Kræft i æggestokkene er en sjælden, men alvorlig sygdom. Årsagerne er oftest ukendte og de hyppigste symptomer er øget maveomfang, tyngdefornemmelse og smerter. I starten kan der være få eller ingen symptomer. Behandlingen for æggestokkræft er ofte operation efterfulgt af kemoterapi. Der er desværre endnu ikke gode muligheder for at screene for udvikling af æggestokkræft. Vi vil i denne uge sætte fokus på æggestokkræft. Du kan blandt andet læse om årsagerne, hvordan man stiller diagnosen og hvornår du skal gå til lægen.
Årsager til æggestokkræft
Årsagen til æggestokkræft er oftest ukendte. Æggestokkræft er hyppigere hos kvinder, som ikke har fået børn, men man kender ikke årsagen til dette. P-piller menes at nedsætte risikoen for kræft i æggestokkene. Det skyldes muligvis, at der er en sammenhæng mellem antallet af år med ægløsning. Således øger tidlig menstruation eller sen overgangsalder også risikoen for at udvikle kræft i æggestokkene. Kvinder, der har fået fjernet æggelederen, livmoderen eller er blevet steriliseret har mindre risiko for at udvikle æggestokkræft.
Er kræft i æggestokkene arveligt?
Omkring 15% af alle tilfælde af kræft i æggestokkene skyldes arvelige forhold. Man har øget risiko for æggestokkræft hvis man har ændringer (en såkaldt mutation) i et gen ved navn BRCA, som ved mutation også øger risikoen for brystkræft. Den øgede risiko for at nedarve kræft i æggestokkene kan fås fra slægtninge i både kvindens mors og fars familie. Derfor er det relevant at blive testet for denne arvelighed, hvis nogen i din nærmeste familie har æggestok- eller brystkræft. Hvis man finder en arvelig sammenhæng kan både information og håndtering af sygdommen tilrettelægges mere præcist. Ved en test bør man være klar over, at andre familiemedlemmer måske også har nedarvet gen-varianten og ikke nødvendigvis ønsker denne information.
Symptomer på kræft i æggestokkene
De tidlige symptomer ved kræft i æggestokkene er vage og kan derfor overses. Det skyldes, at æggestokkene er små organer, der ligger inde i bughulen, og som først giver symptomer, når de er blevet forstørret. Det er derfor vigtigt at gå til lægen og blive undersøgt ved den mindste mistanke. Du skal gå til lægen, hvis du oplever:
- Hyppig vandladning, blærebetændelse og besvær med at holde på vandet
- Tendens til træg mave, som står på i mere end en måned
- Udspilet mave og uforklaret vægtstigning eller vægttab
- Smerter nedadtil i maven og/eller ryggen
- Træthed, utilpashed og manglende appetit
Fælles for disse symptomerne er, at man godt kan have dem uden at have kræft. Forstørrelse af æggestokkene skyldes oftest godartede tilstande, og det er sjældent at forstørrede æggestokke indeholder kræftknuder. Men man bør blive undersøgt, så kræft kan udelukkes.
Undersøgelser for kræft i æggestokkene
Som regel vil du blive undersøgt hos din egen læge, hvor du får foretaget en gynækologisk undersøgelse. Hvis din læge har mistanke om kræft i æggestokkene, bliver du henvist til nærmere undersøgelse hos en gynækolog eller på en gynækologisk afdeling på et hospital. Her vil du få foretaget en ultralydsskanning af dit underliv. Undersøgelsen foretages gennem skeden og/eller maveskindet. Diagnosen kræft kan ikke stilles ved en ultralydsskanning, men lægen kan vurdere æggestokkenes størrelse og udseende og se, om æggestokkene ser normale ud. Ultralydsundersøgelsen suppleres med en blodprøve, hvor man undersøges for et protein kaldet CA-125. Mere end halvdelen af kvinder med kræft i æggestokkene har en forhøjet mængde CA-125 i blodet. Hvis ultralydsskanning og blodprøve giver mistanke om kræft i æggestokkene vil du som regel blive henvist til en gynækologisk specialafdeling på hospitalet i et såkaldt kræftpakkeforløb. Her får du foretaget yderligere undersøgelser, der som regel er andre former for skanning for at vurdere æggestokkene og de andre organer i bughulen.
Behandling af kræft i æggestokkene
Operation er den mest anvendte behandling for kræft i æggestokkene, og næsten alle tilbydes kemoterapi efter operationen. Der forskes intenst i behandling af æggestokkræft, og i de seneste år er der kommet flere nye biologiske behandlinger. Behandlingen foregår primært på gynækologiske afdelinger specialiseret i at operere denne type kræft. Et hold af specialister arbejder sammen om at tilrettelægge behandlingsforløbet. Ud fra sygdommens udbredelse og stadium samt ens alder og helbred laves der en samlet plan for behandlingen.
Få mere inspiration og viden
Patienthåndbogens vejledning om æggestokkræft
Kræftens Bekæmpelses informationsside om æggestokkræft
Find derudover flere indlæg fra Læger Formidler. Det kan være at følgende emner er særligt relevante for dig Screening for livmoderhalskræft, Smerter ved sex, Menstruationssmerter & Endometriose, Menstruationsmyter eller Myter om overgangsalderen.
Forfatter: Læge Yagmur Sisman
Redigeret af: Læge Cæcilie Weber Thomsen, læge Selma Marie Slåttelid Schreiber
Kilder
Lægehåndbogens vejledning om ovariecancer
Dansk Gynækologisk Cancer Gruppes vejledning om ovariecancer