Læger Formidler
Du læser lige nu

Alternativ behandling i pressen

1
Media

Alternativ behandling i pressen

Over de seneste to uger har Berlingske’s gravergruppe undersøgt området for alternativ behandling. Mange danskere benytter ofte alternativ behandling, og en hel del med god effekt. Det kan lindre, give trøst, ro og nærvær. Men området er ikke under tilsyn af det offentlige. Reglerne er således, at alle kan slå sig op som behandler – uden hverken erfaring, faglighed eller uddannelse bag sig. Og patientsikkerheden har vist sig, at være uhyggeligt ringe.

Det har desværre gjort det muligt for enkelte kvaksalvere og plattenslagere at udnytte området til egen vinding. Og det mener vi er til fare for patienternes sikkerhed.

Vi har i den forbindelse talt med Berlingske’s journalister. Her om deres afdækning af sagen om den alternative kræftbehandler Martin Hejlesen – en ‘MetaSundhedsbehandler ‘ der har brugt løgn og bedrag til at markedsføre sig selv som behandler på kræftområdet. Vi mener, at myndighederne har svigtet ved ikke at føre tilsyn på området, og ved ikke at have set på sagen om Martin Hejlesen tidligere. En mand, der ellers flere gange har været i mediernes søgelys med falske historier om, at solcreme – og ikke solens stråler – skulle give kræft. Og at HPV vaccinen – og ikke HPV virus – var årsag til en stigning i antallet af livmoderhalskræftramte kvinder.


Fra artiklen: 

Allerede i april fik Martin Hejlesen massiv medieeksponering, da han hævdede, at sollys ikke er den primære årsag til hudkræft. I stedet sammenkædede han sygdommen med solcreme. Senere kaldte Sundhedsstyrelsens pressechef ham for »en af landets farligste mænd«.

I det lys mener Ida Donkin, læge og medlem af sammenslutningen Læger Formidler, at myndighederne har reageret alt for langsomt.

»Det var jo et eksempel på, at han brugte direkte falske postulater i sin markedsføring af sig selv som behandler. Myndighederne må jo have været opmærksomme på ham med den store eksponering i medierne. Det undrer mig, at sagen ikke gav anledning til at undersøge behandlerens metoder nærmere,« siger Ida Donkin.

Resten af artiklen kan I læse her på berlingske.dk


Foto: Henrik Kiær (billede fra berlingske.dk’s hjemmeside)

Om forfatteren

Flere læger fra Læger Formidler er gået sammen om dette indlæg. Læs om medlemmerne i Læger Formidler under "Om om" sektionen.