Så fik I overstået første stik hos lægen, og der er blevet trøstet med bamse og sut. Pyha! Men gudhjælpemig om lægen ikke hiver endnu en sprøjte frem?
Det er tirsdag, og det er blevet tid til at tage fat om endnu én af vaccinerne i det danske børnevaccinationsprogram. Det skal handle om vaccination mod pneumokokker.
Pneumokokvaccinen har været en del af børnevaccinationsprogrammet siden 2007, og den gives som et separat stik typisk lige efter kombinationsvaccinen ved 3, 5 og 12 månedersalderen.
Hvad er pneumokokker?
Pneumokokker er en type bakterie, som findes i næse og svælg. Pneumokokker smitter ved direkte kontakt og ved dråbesmitte. Den er hyppigt årsag til infektion i lunger, mellemøre og bihuler, men kan i sjældne og alvorlige tilfælde give anledning til meningitis (hjernehindebetændelse) eller sepsis (blodforgiftning). Nogle personer er i øget risiko for at udvikle en af disse alvorlige infektioner med pneumokokker, herunder børn under 2 år, personer med nedsat immunforsvar eller visse kroniske sygdomme samt ældre over 65 år. Derfor tilbydes vaccinen gratis til disse persongrupper. Dette indlæg handler kun om børnevaccinationen.
Pneumokokvaccinen blev først indført som en fast del af det danske børnevaccinationsprogram i 2007. Efter indførelsen af vaccinen er forekomsten af alvorlig pneumokoksygdom hos børn under 2 år faldet med 71%. Studier har også vist, at vaccinen i nogle tilfælde kan forebygge mellemørebetændelse og lungebetændelse.
Pneumokokvaccinen giver dog ikke beskyttelse mod meningitis forårsaget af andre typer bakterier, herunder meningokokbakterien, som er den næsthyppigste årsag til bakteriel meningitis i Danmark.
Hvordan behandler man pneumokokker?
Som nævnt tidligere kan pneumokokker give både mellemørebetændelse, lungebetændelse og meningitis. Disse tilstande behandles med antibiotika. Meningitis skal behandles under indlæggelse på hospital, men dette ser vi heldigvis ikke så tit i dag.
Hvornår skal mit barn have vaccinen?
Dit barn bliver vaccineret mod pneumokokker når det er 3, 5 og 12 måneder gammelt. Herefter anses barnet for at være godt beskyttet mod alvorlig pneumokoksygdom indtil 4 års alderen. Efter denne alder er alvorlig infektion forårsaget af pneumokokker meget sjælden hos børn. Børn med nedsat immunforsvar skal eventuelt have flere doser af vaccinen.
Almindelige bivirkninger til vaccinen er hævelse, rødme og ømhed på indstiksstedet. Nogle børn får feber i de første døgn efter vaccinen, ligesom at irritabilitet, opkast, diarré og nedsat appetit også er almindelige symptomer. Kontakt jeres læge, hvis du bliver i tvivl om symptomerne skyldes vaccination mod pneumokokker.
Ganske få børn kan ikke blive vaccineret grundet overfølsomhed for særlige indholdsstoffer i vaccinen. Som en fast del af børnevaccinationsprogrammet undgås det, at pneumokokker cirkulerer i befolkningen, og derved beskytter vi både det enkelte barn samt de få uvaccinerede børn mod alvorlig infektion.
Forfatter: Louisa Hebo Sparring (læge)
Redigeret af: Mimmi Torp (læge)
Kilder: