Læger Formidler
Du læser lige nu

Planlagt kejsersnit

40
Trygge Maver Infoblog

Planlagt kejsersnit

Der kan være mange grunde til, at en fødsel foregår ved et planlagt kejsersnit. Måske vender baby den forkerte vej, måske venter du tvillinger, måske har du tidligere været igennem et akut kejsersnit og har nu fået anbefalet et planlagt kejsersnit eller også er der en helt fjerde grund. Når kejsersnittet er booket, opstår der ofte en masse spørgsmål. Læs med her, hvis du vil blive klogere på, hvornår og hvordan et planlagt kejsersnit foregår, samt hvem og hvad du skal tage med på hospitalet.

Hvornår skal det ske?

Det er bedst for baby at komme til verden så tæt på terminsdatoen som muligt, men omvendt er det dog heller ikke så smart at vente for længe med kejsersnittet, da man så risikerer, at baby melder sin ankomst inden datoen for det planlagte kejsersnit. Derfor planlægger din fødselslæge formentlig dit kejsersnit til uge 38-39.  Der kan dog være specielle grunde til at lægge det tidligere end dette, men hvis det sker, bliver du informeret grundigt på sygehuset.

Hvem og hvad skal med?

Som regel må man have én person med på operationsstuen. Det er typisk den kommende far eller medmor, der er med, men hvis de ikke er meget for operationsstuer, nåle og blod, kan det være en fordel at tage en mor, far, søskende, ven(inde) eller en helt anden person med. Det vigtigste er, at det er en, der har overskud til at støtte dig!

Der kan godt opstå ventetid, hvis der er en akut operation der sniger sig ind (fx hvis en anden gravid pludselig får brug for et akut kejsersnit.) Derfor: pak læsestof, telefon, oplader osv.! Derudover får du brug for løst og behageligt tøj, toilettaske, sutsko, kamera, lidt tøj, dyne til baby og evt. autostol.

Forberedelser til kejsersnittet

Inden dagen for kejsersnittet vil du have talt med en fødselslæge og en narkoselæge, så der kan blive taget hensyn til eventuelle sygdomme og medicinforbrug. På dagen for kejsersnittet skal du møde op på sygehuset fastende. Det vil sige, at du ikke må have spist eller drukket mælkeprodukter siden midnat, og at du ikke må have drukket noget anden væske fra tidlig morgen på dagen for kejsersnittet. De nærmere fasteregler vil sygehuset fortælle dig om.

Du skal lade alle smykker blive derhjemme. Hvis du har sminke eller neglelak på, kan det være svært for læger og sygeplejersker at overvåge dig med deres udstyr – lad derfor den store beautybox blive hjemme. Du vil få udleveret hospitalstøj, som du skal have på.

På operationsstuen

Der er altid mange mennesker på operationsstuen: to fødselslæger, en narkoselæge, måske en børnelæge, tre sygeplejersker, en jordemoder og måske nogle studerende.

Nogle kan blive rystende nervøse, når de bliver lagt på operationsbordet, og det er helt normalt! Din ledsager vil blive placeret ved dit hoved, så I hele tiden kan se hinanden. Der er et klæde, der skærmer ved brystet lige over din gravide mave, så I  ikke kan se operationsfeltet. 

Når du har fået lagt et drop (et plastikkateter  i håndens blodåre), vil narkoselægen bedøve dig med et stik i ryggen kaldet en spinalbedøvelse. Bedøvelsen virker lynhurtigt, og herefter vil du kun føle berøringen af din mave og ben, men ikke mærke smerte. Du er således ved fuld bevidsthed under hele kejsersnittet. Når du er bedøvet, får du lagt et kateter i blæren.

Fødselslægen begynder med at lægge et kort snit på tværs af maven lige over grænsen til kønsbehåringen. Herefter går der som regel et par minutter, før din baby er ude. Den lille fødes ved at fødselslægen laver en ’kunstig ve’ ved at trykke på toppen af maven. Det kan godt føles lidt surrealistisk, idet du godt kan mærke at der rumsteres ved dig og presses på toppen af maven, men der er ingen smerter.

Når din baby er født, kommer den enten en tur over til børnelægen, hvis den har brug for lidt starthjælp, eller også kommer den direkte op til dig og din ledsager. Imens I beundrer jeres vidunder, får fødselslægerne moderkagen ud og syet dig sammen. Så bliver du kørt over på opvågningen, hvor du skal være nogle timer til observation. Herefter bliver du kørt op på barselsgangen.

Ting du kan spørge din fødselslæge og det øvrige personale om

Nedenfor er nogle overvejelser, som du kan gøre dig. Det er dog altid personalet på dagen der bestemmer, om det er muligt i situationen at efterkomme ønskerne. 

Er der mulighed for hud-mod-hud? 

Rigtig mange fødesteder tilbyder hud-mod-hud ved helt ukomplicerede planlagte kejsersnit. Det betyder, at du får barnet direkte over på dit bare bryst, når navlesnoren er klippet. 

Må vi tage billeder på operationsstuen?

Det er sjældent, at man fortryder at have taget for mange billeder, og de kan altid slettes efterfølgende. At have billeder fra selve fødslen er guld værd og kan ikke genskabes. 

Kan vi sænke klædet?

Nogle kommende forældre vil rigtig gerne se deres barn, når det kommer ud af maven. Man kan ofte sænke klædet lidt imens fødselslægen hjælper barnet ud, så I kan få det første blik af jeres nyfødte. 

Efter kejsersnittet

De fleste er indlagt 1-2 døgn efter operationen. Her gælder det om at komme hurtigt ud af sengen, få sovet, spist og drukket, få gang i maven, få gang i amningen og allervigtigst at nyde den lille ny. Din krop er på overarbejde de første dage, og mange vil foretrække at vente lidt med de mange besøg (hvis du kan lade være.)

Få mere viden 

Find en masse andre af Læger Formidlers indlæg om graviditet, fødslen og tiden derefter på Trygge Maver infobloggen. Du kan også lytte til Trygge Maver podcasten her på hjemmesiden eller via Itunes og Spotify.

Er det måske den lille der er syg? Så lyt til Trygge Forældre podcasten eller Trygge Forældre Infobloggen

Læs i øvrigt mere om planlagt kejsersnit i Patienthåndbogen.

Forfatter: Læge Hanne Trap Wolf
Opdateret: Læge Margit Bistrup Fischer, februar 2024

Om forfatteren

Har arbejdet som læge siden 2010 og har sideløbende forsket i for tidlig fødsel. Arbejder aktuelt på fødeafdelingen på Hvidovre Hospital. Er travlt beskæftiget efter arbejdstid som mor til tre børn på henholdsvis to, fem og otte år.