Vi fagfolk har et ansvar i kampen mod alternative sandheder om sundhed og bør gøre vores ypperste for at formidle vores viden letforståeligt. Men ansvaret ligger også hos journalisterne.
Hvis noget lyder for godt til at være sandt, ja, så er det, det ofte også. Det burde altid ligge i baghovedet, når vi eksponeres for opsigtsvækkende nyheder. Ikke mindst på sundhedsområdet, hvor vi synes at have en svaghed for løfterne om flad mave og evig ungdom. I bedste fald bygger de på ammestuehistorier, men i værste fald er der tale om bevidst – og nogle gange livsfarlig – vildledning. De kulørte alternative sandheder har kronede dage mens tiltroen til autoriteter er dalende (Edelman Trust Barometer, 2017). De etablerede medier har et særligt ansvar for at prioritere kvaliteten i videnskabsjournalistikken, men svigter efter vores opfattelse deres journalistiske forpligtelse til kritisk dækning af sundhed og videnskab.
Debatfora på de sociale medier med selvbestaltede sundhedsguruer (både hollywoodstjerner og mindre celebre) udfylder det tomrum, som de etablerede medier efterlader. Anekdoter og ’gode råd’ om sygdomme udveksles flittigt, og får sneboldene til at rulle indtil laviner af misinformation har ødelagt den almindelige sunde fornuft, og kvalt den tillid til eksperter, som er nødvendig i et moderne videnssamfund. Vores evige søgen efter sandheden om sundhed er blevet et decideret farligt spil.
Og også de etablerede medier kan være med. TV2s dokumentar om HPV-vaccinens ’bivirkninger’ medvirkede eksempelvis til, at vaccinationsraten blev alarmerende lav. De seneste par uger har vi igen oplevet, at misinformation ukritisk videreformidles af etablerede medier. TV2nord berettede for nyligt om, hvordan to stik med en akupunktørnål kunne beskytte fuldstændigt mod fremtidige myggestik. Behandlingen virker – fastslog akupunktøren selv(!). Udtalelsen fik lov at stå uimodsagt artiklen igennem, og bortset fra en enkelt fornøjet patient, var der ingen andre kilder.
På dr.dk/viden kunne man læse at indtag af broccoli via stoffet sulforafan kan rense hjernen. Artiklen byggede på udtalelser fra en madblogger, og indeholdt ikke en eneste faglig kilde. Sulforafan i store mængder har godt nok vist lovende resultater hos gnavere og på cellemodeller, men der er langt til at konkludere noget der minder om hjernerensning hos mennesker, efter en middag med gratineret broccoli.
Det er positivt at artikler om sundhed og videnskab fylder mere i mediebilledet, men eksemplerne ovenfor bekræfter en kedelig tendens. Nemlig den, at kvaliteten af videnskabsjournalistikken synes at være dalet. Pressemeddelelser fra forskere og institutioner videreføres ofte uden kritisk gennemgang. Enkeltfund slås stort op, før de er efterprøvet af andre uafhængige forskere. Det vildleder og forvirrer. Mange videnskabsartikler baseres på pressemeddelelser udsendt fra kommunikationsafdelinger på universiteter og forskningsinstitutioner. Det er problematisk. Studier viser, at pressemeddelelser ofte overdriver resultaterne og er kilde til misforståelser. Misforståelser som bl.a. opstår, når mediehusene ikke prioriterer videnskabsjournalistikken. I en phd-afhandling fra 2016 beskriver videnskabsjournalist fra Weekendavisen, Gunver Lystbæk Vestergård, et studie, hvor hun undersøgte samtlige udgivne videnskabsjournalistiske artikler fra en given uge i henholdsvis 1999 og 2012. Af de næsten 700 artikler, var over 90% uden kritisk stillingtagen, og præsenterede kun én vinkel. I et interview af Lasse Jensen (Radio Information: Kampen om kendsgerningerne) uddyber Gunver Vestergård, at videnskabsnyheder nu oftere kommer direkte fra forskningsinstitutionerne, og derved undgår den journalistiske lup. Det uafhængige kritiske blik mangler, og afløses af heppekors-journalistik. Jens Stageth, formand for den europæiske sammenslutning af videnskabsjournalister, har udtalt, at blandt videnskabsjournalister i Europa i dag, er kun 20% egentlige videnskabsjournalister, mod næsten 100% for bare tyve år siden. De resterende 80% er snarere kommunikationsfolk, der betales af interesseorganisationer til at lave PR-lignende arbejde.
Det er vigtigt, at bruge uafhængige kilder. Et studie viser, at artikler om forskningsnyheder er mere korrekte såfremt uafhængige forskere udtaler sig om studiet, fremfor kun forskerne selv. Videnskabsjournalisterne bør tage ejerskab over artiklerne. Være proaktive og kritiske. Og det er faktisk også det danskerne efterspørger. 60% af befolkningen mener, at medierne ikke forholder sig kritisk nok, når de formidler enkeltpersoners erfaringer med sundhed og sygdom (Mandag Morgen; 2017). Der skal ikke blot refereres, men tolkes, perspektiveres og debatteres og gerne på en letfordøjelig, letforståelig og relatérbar måde. Fagligheden skal opprioriteres.
I stedet for at fokusere på formidlingen af ny viden, så ville det gavne befolkningen, hvis der oftere fokuseres på at skabe overblik. ‘Hvad ved vi’, frem for ‘hvad er nyt’. For det nye er ikke automatisk interessant. Ét forskningsresultat skaber ikke en sandhed. Et fund skal gennemprøves af adskillige uafhængige forskergrupper, før man ved, om der er noget om sagen.
Vi fagfolk har et ansvar i kampen mod alternative sandheder om sundhed og bør gøre vores ypperste for at formidle vores viden letforståeligt. Men ansvaret ligger også hos journalisterne. Dårlig formidling af sundhedsvidenskab kan have fatale konsekvenser. Videnskabsredaktionerne på de etablerede medier er til for borgerne. Ikke forskerne, eller de selvbestaltede eksperter.
Af
Ida Donkin, Læge og PhD
Foreningen Læger Formidler
Morten Elsøe, cand.scient.
Selvstændig sundhedsdebattør
Foto: Casper Dalhoff. Link til artiklen: https://politiken.dk/debat/art6642636/Selvbestaltede-sundheds-guruer-udfylder-det-tomrum-som-etablerede-medier-efterlader
