Læger Formidler
Du læser lige nu

Køn

16
Trygge Forældre Infoblog

Køn

Mange gravide har nok fået spørgsmålet “ved I hvad det bliver?” – og mange spædbørnsforældre er sikkert også blevet spurgt, om babyen de går rundt med, er en han eller en hun. Men hvad er køn egentlig for en størrelse? Og hvad med dem, der ikke identificerer sig med det køn, der står på fødselsattesten? I denne uge sætter vi fokus på de mange aspekter af køn – for heldigvis er vi ikke allesammen ens!

Biologisk køn

Dit biologiske køn bestemmes af et samspil mellem gener og hormoner. Man kan tale om det ‘kromosomale køn’, hvilket vil sige hvilken sammensætning af kønskromosomer, du har. Ved befrugtningen vil ægcellen og sædcellen bidrage med de kønskromosomer, der afgør, hvad dit kromosomale køn bliver. Den typiske kvindelige kombination er XX og den typiske mandlige kombination er XY. Med det ‘gonadale køn’ refereres der helt lavpraktisk til, om du har testikler eller æggestokke. I samme boldgade kan man snakke om det ‘hormonale køn’ – altså hvilke typer af kønshormoner kroppen producerer. Endelig er der også det ‘anatomiske køn’, dvs. de anatomiske træk kroppen har – for eksempel vagina, penis, bryster m.m. Disse dannes på baggrund af, hvilke kønskromosomer du har, og hvilke kønshormoner kroppen danner.

Som regel kan man ved fødslen fastslå om det biologiske køn er pige eller dreng. Der fødes dog børn med variationer i kønskarakteristika (nogle vælger at bruge termen ‘interkønnet’). Nogle af disse karakteristika er tydelige ved fødslen og andre viser sig først omkring puberteten eller senere. Her er der tale om medfødte tilstande, hvor der oftest er en ændring i generne. Det kan være et ændret antal kønskromosomer, hvor man eksempelvis har fået et ekstra Y eller mangler et X. Det kan også være ændringer i generne, der har forårsaget atypisk udvikling af testikler eller æggestokke, eller nedsat aktivitet eller nedsat produktion af kønshormoner. Du kan læse mere om ‘variationer og forstyrrelser i biologisk kønsudvikling’ på Patienthåndbogen.

Kønsidentitet

Én ting er det rent biologiske køn, men hvad så med ens kønsidentitet? Det er ikke altid, at de to ting stemmer overens. Hvad hvis du biologisk set er født dreng, men føler dig som pige? Eller omvendt? Eller noget helt tredje eller midt i mellem? Biologien stemmer ikke altid overens med ens selvopfattelse, eller det kønsudtryk man identificerer sig med. Det giver ofte anledning til fordomme og berøringsangst – både i samfundet, men desværre også i mødet med sundhedsvæsenet, der kan have negative konsekvenser for trivsel og sundhed.  LGBT+ Danmark har i samarbejde med Yngre Læger lavet en hjemmeside omkring LGBT+ personers sundhed – både for patienter og for ansatte i sundhedsvæsenet.

Når man taler om kønsidentitet og kønsforståelse, er der nogle centrale begreber, der er vigtige at kende: At være ‘binær’ vil sige, at man forstår køn som bestående af de to identiteter ‘mand’ eller ‘kvinde’. At være ‘ciskønnet’ betyder, at man identificerer sig med det ved fødslen tildelte køn. At være ‘transkønnet’ vil sige, at man oplever uoverensstemmelse mellem det ved fødslen tildelte køn, og det køn man identificerer sig med. At være ‘nonbinær’ vil sige, at ens kønsidentitet hverken er mand eller kvinde. Nogle identificerer sig et sted derimellem, som begge køn eller helt udenfor de “traditionelle” kategorier.

Nogle personer har et ønske om kønsbekræftende behandling. Dette i form af hormonbehandling eller kirurgiske indgreb. Alle med ønske om kønsbekræftende behandling eller blot med et behov for en afklarende samtale vedrørende kønsidentitet kan henvises af egen læge til et af de tre Centre for Kønsidentitet, i hhv. Aalborg, Odense og København. Personer under 18 år kan aktuelt henvises til Sexologisk Klinik på Rigshospitalet.

I dette indlæg har vi forsøgt at give et kort overblik over forskellige perspektiver på køn. Der er naturligvis flere elementer og betragtninger, der ikke er med. Måske lærte du et par nye begreber, måske kendte du dem alle sammen i forvejen. Nu ved du i hvert fald, hvor du kan læse videre, hvis du er blevet nysgerrig på emnet.

Kilder:

https://www.sundhed.dk/borger/patienthaandbogen/sundhedsoplysning/lgbt

https://lgbt.dk/ordbog

LGBT+ personers sundhed

Forfatter: Malene Toft (læge)

Redigeret af: Mimmi Torp (læge), Amanda Bjerre (læge), Mohsin Aslam (læge)

Om forfatteren

Læge siden 2018. Erfaring fra neurologisk afdeling samt almen praksis. Arbejder aktuelt på børne- og ungdomspsykiatrisk afdeling i Hillerød. Rigeligt med mor-bekymringerfaring. Mor til en pige fra '18.