
Sprog der dur
Sprog, de 4 obligatoriske og Plan B ved procedurer med børn
Når børn skal gennemgå medicinske procedurer, som for eksempel et stik (blodprøver, drop, tandlæge, vaccine), er det afgørende, hvordan vi som sundhedspersonale eller forældre kommunikerer med dem og skaber tryghed i situationen. Videnscenter for Børnesmerter på Rigshospitalet har udviklet en del brugbart materiale som er frit tilgængeligt på deres hjemmeside, blandt andet plakaten ”Sprog der dur” og ”De 4 obligatoriske”. De 4 obligatoriske gennemgås i en video og blodindlæg i slutningen af april.
Denne uges tirsdagsindlæg handler om sprog der dur.
Sproget, vi bruger, når vi taler med børn om medicinske procedurer, har en stor betydning for, hvordan de opfatter oplevelsen.
Undgå negativt fokus og falske garantier:
Sætninger som ”Det kommer ikke til at gøre ondt” eller ”Det skal nok gå” kan skabe utryghed, fordi de lover noget, der ikke altid holder. Hvis barnet oplever smerte alligevel, kan tilliden brydes.
Brug information og mestringsfokus i stedet:
Forbered barnet ved at give klar, ærlig og børnevenlig information. For eksempel:
- ”Først lægger de en elastik rundt om din arm, så mærker du noget koldt.”
- ”Nogle børn siger, det føles som et krads.”
Ved at inddrage barnet med spørgsmål som ”Fortæl mig, hvordan det føles”, flytter vi fokus fra frygt til mestring. Specifik ros som ”Det var flot, at du sad så stille” hjælper også barnet med at føle sig set og anerkendt.
Distraktion som redskab:
Distraktion kan bruges effektivt sammen med sproget til at aflede børn. Distraktion kan være alt fra sæbebobler og legetøj til videoer, lydbøger eller fantasirejser. Større børn kan være glade for at spille et spil på en tablet eller lytte til musik. Som forældre er ens medvirken super vigtig, da ens engagement og ro ofte smitter af på barnet.
Kilder:
Skrevet af Cecilie Clemmesen, Læge
