Vidste du, at næsten hver 6. barn enten er født skeløjet eller begynder at skele i løbet af deres første levemåneder?
Vidste du, at skeløjethed hos børn i langt de fleste tilfælde kan behandles med briller?
Eller vidste du, at ubehandlet skeløjethed hos børn i værste fald kan påvirke barnets syn på lang sigt?
Læs videre nedenfor, og bliv klogere på, hvad det vil sige at skele, hvorfor det er vigtigt at opdage og hvad man kan gøre ved det.
Hvad er skelen?
Skelen eller skeløjethed er når øjnene ikke samtidigt er rettet mod det punkt, man ønsker at se på. Når barnet kigger på dit ansigt, kigger øjnene ikke i samme retning – det ene øje kigger på dit ansigt, mens det andet kigger et andet sted hen. Det øje, som skeler, kan enten skele indad, udad, opad eller nedad.
Skelen kan både være konstant eller komme og gå, f.eks. når barnet bliver træt.
Hvorfor skeler man?
I mange tilfælde skyldes skelen, at barnet ikke ser optimalt. Ofte vil det dreje sig om langsynethed, dvs. at barnet har svært ved at se skarpt på ting tæt på, eller nærsynethed, altså at barnet har svært ved at se skarpt på ting, der er langt væk. Behandlingen er i så fald briller, og når barnet får korrigeret (justeret) sin lang- eller nærsynethed, vil skeløjetheden også blive korrigeret.
I andre tilfælde finder man ikke årsagen til at børn skeler. Man ved dog, at der er øget forekomst af skelen hos børn, hvis forældre har skelet. Hvis man som forælder selv skeler eller har skelet som barn, bør man derfor være ekstra opmærksom på sit barns øjne. Fortæl meget gerne jeres læge, hvis I selv har skelet som børn – så vil han eller hun have øget fokus på dette ved børneundersøgelserne.
Meget sjældent kan skelen skyldes mere alvorlige øjensygdomme. Uanset hvad er det derfor altid vigtigt at et barn, der skeler, bliver undersøgt hos lægen.
Er det almindeligt at skele? Og hvornår skal man søge læge?
Børns syn og øjenbevægelser er langt fra færdigudviklede, når de bliver født. Derfor skeler op til 15% af alle spædbørn, og i langt de fleste tilfælde vil det normalisere sig i takt med at øjnene modnes inden børnene er 6-8 måneder gamle. Børn som fortsat skeler efter 8 måneders-alderen skal vurderes af en læge.
Nogle børn begynder at skele, når de er mellem 1-4 år gamle. Det vil oftest skyldes lang- eller nærsynethed, men kræver uanset hvad også en vurdering hos lægen.
Det er usædvanligt at begynde at skele i skolealderen og skal medføre, at man kontakter sin læge samme dag, som man opdager skelen.
Er skelen farligt?
Ubehandlet skelen hos børn vil med tiden føre til et såkaldt ”dovent øje”, da det ene øje ikke bliver brugt og dermed mister sin evne til at se skarpt.
Når man skeler har man svært ved at fokusere, og vil se mere og mere dobbelt. Dette kan føles ubehageligt for barnet og give hovedpine, da det skal anstrenge sig for at se skarpt. Børn der er yngre end 6-8 år er i stand til at ”slukke” for det skelende øje for at undgå dobbeltsynet. Det kan de, fordi deres øjne og syn endnu ikke er færdigudviklet. Konsekvensen af dette kan dog være, at det skelende øje ikke bliver trænet og mister evnen til at se. Det er derfor vigtigt at få undersøgt dit barn hos lægen, hvis det skeler, så en eventuel behandling kan blive sat i gang.
Hvordan behandler man skelen?
Afhængigt af årsagen til skelen findes der forskellige behandlinger. Er årsagen lang- eller nærsynethed er behandlingen briller.
Har barnet udviklet et ”dovent øje” er det vigtigt, at få øjet ”tændt” igen. Det gør man ved at sætte en klap for det ”gode” øje. På den måde tvinger man det dovne øje til at arbejde og blive trænet op. Denne behandling kan være effektiv op til 6-7-års alderen.
Hvad kan man selv gøre?
Det er vigtigt at huske de regelmæssige børneundersøgelser hos jeres egen læge. Her indgår en undersøgelse af barnets øjne og syn i forhold til dets alder.
Hvis man har indtryk af, at ens barn enten skeler eller har svært ved at se, er det vigtigt at få det undersøgt af jeres læge.
Hvad vil lægen gøre?
Alt afhængig af barnets alder vil jeres egen læge lave forskellige øjenundersøgelser. Det kan være at lyse på barnets øjne med en lygte, og hvis barnet er stort nok, vil det også få undersøgt sit syn ved hjælp af en synstavle. Er der mistanke om skelen vil I efterfølgende formentlig blive viderehenvist til en øjenlæge, som vil undersøge barnet nærmere.
Det er ikke nødvendigt med en henvisning fra sin egen læge for at komme til øjenlæge. Man kan derfor også vælge at bestille tid direkte hos øjenlægen.
Kilder
Sundhed.dk (patienthåndbogen)
Skrevet af Rasmus Kolind (læge).
Redigeret af Anna Amalia Jepsen (læge) og Kim Foss (læge).