
Øjenbetændelse hos børn
Er dit barn vågnet op med klistrede, røde øjne? Øjenbetændelse, også kaldet konjunktivtis, er en af de mest almindelige lidelser hos børn, men det kan være svært at vide, hvad man som forælder skal gøre, når de små klager over kløe og ubehag.
Øjenbetændelse kan være forårsaget af både infektioner og allergier, men selvom det kan se dramatisk ud, er det som regel ikke farligt. I dette indlæg guider vi dig igennem symptomerne, hvordan du kan hjælpe dit barn, og hvornår du bør søge lægehjælp.
Hvad er øjenbetændelse?
Øjenbetændelse, også kaldet konjunktivitis, er en almindelig og som regel harmløs tilstand, der ofte rammer børn. Det er en betændelse i øjets tynde hinde, der dækker den hvide del af øjet og indersiden af øjenlågene. Hos børn kan øjenbetændelse opstå pludseligt og føre til rødme, hævelse og tåreflåd. Øjenbetændelse kan være forårsaget af flere faktorer, herunder bakterier, vira eller allergier.
Hvad er symptomerne på øjenbetændelse?
De fleste børn, der udvikler øjenbetændelse, vil opleve følgende symptomer:
- Rødme i det ene eller begge øjne
- Kløe eller irritation i øjet
- Øget tåreflåd
- Gult eller grønt pus i øjenkrogen
- Øjenlågene kan hæve eller klistre sammen, hvilket ses mest udtalt efter søvn
- I nogle tilfælde kan barnet også opleve følsomhed over for lys
Hvad forårsager øjenbetændelse?
- Bakteriel infektion: Bakteriel øjenbetændelse giver ofte kraftig pusdannelse, rødme og smerter, men rammer som regel kun det ene øje. Det kan hurtigt sprede sig til andre personer, især i vuggestuer og børnehaver.
- Viral infektion: Øjenbetændelse forårsaget af virus, som f.eks. adenovirus, er også smitsom og kan følge med forkølelse eller andre luftvejsinfektioner. Øjenbetændelsen starter som regel i det ene øjne og spreder sig herefter hurtigt til det andet.
- Allergisk reaktion: Øjenbetændelse kan også opstå som følge af allergier, som ofte ses sammen med høfeber i pollensæsonen. Dette medfører ofte kløende, røde øjne, og der kan også være løbende næse eller udslæt på huden.
- Irritation: I sjældne tilfælde kan øjenbetændelse også opstå på grund af kemikalier eller fremmedlegemer i øjet.
Hvordan behandles øjenbetændelse?
Behandlingen afhænger af årsagen til øjenbetændelsen:
- Bakteriel øjenbetændelse: Hvis dit barn har en bakteriel infektion, kan lægen i nogle tilfælde ordinere øjendråber eller salve med antibiotika. Det er vigtigt at følge behandlingsplanen nøje for at undgå, at infektionen spreder sig eller bliver værre.
- Viral øjenbetændelse: Der er ikke en specifik behandling for viral øjenbetændelse, da den typisk går væk af sig selv efter et par dage til en uge.
- Allergisk øjenbetændelse: Hvis øjenbetændelsen skyldes allergi, vil behandlingen ofte bestå af antihistaminer eller øjendråber, der reducerer irritation og rødme.
Hvad kan du gøre som forælder?
Selvom øjenbetændelse hos børn ofte går over af sig selv, kan du hjælpe med at lindre dit barns symptomer:
- Vask hænderne grundigt og ofte: Det er vigtigt at undgå, at barnet smitter andre. Sørg for, at både du og dit barn vasker hænder regelmæssigt.
- Oprense øjnene: Brug en varm, fugtig, ren vatrondel på det inficerede øje et par gange om dagen for at lindre irritation og rense pus væk. Bevægelsen er indefra og ud. Man må ikke bruge det samme vatrondel til begge øjne. Husk god håndhygiejne før og efter.
- Undgå kontaktlinser: Hvis dit barn bruger kontaktlinser (eller du selv bliver smittet og bruger kontaktlinser), skal barnet undgå at bruge disse, så længe øjet ses irriteret, for at forhindre forværring.
- Sørg for god hygiejne: Skift håndklæder og dynebetræk ofte, da disse kan være smittekilder, hvis de kommer i kontakt med øjet.
Må mit barn komme i institution?
Dit barn må gerne komme i institution, hvis det har en mild øjenbetændelse. Hvis dit barn får antibiotika, må det komme i institution efter behandlingen er opstartet. Dit barn må ikke komme i institution hvis:
- Der er kraftig pusdannelse
- Barnet er lyssky (er generet af lyset)
- Barnet har påvirket almentilstand (er mat, pylret, urolig, grædende) eller har feber
Hvornår skal du søge lægehjælp?
De fleste tilfælde af øjenbetændelse er forbigående og harmløse tilstande, som ikke kræver lægehjælp. Men der er tidspunkter, hvor det er vigtigt at søge hjælp:
- Hvis symptomerne ikke forbedres efter et par dage
- Hvis barnet har meget smerte i øjet eller alvorlig lysfølsomhed
- Hvis der er tegn på, at infektionen spreder sig til det andet øje
- Hvis der er ændringer i synet eller en betydelig hævelse omkring øjet
Derudover skal alle nyfødte med øjenbetændelse altid ses af en læge, da det kan skyldes bakterier fra fødselskanalen, hvilket kræver behandling.
Kilder:
Patienthåndbogen – Øjenbetændelse (infektiøs conjunktivitis)
Patienthåndbogen – Allergisk øjenkatar
National klinisk retningslinje – Øjenbetændelse – Sundhedsstyrelsen
Foto af Enrique Saldivar på Flickr
Forfatter: Sara Pind Pilegaard (læge), januar 2025
Redigeret af: Elisabeth Linde Grove (læge) og Julie Boesgaard Ribberholt (læge), januar 2025

