Både du og dine børn hoster og hoster og hoster natten lang. Det er en tør og generende hoste, og den bliver bare ved med at genere nat efter nat i, hvad der føles som uger. Kan det virkelig fortsætte? Ja, desværre kan det godt stå på i længere tid. I disse uger er der en epidemi med kold lungebetændelse. Mange er allerede smittet, og flere vil sandsynligvis blive det i den kommende tid. Læs med og bliv klogere på kold lungebetændelse.
Hvad er kold lungebetændelse?
Kold lungebetændelse også kaldet atypisk lungebetændelse skyldes smitte med bakterien med det mundrette navn Mycoplasma pneumoniae. Det er den hyppigste årsag til lungebetændelse, men smitte med bakterien behøver faktisk slet ikke give lungebetændelse. Langt de fleste bliver heldigvis ramt i mildere grad.
Hvilke symptomer er der på kold lungebetændelse?
Typisk er symptomerne på kold lungebetændelse en tør, kraftig hoste. At hoste er tør betyder, at der ikke kommer slim med op fra lungerne ved hoste. Hosten vil ofte være værst om natten. Udover hosten kan man få hovedpine, ondt i halsen symptomer fra øre og udslæt. Selvom det hedder kold lungebetændelse vil de fleste få feber. Feber vil oftest kun være der i starten af sygdomsforløbet, men det er desværre normalt at hosten bliver ved i 3-4 uger.
Normalt vil man ikke opleve at være snottet og tæt i næsen som ved en forkølelse.
Kan man behandle det?
Den primære behandling af kold lungebetændelse er, at du bliver hjemme fra arbejde og holder dit barn hjemme fra skole/daginstitution, så længe I har feber og har det skidt. Giv gerne dit barn Panodil efter vejledning på pakken, hvis det er generet af feber, hovedpine eller ømhed i muskulaturen på brystkassen efter de mange nætters hosten. Er du i tvivl om dosis til dit barn, kontakt da din praktiserende læge.
Når dit barn har feber, er det vigtigt, at I husker at drikke rigeligt med væske. Er dit barn skidt og svær at få til at drikke, er det meget vigtigt, at du som forælder nøder det til at drikke. Vil barnet ikke drikke nok vand, kan I forsøge jer med saftevand, kakaomælk og sodavandsis. Læs gerne vores indlæg om væskebehandling her.
Størstedelen af dem, som bliver smittet med kold lungebetændelse, skal ikke have mere behandling end det. Oftest vil immunforsvaret kunne slå infektionen ned. Hvis sygdommen er påvist hos egen læge, typisk via en podning eller slim fra halsen, vil lægen tage stilling til, om det er relevant at behandle med antibiotika. Det vil typisk afhænge af graden af symptomer. I meget sjældne tilfælde vil man blive så syg, at der er behov for indlæggelse på hospitalet. Behandling med antibiotika vil typisk afhjælpe de influenzalignende symptomer herunder feberen, men desværre ikke kunne fjerne hosten, som kan fortsætte i flere uger på trods af antibiotikabehandling.
Kan man blive vaccineret mod kold lungebetændelse?
Nej, der findes ingen vaccine mod infektion med Mycoplasma pneumoniae.
Er det farligt?
Det er sjældent, at folk bliver alvorligt syge af kold lungebetændelse. Selvom sygdomsforløbet har stået på i lang tid, vil man oftest blive rask uden behandling fra lægen og uden indlæggelse og mén efterfølgende.
Hvad er en epidemi og skal jeg være bekymret for det?
Ca. hvert fjerde år får vi en epidemi med kold lungebetændelse. En epidemi betyder faktisk bare, at der er mange smittede i befolkningen på samme tid. Det vil oftere opstå i efteråret og om vinteren, når vi rykker tættere sammen inden døre og derfor lettere smitter hinanden. Der er ingen grund til at være bekymret over den aktuelle epidemi. Man forebygger bedst kold lungebetændelse ved afstand og god håndhygiejne – læs gerne vores indlæg om håndhygiejne.
Kilder:
Mycoplasma pneumoniae-infektioner
Mycoplasmapneumoni – Lægehåndbogen på sundhed.dk
Mycoplasma lungebetændelse (atypisk lungebetændelse) – Patienthåndbogen på sundhed.dk
Foto: By Towfiqu barbhuiya on Unsplash https://unsplash.com/photos/a-man-holding-his-hand-up-in-front-of-his-face-C-zwLtPSErc
Skrevet af Maria Kirstine Wethelund (læge)
Redigeret af: Ida A. Staby (læge), Julie B. Ribberholt (læge)