Læger Formidler
Du læser lige nu

Mangel på testosteron

19
Tryg i livet infoblog

Mangel på testosteron

Mangel på testosteron hos mænd kan opstå i alle aldre. I Danmark antages der at være >3000 mænd, som er i behandling med testosteron (data fra 2019). Testosteron har mange funktioner i kroppen, så hvis man mangler det, kan der være flere tegn. Læs med i denne uges blogindlæg og bliv klogere på den nyeste viden inden for testosteronmangel, herunder også, om der findes en egentlig mandlig overgangsalder? 

Det mandlige kønshormon – testosteron

Testosteron er det mandlige kønshormon, som hos mænd primært dannes i testiklerne. Binyrerne (lille organ, som sidder ovenpå nyrerne) og kvindens æggestokke danner også en lille andel testosteron, hvorfor kvinder også helt naturligt har lidt testosteron i kroppen. 

Testosteron er et meget alsidigt hormon. Det medvirker blandt andet til at give kroppen mere ’’maskuline’’ træk, såsom øget muskelmasse, hårvækst og dyb stemme, men det har også en rolle i den basale omsætning i kroppen. Desuden er det af betydning for mænds udvikling af sædceller, deres evne til at få rejsning og deres lyst til sex. 

Allerede nu får du måske en fornemmelse af, at vi har at gøre med et hormon, som har betydning for mange funktioner i kroppen. 

Årsager til mangel

Som du lige har lært, så dannes testosteron hos manden primært i testiklerne. Hvis testiklerne enten påvirkes direkte eller indirekte af sygdom, kan produktionen af testosteron påvirkes og føre til mangel. Man kan overordnet opdele årsagen til testosteronmangel i to grupper:

  1. Sygdom som direkte er i testiklerne
    • Bl.a. genetiske sygdomme, årebrok, bestråling af testikel, kemoterapi, infektion med fåresyge eller drejning af testiklen (torsio testis)
  1. Sygdom andet sted, som indirekte påvirker testiklerne
    • Bl.a. sygdomme eller operation i den del af hjernen som styrer testosteronproduktion (hypofysen), tidligere hovedtraume, stråle på hjernen, anabole steroider og visse former for medicin (morfin og binyrebarkhormon)

Hvis testosteronmangel skyldes sygdom direkte i testiklerne, vil det ofte blive betragtet som en kronisk tilstand, hvilket betyder, at man ikke naturligt kan få normale testosteronproduktion igen. Hvis mangel på testosteron derimod skyldes sygdom udenfor testiklerne, vil behandling af den sygdom i nogle tilfælde føre til en normal testosteronproduktion. 

Tegn på testosteronmangel

Eftersom testosteron har en funktion mange steder i kroppen, vil der ofte være flere forskellige tegn på testosteronmangel. Tegnene kan både være fysiske og psykiske. Det er ikke alle som vil opleve de samme tegn, og sværhedsgraden af tegnene kan også være forskellig. Nogle af de hyppigste tegn er:

  • Manglende lyst til sex
  • Svært ved at få rejsning (f.eks. sjældent at man vågner med rejsning)
  • Tab af kropsbehåring (f.eks. får man mindre behov for at barbere sig)
  • Udvikling af brystvæv (gynækomasti)
  • Nedsat muskelmasse og styrke
  • Nedsat knoglestyrke (kan udvikles til knogleskørhed)
  • Overvægt
  • Øget træthed

Behandling

Hvis man har fået konstateret testosteronmangel på baggrund af en sygdom direkte i testiklerne, så vil de fleste blive tilbudt behandling. I Danmark skal man have påvist testosteronmangel på en blodprøve, før man kan få behandling. I nogle lande kan man få testosteron behandling ved f.eks. seksuelle problemer. 

Behandlingen består af testosterontilskud og findes både som cremer, piller og injektioner. Hvilken type af behandling man skal have, afhænger blandt andet af hvor længe man har haft testosteronmangel samt hvilken specifik sygdom/tilstand, som har ført til mangel. Det vil altid være en speciallæge i hormonsygdomme, som står for at opstarte testosteronbehandling. 

Hvorfor er det vigtigt at få behandling, kunne du måske spørge sig selv? Jo, det er ikke kun for at få genetableret de maskuline træk, at testosteronbehandling er vigtig. Mangel på testosteron kan nemlig også øge risikoen for at udvikle knogleskørhed. Læs mere om knogleskørhed her: https://www.laegerformidler.dk/kan-knogleskoerhed-forebygges-2/

Mandlig overgangsalder? 

Det diskuteres fortsat blandt eksperterne, om der findes et egentligt tidspunkt for ’’overgangsalder’’ (kaldet andropause) hos mænd, som der ses hos kvinder. Hos voksne mænd ved vi, at testosteronniveauet med gennemsnit falder 1-2% per år. Det er langt fra hos alle, at der udviklings reel behandlingskrævende mangel, udelukkende som følge af alder. Noget forskning tyder dog alligevel på, at nogle mænd oplever en form for overgangsalder, som ses at være langt mere gradvis og strække sig over flere årtier, sammenlignet med kvindens overgangsalder. 

Hvis der påvises lavt testosteron på en blodprøve, som følge af alder, kan man ved en specialist i mange tilfælde kunne tilbydes samme behandling som netop gennemgået. 

Forfatter: Læge, Camilla Uhre Jørgensen

Redaktion: Læge, Maria Dinche Johansen

Referencer:

https://www.sundhed.dk/sundhedsfaglig/laegehaandbogen/endokrinologi/tilstande-og-sygdomme/diverse/testosteronbehandling/

https://endocrinology.dk/nbv/gonadelidelser/mandlig-testosteronmangel/

https://netdoktor.dk/overgangsalder/maend.htm

Om forfatteren

Uddannet læge fra København i 2020, med erfaring indenfor især hormonsygdomme, hjertesygdomme og psykiatri. Stor interesse indenfor formidling og kommunikation. Bosat på Frederiksberg med kæreste. Drømmer om stor almen praksis i fremtiden, hvor alle typer af patienter og sygdomsgrupper er velkomne.