Kradse kradse, klø klø… Kender du også følelsen af at være gravid og være ved at gå ud af dit gode skind, fordi det klør helt forfærdeligt i håndflader og fodsåler? Eller måske på hele kroppen? Så har du måske tilstanden med det mundrette navn leverbetinget graviditetskløe, som du kan læse mere om her.
Hvad er graviditetsbetinget leverkløe og hvorfor opstår det?
Leverbetinget graviditetskløe opstår, fordi kroppen ophober galdesalte i blodet. Galdesaltene produceres i leveren, og føres ud gennem galdegangene og ud i tarmen, hvor de hjælper med fordøjelsen af fedt. Under graviditeten ses der hos nogle kvinder en delvis forsnævring af galdegangene og en del af galdesaltene (og andre stoffer) presses derfor ud i blodbanen i stedet for ud i tarmen. Kløen opstår blandt andet på grund af ophobede galdesalte og andre stoffer i huden.
Leverbetinget graviditetskløe rammer ca. 1% af alle gravide og oftest i den sidste del af graviditeten. Kløen starter almindeligvis i håndflader og fodsåler, hvorefter den kan brede sig til resten af kroppen. Der er typisk kløe hele døgnet og det er oftest værst om natten. Der er intet udslæt at se, men ikke så sjældent klør det så meget, at man kan få kradsemærker.
Diagnosen stilles på baggrund af dine symptomer (kløe) og nogle blodprøver (levertal og galdesalte), og foregår enten hos din egen læge eller på sygehuset. I blodprøven vil man se forhøjede levertal og/eller forhøjede galdesalte. Det tager et par dage at få svar på blodprøven der viser galdesaltene, men man kan typisk få svar på de andre levertal inden for få timer.
Hvad betyder det for mig og min baby?
Forskning har vist, at der muligvis er en lille øget risiko for fosterdød og for tidlig fødsel ved tilstanden. Risikoen for at føde for tidligt kan dog reduceres ved hjælp af medicinsk behandling. Sygdommen er helt ufarlig for dig som gravid.
Er der en behandling?
Der findes en effektiv medicinsk behandling, der kan sænke mængden af galdesalte i blodet og reducere kløen. Behandlingen kaldes ‘ursodeoxycholsyre’ og tages som tablet typisk tre gange dagligt. Man skal fortsætte behandlingen indtil fødslen, og man kan justere dosis, hvis der er manglende effekt. Hvis man har behov for det, kan man supplere ursodeoxycholsyre-behandlingen med Zink Liniment. Zink Liniment virker kølende og lindrende på irriteret hud, og kan købes receptfrit på Apotek/i Matas.
Derudover vil du blive tilbudt ekstra kontroller af din graviditet. Her vil man følge niveauet af galdesalte i dit blod med 1-4 ugers mellemrum, afhængigt af hvor langt du er henne i din graviditet. Hvis man har fået målt høje niveauer af galdesalte i blodet, vil man tilbyde at holde ekstra øje med den lille ved hjælp af hjertelydskurver (kaldet CTG) og ultralyd med 1-2 ugers mellemrum.
Ud fra den målte værdi af galdesalte i blodet, vil man på hospitalet vurdere, om man skal sætte fødslen i gang før tid. Ved meget høje niveauer af galdesalte kan igangsættelse overvejes fra man er 34 uger henne i graviditeten. Ved lave niveauer af galdesalte kan man afvente helt til terminsdatoen. Dette er et individuelt skøn som din fødselslæge vil foretage, og en beslutning der tages i samråd med dig.
Hvad kan du selv gøre?
Du er ikke selv herre over, om du får leverbetinget graviditetskløe i din graviditet. Du kan intet gøre for at forebygge det og heller ikke for at mildne sygdommen.
Det bedste du kan gøre, er at følge lægens råd om medicinsk behandling og kontrolbesøg.
Er det arveligt?
Ja, til en vis grad. Hvis din mor har haft leverbetinget graviditetskløe, har du lidt større risiko end andre for at få det.
Hvis du har haft leverbetinget graviditetskløe i en tidligere graviditet, er der også lidt større risiko for, at du får det i næste graviditet.
Hvad så efter fødslen?
Efter fødslen forsvinder tilstanden som oftest helt af sig selv, men man anbefaler at levertallene kontrolleres ved en blodprøve hos egen læge 6-8 uger efter fødslen.
Få mere viden
Find en masse andre af Læger Formidlers indlæg om graviditet, fødslen og tiden derefter på Trygge Maver infobloggen. Du kan også lytte til Trygge Maver podcasten her på hjemmesiden eller via Itunes og Spotify.
Er det måske den lille der er syg? Så lyt til Trygge Forældre podcasten eller læs med på Trygge Forældre Infobloggen.
Kilder
Sundhed.dk: ” Intrahepatisk cholestase i graviditeten”
DSOG guideline ”leverbetinget graviditetskløe”, revideret 2022
Forfatter: Louise Laub Asserhøj, læge.
Redaktører: Læge Mads Langager Larsen og læge Anna Grynnerup.
Revideret marts 2023 af Læge Anna Lando Talbot og Læge Hevy Sadraddin Gibrael