Læger Formidler
Du læser lige nu

Graviditet og skoldkopper

0
Trygge Maver Infoblog

Graviditet og skoldkopper

Netop som du er på vej ud ad døren til en aftale med din veninde, finder du ud af, at hendes barn har fået skoldkopper. Du er gravid. Hvordan er det nu med graviditet og skoldkopper? Er det ikke noget med, at man som gravid skal undgå at være sammen med personer smittet med skoldkopper, hvis man ikke selv har haft det før? Og hvad nu hvis man ikke kan huske, om man overhovedet har haft skoldkopper før? Bliv klogere på alt om skoldkopper og graviditet ved at læse med her.

Hvad er skoldkopper?

Skoldkopper er en almindelig børnesygdom, som opstår ved infektion med Varicella-Zoster virus (VZV). Man antager, at helt op mod 98% af alle voksne i Danmark på et tidspunkt i deres liv har været smittet med VZV. Symptomer på skoldkopper viser sig oftest med feber, påvirket almentilstand og dernæst et karakteristisk udslæt med blærer. Blærerne er væskefyldte, indtil de brister, hvorefter de dækkes af skorper. Udslættet starter typisk i ansigtet og på overkroppen, og kan derefter sprede sig til resten af kroppen. Antallet af blærer kan variere meget. Nogle vil opleve at få et par stykker, mens andre vil få rigtig mange. Virus udskilles både fra luftvejene og fra væsken i blærerne, hvorfor skoldkopper er meget smitsomt. Skoldkopper smitter normalt 1-2 dage før udslættet viser sig og indtil alle blærer er skorpedækkede, hvilket normalt er tilfældet efter 5-6 dages udslæt. Oftest er skoldkopper en mild infektion uden komplikationer. 

Skoldkoppeinfektionen kan senere i livet reaktiveres og vise sig som helvedesild (Herpes Zoster) – læs mere her.  

Hvis du er gravid og har haft skoldkopper før

De fleste gravide har haft skoldkopper som børn (ca. 98% i Danmark). De har derfor antistoffer, som beskytter mod en ny skoldkoppeinfektion, og man vil derfor ikke kunne blive smittet igen. I dette tilfælde vil det ikke være et problem for gravide at omgås børn, der har skoldkopper. Hvis du derimod aldrig har været smittet med skoldkopper før, er der nogle andre forholdsregler.

Hvis du er gravid og ikke har haft skoldkopper før

Hvis du som gravid ikke har haft skoldkopper før, anbefales det, at du holder dig fra personer smittet med skoldkopper, helvedesild og personer, som er vaccineret mod skoldkopper indenfor de sidste fire uger, da både du og fosteret er i øget risiko for komplikationer, hvis du smittes under graviditeten. For den gravide vil der være en højere risiko for et hårde sygdomsforløb med øget risiko for komplikationer som f.eks. lungebetændelse. For fosteret vil der være en lille øget risiko for udvikling af misdannelser pga. udvikling af kongenit varicella syndrom (KVS), hvis du som gravid smittes i 1. eller 2. trimester. Hvis du smittes en uge inden fødslen, er der en øget risiko for, at barnet får skoldkopper kort før eller efter fødslen, hvor man kan se et mere alvorligt forløb. Fødselsmåden planlægges med den gravide afhængig af almentilstand. 

Hvad hvis jeg ikke kan huske, om jeg har været smittet med skoldkopper før?

Til første graviditetsundersøgelse hos din egen læge, vil du blive spurgt, om du tidligere har haft skoldkopper. Hvis du er i tvivl, kan man tage en blodprøve for at se, om du tidligere har haft infektionen eller ej. Som nævnt tidligere, vil du være beskyttet mod ny smitte, hvis du tidligere har været smittet med skoldkopper. 

Hvis du smittes med skoldkopper for første gang, imens du er gravid

Bliver du udsat for smitte med skoldkopper, imens du er gravid og aldrig har været smittet før, kan du tilbydes behandling med antistoffer (Varicella Zoster Immunglobulin), der kan hjælpe med at mindske alvorligheden af sygdommen eller, hvis man er heldig, helt forhindre den. Behandlingen har størst effekt, hvis den gives indenfor 4 dage efter man har været udsat for smitte.

Hvis man som gravid bliver syg med skoldkopper, vil man ofte få tilbudt behandling. Behandlingen vil kunne hjælpe med at mindske alvorligheden af sygdommen samt komplikationer.  

Kontakt altid din egen læge eller jordemoder hurtigst muligt, hvis du har mistanke om smitte med skoldkopper, hvis du ikke tidligere har haft skoldkopper, eller hvis du er i tvivl, om du har. 

Hvis du planlægger at blive gravid, men ikke har haft skoldkopper før

Der findes en vaccination mod skoldkopper. Planlægger du derfor en graviditet, og ved du, at du aldrig har haft skoldkopper før, kan du købe vaccinen og få den hos din egen læge. Man skal vaccineres to gange med minimum en måned imellem. Graviditet bør undgås de første 4 uger efter vaccination. 

Få mere inspiration og viden

Find flere indlæg fra Læger Formidler om tiden op til og efter fødslen på Trygge Maver bloggen eller lyt til Trygge Maver Podcasten

Kilder og referencer


Forfatter: Læge Anna Lando Talbot
Redigeret af Læge Katrine Jørgensen

Om forfatteren

Blev læge i foråret 2021. Jeg har en særlig interesse i gynækologi og obstetrik, og forsker aktuelt på fertilitetsklinikken på Hvidovre Hospital. Jeg bor med min kæreste på Østerbro. Udover at bruge min fritid med venner og familie, kan jeg godt lide at sy og strikke.