Læger Formidler
Du læser lige nu

Når navlestrengen skal klippes

3
Trygge Maver Infoblog

Når navlestrengen skal klippes

Lige efter fødslen er barnet endnu forbundet til moderkagen gennem navlestrengen. Navlestrengen skal klippes – også kaldet afnavling – men er det egentlig bedst at foretage tidlige eller sen afnavling? Læs med og bliv klogere på ugens emne her. 

Hvilket formål har navlestrengen? 

Navlestrengen indeholder tre kar; et kar, som fører iltrigt blod og næringsstoffer fra mor til barnet samt to kar, som fører iltfattig blod og affaldstoffer fra barnet tilbage til moderen. Efter fødslen vil der i starten fortsat pulsere blod fra moderkagen til barnet. Hvis man derfor venter lidt med at klippe navlestrengen, vil barnet få en smule ekstra blod ind i kroppen, hvilket har vist sig at have en positiv effekt på barnets udvikling. Når navlestrengen er blevet klippet over vil stumpen ved barnets navle efter et par uger visne til en lille sort klump, som falder af og tilbage sidder barnets navle. 

Hvordan foregår afnavling?

Jordemoderen sørger efter fødslen for at afklemme navlestrengen med to små tænger. Tængerne stopper blodtilførslen til barnet fra moderkagen. Imellem tængerne klipper man med en steril saks, så barnet ikke længere er forbundet til moderkagen. Det kan både være jordemoderen, far, partner eller en helt fjerde, der klipper navlestrengen over. Der sikres også, at navlestumpen på barnet er så lille som muligt, så den nemmere bliver tør og falder af. 

Tidlig eller sen afnavling?

Man har tidligere været i tvivl om, hvor hurtigt afnavling skulle ske for at få det bedste udkomme for mor og barn. Efter større undersøgelser er blevet lavet, har man lavet nationale retningslinjer på området. Man tilstræber sen afnavling af ca. 1 minuts varighed til alle børn født til termin (efter 37 uger) – også ved kejsersnit. Desuden mindst 3 minutter ved den ukomplicerede, vaginale fødsel. Nogle ønsker helt at lade navlestrengen sidde til den selv falder af oftest nogle dage efter fødslen – kaldet en lotus fødsel. Årsager til hurtig afnavling mindre end 1 minut kan være alvorlige situationer hos mor eller barn, eksempelvis, hvis barnet kræver genoplivning. Man bestræber sig ofte også på sen afnavnling hos de for tidligt fødte børn.

Risici ved sen afnavling

Selv om der er enighed om at sen afnavling anbefales, viser de fleste studier at sen afnavling og malkning af navlestrengen giver en let øget risiko for gulsot hos børn, der er født til termin på grund af det ekstra blod, som barnet får. Dette ses typisk 2-3 dage efter fødslen og de fleste nyfødte med gulsot, vil ikke være påvirkede eller kræve behandling. Man skal dog være opmærksom på symptomer som slaphed og sløvhed, hvilket kræver eks. lysbehandling.

Gode råd 

Der foreligger nationale retningslinjer og anbefalinger angående afnavling efter fødslen, hvorfor der oftest anbefales sen afnavling hos børn født til termin. De sundhedsprofessionelle vurderer for hvert tilfælde hvordan der bedst afnavles ud fra din graviditet, fødsel og individuelle ønsker. Ved spørgsmål og ønsker i forhold til afnavling er dette altid en god ide at drøfte med sundhedspersonalet på fødeafdelingen.

Få mere inspiration og viden

Du kan finde mange flere indlæg fra Læger formidler op til eller efter fødslen på Trygge Maver bloggen eller Trygge Maver Podcasten

Lyt bl.a. til denne spændende podcast om der tager dig gennem alle graviditetsundersægelserne fra positiv graviditetstest til egen læge, jordemoder og sygehus her. Du kan også læse andre indlæg eks om moderkagens og dens pacering her.

Eller er det måske den lille der er syg? Så lyt til Trygge Forældre podcasten eller se indlæg på  Trygge Forældre Infobloggen

Forfatter: Læge Anne-Sofie Ahlers Rechnagel

Redigeret af: Mads Langager Larsen, læge

Publiceringsdato: 14/12/2023

Kilder

DSOG

Ugeskriftet for læger 

Kliniske retningslinjer