Læger Formidler
Du læser lige nu

Stetoskopet

8
Tryg i livet infoblog

Stetoskopet

Alle kender stetoskopet. Hængende rundt om halsen i diverse hospitals tv-serier som et symbol på lægen. For lægen et diagnostisk redskab. De fleste stifter allerede bekendtskab med det som børn i “lægekufferten” i rollespilslegen. Men hvor stammer det egentlig fra og hvordan blev det opfundet? Er du nysgerrig og kunne tænke dig at vide mere? Så følg med i vores tema om medicinsk historie og bliv klogere. 

I 1816 blev det opfundet af den franske læge Laennec. På den tid undersøgte man normalt hjerte og lunge ved at lægge øret ind mod patients bryst. I bedste MeToo stil, stod Laennec i et tilfælde med en ung og overvægtig kvinde, hvor dette virkede upassende og svært tilgængeligt. Derfor prøvede han med papir, som han formede til et cylinder og satte på hjertet, og lyttede i den anden ende af røret. Til sin overraskelse opdagede han derved, hvor tydeligt han kunne høre hjertets aktivitet. Således udviklede han selv sin egen prototype, først et hult trærør og senere et, der kunne deles i 3 rør. Han døbte det stetoskop fra det græske stethos (bryst) og skopos (skopeo: at betragte). 

Opfindelsen blev bragt til Danmark af professor Oluf Bang der besøgte Laennec i 1823. Først i 1850’erne var det en naturlig del af den lægelige undersøgelse af patienten, og på dette tidspunkt, blev det også muligt at lytte med begge ører samtidig. Idag kan man også få elektroniske stetoskoper, der optager lyden, forstærker lyden op til 100 gange og filtrerer udefrakommende støj. Idag, over 200 år efter dets opfindelse, er stetoskopet stadig en essentiel og uundværlig del af den kliniske undersøgelse af patienten. 

Forfatter:

Mimi Thyregod læge, PhD

Redaktion:

Niloofar Sherazi Dreyer, læge