Trygge Kvinder blog,  Trygge Maver Infoblog,  tryggekvinder

Graviditetsundersøgelser hos egen læge

Intro

Du har fået en positiv graviditetstest og er klar til komme videre i processen! Men hvordan finder man en jordemoder? Og hvordan finder hospitalet overhovedet ud af at man er gravid? Det hele starter hos din egen læge. Men hvad undersøger man egentligt hos egen læge og hvor ofte skal man det? Læs mere i dette afsnit og bliv klogere på undersøgelserne hos din egen læge.

Hvad er graviditetsundersøgelser?

I Danmark bliver alle gravide tilbudt tre frivillige såkaldte graviditetsundersøgelser hos ens egen læge samt en ekstra tid hos lægen efter fødslen. De går først og fremmest ud på, at følge den gravide igennem graviditeten. Undersøgelserne kan nemlig vise, om man er ved at udvikle sygdomme som graviditetssukkersyge eller svangerskabsforgiftning. Kontrollerne har også til hensigt at håndtere eventuelt eksisterende sygdomme hos den gravide eller nyopståede graviditetsgener, såsom kvalme, smerter og andet, som kan opstå i forbindelse med selve graviditeten. 
Det er altså den gravide som er i fokus til undersøgelserne, og i mindre grad det kommende barn.

Hvorfor foretages graviditetsundersøgelserne?

Graviditetsundersøgelserne har fokus på at vurdere den gravides helbred og vurdere om der er behov for ekstra støtte eller hjælp i forbindelse med graviditeten. Undersøgelserne lægger også vægt på at vurdere de kommende forældres trivsel både i forbindelse med selve graviditeten, men også i forløbet efter fødslen. Lægen kan hjælpe med alt fra råd om vitamin-tilskud til bekymringer i forhold til graviditeten, fødsel eller amning. Lægen kan være behjælpelig med at henvise til hospitalet, blandt andet hvis man kræver specialiseret hjælp for eksempel til at behandle en sygdom eller hvis man er ved at udvikle en fødselsdepression. Egen læge kan også hjælpe med lægeerklæringer og samarbejdet med arbejdsgiver, hvis en sygemelding kommer på tale. 
Sidst men ikke mindst, vil din læge påbegynde vandrejournalen, som er et fælles dokument der giver information om graviditetsforløbet og den gravides helbred til det sundhedspersonale, som skal hjælpe den gravide undervejs i graviditeten, uanset om det er på hospitalet, hos jordemoder eller hos ens egen læge. Vandrejournalen er også den gravides henvisning til fødestedet som egen læge sender.

Hvad indebærer graviditetsundersøgelserne?

Første graviditetsundersøgelse: Uge 6-10  
Første graviditetsundersøgelse er det besøg hos din egen læge, som tager længst tid, da det indeholder langt flest spørgsmål og undersøgelser, som skal gennemgås til vandrejournalen. Der vil være en grundig gennemgang af den gravides historik med fokus på faktorer, som alle kan have betydning for graviditeten. Heriblandt eventuelle tidligere eller nuværende sygdomme, det mentale helbred, tidligere graviditeter eller aborter, livsstil og kost samt arbejdsmiljø. Lægen vil også give første bud på terminsdatoen baseret på sidste menstruations første dag.  
Rent praktisk vil du skulle aflevere en urinprøve, som kan teste for urininfektion og kønssygdomme, blive vejet, få foretaget blodtryksmåling samt en blodprøve med henblik på blandt andet at bestemme blodtype, undersøge for jernmangel, vurdere stofskiftet, vitamin D, undersøge for graviditetssukkersyge og infektionssygdomme som kan have virkning på fosteret. Der kan også tages en blodprøve som bruges til vurderingen af risiko for misdannelser, hvis du ønsker dette. I visse tilfælde vil lægen også lave en gynækologisk undersøgelse, hvis lægen vurderer, at dette er relevant. 

Anden graviditetsundersøgelse: Uge 25 
Ved anden graviditetsundersøgelse vil du igen få målt blodtryk, skulle lave en urinprøve, blive vejet og i visse tilfælde få taget blodprøver. Derudover vil lægen snakke med dig om, hvordan graviditeten opleves og hvilke gener du eventuelt har, samt om du mærker liv fra barnet hver dag. Lægen vil derudover med et særligt instrument lytte til barnets hjertelyd, og mærke dig på maven for at vurdere barnets størrelse. I vinterhalvåret vil egen læge også tilbyde at vaccinere mod influenza

Tredje graviditetsundersøgelse: Uge 32 
Ved tredje og sidste undersøgelse hos egen læge før fødslen vil du igen få målt blodtryk, blive vejet og du skal lave en urinprøve. Derudover vil lægen igen lytte til barnets hjertelyd og vurdere størrelsen på barnet. Desuden vil lægen vurdere hvordan barnet lægger indeni maven. I vil også snakke om emner der har betydning for samlivet efter fødslen, disse kan for eksempel være barsel, amning, sexliv, forældreroller, netværk og støtte fra familien.  

Godt at vide 

  • Du skal selv bestille tid hos din læge til de tre graviditetsundersøgelser. 
  • Bestil tid i god tid, særligt til anden og tredje undersøgelse. 
  • Alle tre undersøgelser inkluderer blodtryksmåling, urinprøve og vejning af den gravide. 
  • Der er ikke nogen scanninger af det kommende barn hos egen læge, men man får information om disse. 
  • Hos nogle lægepraksisser er det en jordemoder eller særligt oplært sygeplejerske som varetager undersøgelserne. 
  • Det anbefales at begge kommende forældre deltager i alle undersøgelserne. 

Forfatter 
Læge Marc Seidler  
Redigeret af: Læge Anne-Sofie Ahlers Rechnagel 
Publiceringsdato: 20/03/2025 

Find mere info her 
Sundhedsstyrelsen Anbefalinger for svangreomsorgen 
Patienthåndbogen – Kontrolprogrammet i graviditeten 
Patienthåndbogen – Graviditetsuge 7 
Patienthåndbogen – Graviditetsuge 32 
Podcast om første graviditetsundersøgelse 
Podcast om anden og tredje graviditetsundersøgelse 

Billede af Centers for Disease Control and Prevention (CDC) på Unsplash 

Flere læger fra Læger Formidler er gået sammen om dette indlæg. Læs om medlemmerne i Læger Formidler under "Om om" sektionen.