Av! Dit barn har ondt i maven – igen! Det er sket alt for ofte på det sidste, at dit barn kommer hjem fra skole med ondt i maven. Du er ved at blive godt bekymret for, om der mon er noget galt – er der måske endda noget alvorligt galt?
Læs med her og bliv klogere på gentagne mavesmerter hos børn.
Hvad er tilbagevendende mavesmerter hos børn?
Op mod 10 % af skolebørn oplever perioder i deres liv, hvor de ofte har ondt i maven. Det er altså en ganske almindelig tilstand, som mange børn vil opleve. Det er især hyppigt i alderen omkring skolestart og i begyndelsen af teenageårene. Ved tilbagevendende mavesmerter har barnet flere episoder med ondt i maven i løbet af en periode på 2-3 måneder. Det gør så ondt i maven, at det hæmmer barnet i at lave det, det plejer eller har lyst til at gøre. Derfor medfører det ofte et betydeligt skolefravær, når et barn døjer med gentagne mavesmerter.
Typisk vil barnet have ondt i maven i området omkring navlen uden andre tegn på sygdom. Smerterne kan vare fra minutter til flere timer. Nogle børn får også kvalme, bliver oppustet, har tynd afføring, bliver hurtigt mæt ved måltider eller oplever, at smerterne bedres efter de har spist.
Hvad skyldes tilbagevendende mavesmerter?
Man frygter ofte, at der er en alvorlig årsag til sit barnsmavesmerter, men det er heldigvis sjældent! I langt de fleste tilfælde kan der ikke findes en fysisk forklaring på smerterne.
Der er flere teorier om, hvorfor børn får mavesmerter. Én af forklaringerne er, at nogle børn har et mere følsomt tarmsystem end andre og en lavere smertetærskel for helt almindelige sanseindtryk i mave og tarm. Disse børn kan derfor nogle gange reagere kraftigt og få mange smerter. Man kan sige, at barnet mærker sin mave mere end andre gør. Mave og tarm er et komplekst system, som er på arbejde de fleste timer i døgnet. Det har bl.a. til opgave at transportere maden gennem tarmene. Det kræver koordinering mellem tarmenes muskler og nerver. I perioder kan denne koordinering være mindre god og give barnet mavesmerter.
I nogle få tilfælde vil lægen finde en fysisk årsag til smerterne. Her vil lægen starte behandling eller henvise barnet til en børnelæge til undersøgelse og behandling.
Hvornår skal du søge læge?
Har dit barn nogle af følgende symptomer, bør du bestille en tid hos dit barns læge:
- Barnet er ikke længere renligt, men tisser i bukserne.
- Der er blod i barnets afføring.
- Barnet har, udover mavesmerterne, diarré eller opkastninger.
- Gullig hud.
- Barnet har natlige mavesmerter.
- Barnet har smerter, når det tisser.
- Barnet har tabt sig i vægt eller har ikke taget på som forventet.
Hvordan behandles tilbagevendende mavesmerter?
Det vigtigste I som forældre til et barn med tilbagevendende mavesmerter kan gøre, er at være rolige. Du skal tro på dit barns symptomer, men det er vigtigt, at du forholder dig neutralt til dem, og hverken taler smerterne op eller ned. Hvis dit barn ikke har andre symptomer end mavesmerterne, kan du roligt se tiden an hjemme. I langt de fleste tilfælde vil smerterne forsvinde af sig selv inden for et år.
Så vidt det er muligt, er det bedst at fortsætte med barnets vanlige aktiviteter, både skole og i fritiden. Tærsklen for hvornår du som forælder ikke skal sende dit barn i skole, eller barnet skal sendes tidligt hjem fra skole skal være relativt høj. Barnets mavesmerter vil ikke mindskes af, at barnet fokuserer på dem – de vil tværtimod med stor sandsynlighed blive værre.
Som forældre til et barn med gentagne mavesmerter er det vigtigt, at forholdene i familien er rolige og så lidt stressede som muligt. Stress og angst kan nemlig ændre tarmenes funktion, hvilket kan forværre barnets smerter – dette kaldes spændingsmavepine. Er der alvorlige stressfaktorer til stede i barnets skole eller i hjemmet, skal de forsøges løst eller fjernet.
Ændring af barnets kost fx til laktosefri eller fiberrig kost er ikke nødvendigt og er ikke noget, I skal eksperimentere med uden anbefaling fra jeres egen læge.
I kan som forældre overveje, om barnet kunne være forstoppet. Forstoppelse er nemlig en meget hyppig årsag til mavesmerter hos børn. Hvis du vil blive klogere på forstoppelse hos børn, kan du læse mere om emnet her
Hvad kan vi selv gøre?
- Overvej om der er stressende ting i dit barns liv, som kan give mavesmerter.
- Skab en stabil hverdag.
- Giv barnet sund og regelmæssig mad.
- Hold øje med om barnet har afføring regelmæssigt ellerom det kunne være forstoppet.
Kilder:
Recidiverende mavesmerter hos børn | Ugeskriftet.dk
Mavesmerter hos børn – Lægehåndbogen
Ondt i maven hos børn – Patienthåndbogen
Forfatter: Maria Kirstine Wethelund (læge).
Redigeret af: Mimmi Torp (læge) og Kristina Aagaard (læge)