Læger Formidler
Du læser lige nu

Kighoste

0
Trygge Forældre Infoblog

Kighoste

I maj og juni har der været en stigning i tilfælde af kighoste i Danmark. Kighoste er en luftvejsinfektion, som er forårsaget af bakterien Bordetella pertussis. Symptomerne på kighoste kan variere alt efter alder. Små børn vil dog som regel have almindelige forkølelsessymptomer samt en voldsom hoste i anfald med en såkaldt ”kigen”. Læs mere om kighoste og hvorfor vi vaccinerer mod det i det danske børnevaccinationsprogram i denne uges tirsdagsinfo.

Hvad er kighoste?

Kighoste er en infektion i luftvejene, som skyldes en bakterie med det mundrette navn Bordetella pertussis. Kighoste starter typisk ligesom en almindelig forkølelse med løbenæse, lidt feber og mild hoste i en uges tid. Derefter tager hosteanfaldene til og kan komme i lange serier af host, der afsluttes med en kigen (en hvinende lyd) ved indånding. Ved sådanne hosteanfald kan spædbørn ikke alene have svært ved af få vejret, men de kan også holde små pauser i vejrtrækningen (apnøer) og blive helt røde eller blå i hovedet – og så bliver man som forælder gerne rigtig bekymret.

Det er normalt at kaste op efter anfaldene, mens der mellem anfaldene ikke er særlige symptomer. I mildere tilfælde – og hos voksne – kan hosten blot være anfaldsvis og tør, men varer oftest i 2-3 måneder. Derfor kaldes kighoste også 100-dageshoste.   

Hvordan bliver man smittet?

Kighoste er en af de mest smitsomme bakteriesygdomme vi kender. Smitten sker gennem luften via små dråber spyt og snot fra folk der nyser eller hoster. Når andre indånder de små dråber med bakterier, sætter bakterien sig i de små fimrehår i luftvejene og ødelægger deres funktion. Selve bakterien er væk efter et par uger, men skaden på fimrehårene er lang tid om at hele og derfor hoster man i lang tid. 

Der går typisk 5-10 dage fra man bliver smittet til man får symptomer. Kighoste smitter kun mellem mennesker og oftest er det voksne eller ældre søskende omkring barnet der smitter. 

Er kighoste farligt?

For spædbørn der ikke er vaccinerede – særligt dem under 3 måneder – kan kighoste være alvorligt og i værste fald livstruende. Det skyldes at spædbørn hurtigere bliver udtrættet af hosten og ikke kan få vejret. For ældre børn og voksne med et normalt immunforsvar er kighoste ikke farligt. Men kan være ret træls fordi det er ubehageligt, udmattende og tager lang tid at komme over. 

Hvordan behandler man kighoste?

Kighoste skyldes en bakterie, som kan behandles med antibiotika. Behandlingen skal dog startes tidligt for at det har bedst effekt. 

Hvornår vaccinerer man mod kighoste?

I Danmark har vi vaccineret mod kighoste siden 1961. Den vaccine vi giver mod kighoste i dag indgår i børnevaccinationsprogrammet ved 3, 5 og 12 måneder samt ved 5 år. Vaccinen gives som en kombinationsvaccine mod difteri, tetanus, kighoste, polio og haemophilus influenzae type b forkortet Di-Te-Ki-Pol-Hib i det danske børnevaccinationsprogram. Oversigt kan findes på vores indlæg Det danske børnevaccinationsprogram. Man bliver gradvist bedre beskyttet imod kighoste efterhånden som man får de planlagte vacciner. Efter fuld vaccination er man ca. 80% beskyttet. Beskyttelsen aftager dog i løbet af 5-10 år. Derfor vil de fleste store børn og voksne være modtagelige for infektion – og dermed også kunne bære bakterien videre til ikke-vaccinerede spædbørn. Siden 2019 er gravide blevet tilbudt en kighostevaccination netop med formålet om at beskytte spædbørn indtil de selv kan blive vaccineret. 

Hvad betyder stigningen i løbet af maj og juni?

Kighoste kommer i epidemier. I både maj og juni i år har Statens Serum Institut registreret flere tilfælde af kighoste end normalt. Der ses flest tilfælde hos de 10-19 årige, hvilket er normalt. Stigningen i maj og juni er endnu ikke på højde med en epidemi og det vides ikke om antal tilfælde vil gå i sig selv eller udvikle sig.

Hvornår skal jeg tage til lægen?

Hvis du tænker at dit barn kan have kighoste, kan du tage til din egen læge og blive undersøgt for det. Mistænker lægen kighoste, kan man tage en prøve fra næsen ved hjælp af en vatpind. Hvis dit barn holder pauser i vejrtrækningen eller bliver helt blåt i hovedet skal du søge læge med det samme! Mindre spædbørn kan have behov for at blive indlagt til observation, så de kan få ilttilskud, hvis de får behov for det.

Kilder

Patienthåndbogen

Lægehåndbogen

Statens Serum Institut – Kighoste

Det danske børnevaccinationsprogram

Statens Serum Institut – gravide

Statens Serum Institut – Stigning i maj og juni

Forfatter: Kim Foss (læge)

Redigeret af: Stine Foss (læge) & Cecilie Clemmesen (læge)

Foto 

Photo by Alexandra Gorn on Unsplash

Om forfatteren

Læge siden 2015 med bred klinisk erfaring fra både ind- og udland, er igang med at blive børnelæge. Stor erfaring med bekymringer for børn; både som læge på børneafdelinger, men også som far og ægtefælle. Gift med Stine, sammen har vi en dreng fra '14, en pige fra '16 og tvillinge-drenge fra '19.