Julekalender 2018
Vores julegave til jer er en forsmag på vores næste projekt, der handler om frugtbarhed, graviditet og barsel – nemlig projekt Trygge Maver. I vil få helt nye podcastepisoder, blogindlæg og meget mere når projektet går i luften i starten af næste år.
Du kan godt glæde dig! ?
Få en forsmag gennem vores mytedræber julekalender!
Der findes utrolig mange myter om frugtbarhed, graviditet og barsel! Men hvad er rigtig og hvad er forkert? Følg med i december hvor vi hver dag indtil jul åbner en låge med en myte, som vi punkterer eller bekræfter.
1. December
Myte: Nedsat frugtbarhed skyldes oftest problemer hos kvinden
Svar: Nej, det er lige så hyppigt hos manden problemet ligger. Og det er de samme ting der er dårligt for frugtbarheden for begge køn – nemlig alder, rygning, over/undervægt og manglende motion.
Læs mere her: http://www.vidensraad.dk/content/nedsat-frugtbarhed
2. December
Myte: Formen på din mave afslører barnets køn
Svar: Mange tror at en spids mave betyder, at barnet inde i maven er hankøn. Men forskningen har vist, at den påstand ikke holder stik. Mavens form afspejler sig efter dine muskler, din livmoder og barnets position. Sådanne myter er ofte svære at aflive, fordi de jo vil være sande i omkring 50% af tilfældene 🙂
3. December
Myte: Du kan forebygge strækmærker ved at bruge cremer, olier eller naturlægemidler
Svar: Desværre ikke. Strækmærker findes der ingen effektive midler mod, så man kan lige så godt spare sig selv alle pengene og besværet. Strækmærker er i stor grad genetisk bestemt og føles meget generende for de fleste. Men desværre kan man intet gøre, for at mindske dem, fjerne dem eller forebygge dem. Tager du meget på i vægt under graviditeten, er der dog større risiko for at du får strækmærker
Hvis man har kosmetiske gener fra strækmærker efter fødslen kan laser fjerne rødmen, men generelt er der ingen behandling der er sikkert videnskabelig belyst. I takt med at laserteknologi bliver bedre og bedre, er dette nok det bedste bud på en behandling.
Heldigvis bliver de ofte mindre af sig selv efter fødslen og bliver afbleget/hudfarvede med tiden.
Du kan læse mere om strækmærker på Patienthåndbogen.
4. December
Myte: Kvinder kan blive gravide indtil de går i overgangsalderen
Svar: Nej, man siger at en kvindes frugtbare periode slutter allerede flere år inden hun går i overgangsalderen. Antallet af år afhænger selvfølgelig af den enkelte kvinde, men man siger typisk 10 år. Det betyder, at en kvinde har været ufrugtbar i cirka 10 år, når hun kommer i overgangsalderen. Desværre ved man ikke på forhånd hvornår man går i overgangsalderen. Og for den enkelte kvinde kan man derfor ikke udtale sig om hvor længe hun er frugtbar. Kvinder i Danmark går i gennemsnit i overgangsalderen når de er 51 år gamle.
Hvis man er nysgerrig på sin egen frugtbarhed og har brug for rådgivning omkring dette findes der et gratis tilbud på Rigshospitalet i København, hvor man som både mand, kvinde eller par kan få vejledning omkring ens frugtbarhed. Dette kræver ikke henvisning. Læs mere på: Fertilitetsrådgivningen.
Vil du generelt vide mere om alderens betydning for frugtbarheden (for både mænd og kvinder), kan du også læse her:
http://www.vidensraad.dk/content/nedsat-frugtbarhed
5. December
Myte: Man kan ikke blive gravid hvis man er stresset
Nej, dette er ikke rigtigt. Vi ved at stress kan forlænge den tid det tager at blive gravid, og have dårlig indflydelse på sædkvaliteten, men man kan sagtens blive gravid selvom man er meget stresset/bekymret. Undersøgelser på kvinder i fertilitetsbehandling (som om nogen er meget stressede) viser at deres stress/bekymring ikke har betydning for om de bliver gravide.
6. December
Myte: Amning giver hængebryster
Det er ikke amningen der giver hængebryster. Det er derimod kirtelforstørrelsen under graviditet, der gør, at brysterne senere vil hænge mere end før. Man kan derfor – desværre! – ikke forebygge hængebryster. Alle gravide vil opleve det, amning eller ej.
7. December
Myte: Gravide bør ikke tømme kattebakker
Denne myte er sand. Katteafføring kan nemlig indeholde en parasit med det mundrette navn Toxoplasmosis Gondii (også kaldet haresyge). Parasitten er særlig farligt for fosteret, og mødre der venter børn bør derfor holde sig langt væk fra katteafføring. Mange vil være smittet allerede (statens serum institut mener at næsten 30% af alle kvinder i den fødedygtige alder allerede vil være smittet før graviditeten starter). Det er dog kun nysmitte, altså smitte under graviditet, der kan medføre, at parasitten overføres til barnet. Man må altså godt tømme kattebakker i årene op til, at man vil have børn.
Hvis du har en kat derhjemme, er der dog ingen grund til at være bekymret for fosteret. Man bliver ikke smittet ved almindelig kontakt med katte. Derudover vil huskatte der kun fodres med tørfoder og kogt mad ikke komme i kontakt med parasitten. Det er også godt at vide at de frisklagte æg i katteafføringen først smitter efter 48 timer, og det er derfor en god ide at tømme kattebakken hver dag for at undgå smitte.
Man kan også sagtens blive smittet selvom man ikke har kat. Parasitterne kan sidde i kød (fordi dyret som kødet kommer fra var smittet), men dør efter opvarmning eller frysning, og det er derfor vigtigt at gravide kun får gennemstegt kød eller kød der har været frosset. Man kan også blive smittet fra grøntsager, der ikke er blevet vasket ordentligt. En god køkkenhygiejne er derfor særlig vigtig når man er gravid. Læs mere om sygdommen og smitte på Patienthåndbogen.
8. December
Myte: Hvis kvinden får orgasme øger det sandsynligheden for graviditet
Dette er aldrig blevet bekræftet. Mange tror at sammentrækningerne i underlivet i forbindelse med orgasme kan hjælpe sædcellerne på vej, men de skal nok selv finde vej. Forskningsresultater inden for feltet tyder i hvert fald på at betydningen af kvindens orgasme på sædcellernes bevægelse, om nogen, vil være meget lille. Men så kan der være andre gode grunde til, at det alligevel er fint at stile mod 🙂
9. December
Myte: Nedsat frugtbarhed kan skyldes tidligere brug af p-piller eller spiral
Nej, selv langvarig brug af p-piller eller spiral ændrer ikke på chancerne for at blive gravid. Det er kun i de første få måneder efter man er stoppet med p-piller, at der kan være lidt nedsat frugtbarhed. Herefter er der ingen forskel på om man har brugt p-piller eller ej. Ved brug af spiral er man akkurat lige så frugtbar lige efter man har fået den fjernet, som hvis man aldrig havde haft en.
10. December
Myte: Gravide har mere kvalme hvis de venter en pige
Denne myte er sand. Faktisk er det sådan, at jo mere kvalme du har, des større er sandsynligheden for, at du venter en pige. Kvalmen i de 3 første måneder af graviditeten hænger sammen med mængden af graviditetshormon i kroppen, og kvinder der venter piger producerer højere mængder af graviditetshormonet (HCG). På samme vis vil man også oftere opleve kvalme, hvis man venter tvillinger.
11. December
Myte: Man kan ikke blive gravid mens man ammer
Mange par bruger amningen som en form for “naturlig prævention”, men amningen beskytter altså ikke 100%. For selvom ægløsnings – og menstruationshormonerne undertrykkes af den anderledes hormonprofil under amningen så kan man blive gravid så snart menstruationscyklen er startet. Og det er meget forskelligt fra kvinde til kvinde hvornår menstruationscyklussen starter. Ægløsningen (og derved muligheden for at blive gravid) kommer ca 2 uger inden din menstruation, så selvom dine menstruationer ikke er gået igang igen, så kan du ikke vide om du har ægløsning.
12. December
Særlige sexstillinger øger chancen for graviditet
Nej, man har ikke kunne påvise nogen sikker sammenhæng mellem sexstillinger og graviditetschancer.
13. December
Alderen har ingen betydning for mænds frugtbarhed
Selvom mænd kan få børn hele livet, så har alderen også en betydning for mænds frugtbarhed. Vi ved at det tager længere tid at gøre en kvinde gravid, jo ældre manden er.
På fertilitetsrådgivningens hjemmeside står der blandt andet, at det for en mand under 25 år i gennemsnit tager 4,5 måned at gøre sin partner gravid, mens det for en mand over 40 år i gennemsnit tager 2 år, selvom partneren er under 25 år. Du kan læse meget mere om de faktorer, der har betydning for mænds frugtbarhed på denne hjemmeside.
Vi ved også at ældre fædre (især over 40-45 år) har en højere risiko for at få børn med lidelser som fx. skizofreni og autisme.
14. December
Myte: Sex sætter fødslen igang
Det er rigtigt, at der i sæd findes samme stof som det der benyttes på fødegangen til at sætte en fødsel igang. Dog er der behov for meget større koncentrationer til igangsættelse af fødsel, end det der findes i mandens sæd. Og selv, hvis der under sex blev tilført stoffet i samme mængde som der bruges på fødegangen, vil det også kun kunne have effekt såfremt fødslen er liiige op over. Det er altså meget usandsynligt, at samleje skal kunne sætte en fødsel igang.
15. December
Stramme cykelshorts nedsætter sædkvaliteten
For meget cykling kan formentlig påvirke sædkavliteten. Om hvorvidt det skyldes stramme cykelshorts og varmen fra sadlen er ikke sikkert, men i forhold til frugtbarhed er moderat fysisk aktivitet det bedste – altså hverken for meget eller for lidt. En generel sund livsstil (undgå rygning (også hash), spis sundt og dyrk motion) er det bedste du selv kan gøre for din sædkvalitet. Dog har vi ikke selv meget indflydelse på sædkvaliteten. Forskningen tyder på at meget bliver afgjort inden du bliver født – altså af påvirkninger inde i din mors mave. Vi ved fx at hvis mor ryger, kan det skade fosterets sædkvalitet.
16. December
Et hvidkålsblad på brystet er godt mod brystbetændelse
Selvom et koldt kål-blad måske kan virke dejlig kølende på et varmt betændt bryst, så er dette ikke en god måde at behandle brystbetændelse på. God tømning af bryst, varme og massage er det bedste du selv kan gøre mod brystbetændelse. Hvis dette ikke virker, kan antibiotika behandling være nødvendigt.
17. December
Myte: Første barns køn har betydning for det næste barns køn
Dette er en sejlivet myte, men altså ikke sand. Chancen for en dreng eller pige er den samme ved næste graviditet. Dette gælder også hvis man i forvejen har 2 eller 3 børn af samme køn viser denne undersøgelse fra Danmarks Statistik.
18. December
Myte: Det er sundt at spise sin moderkage efter fødslen
Denne myte er usand. Der er ingen positive virkninger af at spise sin moderkage. Mange forskere har haft spisning af moderkagen under lup og samlet set kan det hurtigt konkluderes, at der ikke er nogle påviseligt positive effekter. Der er simpelthen ikke tilstrækkeligt med næringsstoffer og hormoner tilbage i moderkagen til, at det gavner moren eller barnet via amning. Derimod har der været enkelte tilfælde hvor moderkagen ikke har været bearbejdet ordentligt og derfor har indeholdt smittefarlige bakterier. Andre eventuelle risici for mor og barn er ikke velundersøgt og man kan derfor ikke med sikkerhed udtale sig om hvorvidt moderkagen kan indeholde stoffer der kan være skadelige.
Myten stammer fra USA hvor det længe har været en trend at spise sin moderkage fordi det angiveligt skulle have mange positive effekter på relationen mellem mor og barn og på amning. Der findes mange måder at spise den på fx som smoothie eller tørret.
I dyreriget findes mange arter der gør det, og man har derfor antaget at det kunne være sundt for mennesker også. Der er dog på den anden side ikke nogen menneskelige kulturer, der har det som en del af deres traditioner at spise moderkagen.
Kilde: Oversigtsartikel fra American Journal of Obstetrics and Gynecology
19. December
Alle kan få børn ved fertilitetsbehandling
Desværre ikke. Selvom vi har gode behandlingsmuligheder, så er der ingen garanti for at fertilitetsbehandling bærer frugt. Sandsynligheden for at få et barn ved fertilitetsbehandling afhænger meget af kvindens alder. Er kvinden under 35 år får 80% et barn inden for 5 år, mens det kun lykkes for 26% hvis kvinden er over 40.
Kilde: Habbema et al, Human Reprod, 2015, Realizing a desired family size: when should couples start?
20. December
Hvis du har mange sure opstød eller halsbrand under graviditeten, har barnet hår på hovedet.
Dette er en gammel myte, som måske er sand. Forskere har faktisk påvist at kvinder der er gravide med børn med meget hår på hovedet, får mere halsbrand. Man tror at nogle hormoner måske både spiller en rolle i udvikling af halsbrand og barnets hår. Det er dog ikke kun barnets hårpragt der afgør om du får sure opstød eller ej, men derimod mange faktorer. Som gravid får man oftere sure opstød og halsbrand fordi lukkemusklen ved mavesækkens åbning bliver løsere på grund af hormoner, og barnet kan være med til at presse mod mavesækken
21. December
Myte: Man må ikke tage p-piller, når man ammer
Både ja og nej. P-piller har ingen skadelige virkninger på den nyfødte. Men p-piller kan, på grund af indholdet af østrogen, for nogle (men ikke alle) nedsætte mængden af mælk. Derfor foretrækker de fleste at bruge mini-piller under amning, da disse ikke indeholder østrogen.
22. December
Myte: Sex under graviditeten kan skade barnet
Nej. Under din graviditet kan du sagtens stadig dyrke sex med, mindre du er blevet frarådet dette af din læge eller jordemoder pga. konkrete forhold i din graviditet.
Nogle er bange for at skade barnet under samleje, men det er der ingen grund til at frygte, da kvindekroppen er bygget til at passe på fostret. Noget som du dog bør være opmærksom på er risiko for smitte med kønssygdomme, da disse kan overføres til barnet. Sygdomme som herpes, kønsvorter, klamydia og HIV kan du risikere at overføre til barnet under fødslen. Så brug kondom som du ellers ville normalt, hvis du dyrker sex med personer med risiko for smitte.
23. December
Myte: Det øger sandsynligheden for graviditet at blive liggende eller stå på hovedet efter samleje
Ingen undersøgelser har kunne bevise at nogle særlige stillinger efter samleje øger sandsynligheden for graviditet
24. December
Fødderne kan vokse permanent under en graviditet
Dette er sandt. Hos nogle bliver svangen lavere og foden længere under og efter en graviditet, og dette er permanent. Nogen får simpelthen er ny skostørrelse efter at have været gravide. Det skyldes formentlig at ligamenterne løsner sig og ændrer sig i hele kroppen efter en graviditet.