet grundet mangel på indtag af kalk i kosten, kan man med fordel supplere sin kost med et kalk- og vitamin D-tilskud.
Bonusinfo: Vitamin D er essentielt for at øge kalkoptagelse i tarmen. Derfor er der i Danmark tilsat vitamin D til vores medicinske kalktilskud.
Hvornår skal jeg opsøge læge?
En del vil opleve mindre udsving i deres kalkniveauer igennem dagen og livet – helt uden at mærke noget til det. Det er ikke farligt. Det er ofte helt tilfældigt, at en forstyrrelse i kalkstofskiftet bliver opdaget i en blodprøve. Det er vigtigt at få behandlet svære forstyrrelser i kalkstofskiftet, da det på lang sigt har påvist at øge risikoen for bl.a. nyresygdomme, knoglesygdomme (knogleskørhed) samt mentale sygdomme. I det akutte er man mest bekymret for udvikling af kramper samt hjerterytmeforstyrrelser.
Hvis du oplever nogle af ovenstående symptomer, herunder især prikken/stikken i fingre/hænder/omkring mund, eller gentagne kramper, er det en god idé at få tjekket kalkniveauet i blodet. Det er dog vigtigt at sige, at der kan være mange andre årsager til de ovennævnte symptomer.
Forfatter
Læge, Camilla U. Jørgensen
Redaktion
Læge, Camilla Jøhnk
Kilder
Endokrinologi NBV hypercalcæmi