HPV er en forkortelse, som mange har hørt om i Danmark. Men hvad betyder det egentlig? Er det farligt? Og hvorfor er vi begyndt at vaccinere imod det?
Hvad er HPV
HPV er forkortelsen af Human Papilloma Virus. En virus, der kan medføre vortedannelse.
Det er den hyppigste seksuelt overførte infektion, og kan i nogle tilfælde vise sig som kønsvorter (også kaldet kondylomer). I sjældnere tilfælde kan HPV-virus medføre øget risiko for kræft.
Der findes et hav af forskellige HPV-typer (> 100), og langt fra alle giver kønsvorter eller øget risiko for kræft.
Hvordan smitter HPV?
HPV smitter som udgangspunkt ved slimhindekontakt.
Mange seksuelt aktive vil i løbet af livet få en HPV-infektion, men langt de fleste har ingen symptomer på at have HPV-infektion, og vil derfor ikke opdage det.
Behandling af HPV
I Danmark har man indført HPV-vaccinen som en del af børnevaccinationsprogrammet. Vaccinen beskytter mod flere HPV-typer, heriblandt også dem, der er den hyppigste årsag til kønsvorter. Vaccinen virker dog bedst før man bliver udsat for smitte, og af den grund, er vaccinen blevet en del af det danske børnevaccinationsprogram. Det er den blevet for at sikre, at børn og unge (både drenge og piger) vaccineres inden deres seksuelle debut.
Vaccinen er ikke en behandling, men derimod et forsøg på at forebygge HPV-infektion.
HPV og kræft
Ikke alle typer af HPV giver en øget risiko for kræft. Selv om man er smittet med en af de typer, der kan medføre celleforandringer (forstadier) og øget risiko for kræft, betyder det ikke nødvendigvis, at man udvikler disse celleforandringer.
Ligesom med mange andre infektioner, udvikler de fleste immunitet mod den pågældende HPV-type efter en infektion – også selv om den har været uden symptomer. Hos nogle bliver infektionen dog kronisk, hvilket øger risikoen for celleforandringer og dermed kræft.
Man ved, at HPV-infektion er relateret til følgende kræftformer:
- livmoderhalskræft
- endetarmskræft
- kræft i skeden eller de ydre kønsorganer
- peniskræft
- hoved-hals-kræft
I Danmark tilbydes alle kvinder i alderen 23-64 år at blive regelmæssigt screenet for livmoderhalskræft.
Vi ved, at vaccinen beskytter mod flere af ovennævnte kræfttyper, og forventningen er, at vi i fremtiden vil se et fald i alle HPV-relaterede kræfttilfælde.
Hvad er kønsvorter?
Kønsvorter skyldes i langt de fleste tilfælde HPV-typerne 6 og 11 (> 90% af tilfældene). Du kan godt være smittet med HPV-typerne uden at udvikle kønsvorter. Det vil sige, at du kan godt være “rask” smittebærer og alligevel smitte andre med kønsvorter.
Kønsvorter er små populært sagt “blomkålslignende” vortedannelser. De kan sidde omkring endetarmen, på kønsorganerne og i sjældne tilfælde også i munden.
Kønsvorter er ikke i sig selv farligt. Bliver man smittet, vil kønsvorterne ofte vise sig i løbet af
Vorterne kan medføre kløe og nogle vil opleve smerter.
Hvis du mistænker, at du har kønsvorter…
Bør du søge læge og blive undersøgt. Ofte er der ikke behov for at få foretaget prøver, da kønsvorter har et karakteristisk udseende og man på baggrund af dette, opstarter behandling. Er lægen i tvivl, kan man tage en prøve fra vorterne.
Behandlingen af kønsvorter
Er man uheldig at få kønsvorter, skal man altså en tur forbi lægen, som vil udskrive lokalbehandling, som skal smøres direkte på kønsvorterne. Man kan også i nogle tilfælde blive tilbudt at få fjernet kønsvorterne med laser eller kirurgi. Hos langt de fleste går infektionen i sig selv, men det kan desværre tage flere måneder. Kønsvorter er desværre både kosmetisk skæmmende og en psykosocial udfordring for mange.
På et tidspunkt forsvinder kønsvorterne, og hos nogle kommer de aldrig igen. Andre vil opleve, at kønsvorterne kan gendannes på et senere tidspunkt i livet.
Hvad kan du selv gøre?
Husk at bruge beskyttelse i forbindelse med samleje (her er p-piller ikke nok) – derudover kan du (særligt, hvis du ikke har haft seksuel debut) blive vaccineret. Vaccinen er, som nævnt, en del af det danske børnevaccinationsprogram.
Er du voksen og ikke vaccineret, kan du tage en snak med din læge om din mulighed for vaccination.
Forfatter
Anne-Sophie Homøe, læge
Udgivet d. 18. juni 2022
Redaktion:
Camilla Jøhnk, læge
Kilder
- https://www.sst.dk/da/viden/vaccination/vaccination-af-boern/hpv-vaccination
- https://www.ssi.dk/vaccinationer/boernevaccination/vaccination-mod-livmoderhalskraeft
- https://www.rigshospitalet.dk/afdelinger-og-klinikker/julianemarie/kvindesygdomme/undersoegelse-og-behandling/sygdomme-og-behandling/Sider/hpv-virus.aspx
- https://www.sundhed.dk/sundhedsfaglig/laegehaandbogen/gynaekologi/tilstande-og-sygdomme/infektioner/kondylomer/
- https://www.cancer.dk/hjaelp-viden/fakta-om-kraeft/aarsager-til-kraeft/infektioner/hpv-som-arsag-til-kraeft/
- Screening for livmoderhalskræft – Sundhedsstyrelsen
Læs sidste uges indlæg om Syfilis her: https://www.laegerformidler.dk/syfilis/